1943 – En redegørelse for begivenhederne, der førte til undtagelsestilstand

Det konstateres, at situationens videre udvikling vil afhænge af danskerne selv.

Berlin, onsdag. R.B.

Om de sidste begivenheder i Danmark, der førte til proklamering af undtagelsestilstanden, er yderligere følgende enkeltheder bleven bekendt:

Antallet af sabotagetilfælde i Danmark var i de sidste uger før proklameringen af undtagelsestilstanden bleven forøget på betænkelig måde. Danske og britiske faldskærmsudspringere var bleven sendt til Danmark for at være behjælpelig ved organiseringen af sabotagehandlingerne.

Propagandabølge fra England

Samtidig satte der fra England en stærk propagandabølge ind. I de større byer i Danmark, såsom Aalborg, Aarhus, Odense og endog i København, fandt der strejker sted. Skønt de tyske soldaters optræden fra alle sider, endog fra dansk side, var bleven betegnet som mønsterværdig, blev disse i stadig hyppigere grad korporligt generet af uansvarlige provokatører, så at de ved disse lejligheder så sig nødsaget til at sætte sig til modværge med våben.

Det er klar påvist, at englænderne står bag denne sabotagebølge og ophidselsen af den danske befolkning. I en meddelelse fra Londons Radio den 29. august bekræftes dette udtrykkelig med fælgende ord: “Det kan være, at den danske revolution er den første revolution i en omhyggeligt planlagt serie af oprør i det besatte Europa, for hvilke oprør tid og sted er fastsat af den allierede overkommando.” Endvidere havde den britiske radiokommentator Patrick Lacy i Londons Radio ganske åbent udtalt: “Sabotagen i Danmark er i det sidste års tid stadig steget, og dette er sket ved hjælp af britiske faldskærmsudspringere.” Endvidere skriver Londonbladet ‘Star’ i anledning af den kendsgerning, at aktionen er strandet: “man er u mange kredse i London af den mening, at den danske revolte måske er startet for tidligt.” […]

Den resterende danske hær opløst og afvæbnet

Hvad angår den faktiske situation i Danmarks, så er den resterende danske hær oplæst og bleven afvæbnet. Størstedelen af de danske krigsfartøjer blev sikret (sichergestellt). Modstand som viste sig hist og her, blev brudt let og med mindste tab. Kongen og kronprinsen befinder sig på deres slotte. I mellemtiden er arbejdet overalt i Danmark blevet genoptaget. i hele landet herser der ro. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 2. september 1943.

1943 – Opråb

Med Hans Majestæt Kongens billigelse har regeringen og rigsdagens samarbejdsudvalg med tilslutning af de samarbejdende partiers rigsdagsgrupper udsendt følgende opråb:

Under den tyske besættelse, der nu varer på fjerde år, har det været uundgåeligt, at der af og til er opstået visse gnidninger. Selve besættelsens langvarighed fremkalder en større modtagelighed overfor formodede fornærmelser og stigende utålmodighed og irritation i befolkningen. I den sidste tid er der indtrådt begivenheder af faretruende karakter. Sabotage er øvet i stigende omfang, demonstrationer er forekommet forskellige steder, og der er gjort forsøg på at bringe jernbaner og offentlige værker til standsning. En fortsættelse af sådanne tilstande vil være af ødelæggende virkninger for danske samfundsforhold. Tilførsler af levnedsmidler og brændsel vil blive hæmmet, og der vil opstå alvorlige forstyrrelser af den ordnede produktion til skade for hele befolkningen.

Skal det lykkedes at føre dansk folkestyre og samfundsliv frelst gennem krigens ulykker og farer, er befolkningens medvirken hertil nødvendig. Med denne dybt alvorlige situation for øje retter regeringen og samarbejdsudvalget med tilslutning af de samarbejdende partiers rigsdagsgrupper en indtrængende opfordring til den danske befolkning om ikke på nogen måde at udæske til eller lade sig udæske til uoverlagte handlinger, men bevare ro, besindighed og sammenhold. Enhver, der ønsker, at dansk styre i landet skal bevars, må føle det som sin pligt i alle forhold at bidrage til, at lovordnede tilstande fortsat kan opretholdes. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. august 1943.

1943 – Afblæsningen i Odense

Arbejdet genoptoges i morges

Arbejdernes Fællesorganisation i Odense holdt i går et 4 timers repræsentantskabsmøde, der sluttede kl. 14. Efter mødet udsendtes følgende meddelelse:

Arbejdernes Fællesorganisation meddeler: På et repræsentantskabsmøde i dag, hvor ca. 500 tillidsmænd fra samtlige fagorganisationer var tilstede, vedtoges det med overvældende majoritet at genoptage arbejdet fra i morgen, tirsdag den 24. august. På mødet fik repræsentanterne forelagt situationen således, som den forelå, og efter en længere forhandling gik man til afstemning om tre resolutioner. Den resolution, der vedtoges, havde fælgende ordlyd:

Repræsentantskabsmødet for Fællesorganisationen i Odense forsamlet til møde i den nye forsamlingsbygning erkender det opnåede forhandlingsresultat under de foreliggende omstændigheder som værende acceptabelt, og vedtager derfor atter at optage arbejdet fra og med tirsdag morgen den 24. august. […]

Arbejdet er begyndt de fleste steder

Ved normal arbejdstids begyndelse var de odenseanske arbejdere mødt ved de forskellige virksomheder, og de fleste steder påbegyndte man straks arbejdet. Efter de mange dages uro var det ventet, at alt ikke ville være gået så glat, men Odense har i formiddags atter antaget sit sædvanlige ansigt.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. august 1943.