1945 – Stettin evakueret

Byen beskydes med svære kanoner

Stettin er, efter hvad den tyske radio meddelte i aftes, frontby. Forstyrrelsesild fra svære kanoner ligger vedvarende over byen, men den påvirker dog ikke deres liv nævneværdigt. Husene på Oders østlige bred er rømmet, og alle de indbyggere, hvis tilstedeværelse ikke er absolut nødvendig, har forladt Stettin.

Kilde: Kolding Folkeblad, 24. april 1945.

1945 – Danzig står i flammer. Kampe i Gdynias gader

Storangrebet mod Stettin ventes genoptaget i den nærmeste fremtid.

I Danzig-brohovedet har russerne fra Zoppot kunnet trænge ind i Gdynias indre forsvarsring. Selve Danzig står i flammer efter russiske luftangreb. Både i Gdynia og Oliva er der udbrudt forbitrede nærkampe i de barrikaderede gader, hvor Folkestormen, militæret og polititropperne kæmper side om side. Ud for Zoppot har lette, tyske sø-stridskræfter taget de russiske stillinger ved kysten under artilleriild.

Et lignende billede frembyder situationen i Østpreussen, hvor kampene stadig koncentreres ved Frisches Haff-kysten. De tyske tropper har her rømmet Heiligenbeil, men der er stadig stille på fronterne nord og syd for Königsberg. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. marts 1945

1945 – Østfronten: Operative modforholdsregler dybt inde i Tyskland

Russerne støder frem mod Oder-byerne Frankfurt, Küstrin og Stettin

Langt mod vest, dybt inde i Tyskland, fuldbyrdes i disse dage de operative modforholdsregler, der skal bringe det russiske fremstød, som nu rettes mod Oder-byerne Frankfurt, Küstrin og Stettin til standsning, udtaler en tysk militærkommentator. Han fortsætter: “Det er en selvfølge, at arten af disse modforholdsregler omgives med den dybeste tavshed, lige så lidt som der udtales noget om, på hvilken linje russerne vil møde det tyske modstød.

Men mange tegn tyder på, at de langs Oder-linjen vil støde på samlet modstand.

Kilde: Kolding Folkeblad, 1. februar 1945.