Et par smådrenge skulle prøve om halmen kunne brænde. De havde dagen i forvejen forsøgt på en anden ejendom.
Lørdag aften lige før kl. 18 kom en nabodreng løbende ind i kostalden til fru Dorthea Iversens gård, Svanemosegård i Vonsild, og slog brandalarm. Han sagde: “Det brænder i laden!” – og hurtigt løb fru Iversens søn over i laden og så, at det desværre var alt for rigtigt. Falcks Brandvæsen blev straks alarmeret, og man tog fat på at redde dyrene. Noget virkeligt slukningsarbejde var det håbløst for folkene at påbegynde; i løbet af ganske få sekunder stod laden i lys lue. Den tørre fourage var alt for taknemlig et bytte for flammerne, og inden mange minutter havde ilden bredt sig til alle gårdens tre udlænger, der gennemgående var lige ved hundrede år gamle og meget letantændelige.
På syv minutter var udlængerne praktisk talt “blusset af”. Falcks Redningskorps var hurtigt på brandstedet og fik langt slanger ud. Der var ikke langt til vandet, men der kunne dog ikke sættes ind med en direkte bekæmpelse af ilden. De tre antændte længer stod aldeles ikke til at redde, hvorimod stuehuset, der ved Falcks ankomst var stærkt truet, så ud til at skulle gå fri. Mange mennesker fra naboejendommene var gået i gang med at redde møblerne ud af stuehuset, men da dette efter branden stod urørt, kunne møblerne atter flyttes ind.
Medens slukningsarbejdet foregik, blev årsagen til den voldsomme brand opklaret. Moderen til den lille dreng, der havde slået brandalarm, meldte sig dybt bedrøvet på Svanemosegaard, og fortalte at hendes børn havde tilstået over for hende, at det kun var dem, der havde påsat branden. Mens den ældste havde bekendtgjort branden, var den yngste kommet hjem til hende med en æske tændstikker. […]
Det lykkedes ikke – på grund af brandens voldsomhed – at redde alle dyrene. Der indebrændte en plag, seks kalve, en so og fire svin. Men desuden blev alle maskiner, redskaber og alt hø og halm et bytte for flammerne. […]
De to drenge, der påsatte branden, havde i forvejen været ved at sætte ild på en anden ejendom i nærheden. Men her var ejeren kommet til stede i rette øjeblik og havde slået dem over fingrene og jaget dem bort. Hvis han også havde advaret drengenes forældre, kunne måske Svanemosegaard være reddet fra sin skæbne.
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 4. maj 1942