1943 – En ny udvidelse af Kolding Sygehus?

Plads til 16 senge mere ved tilbygning af den medicinske afdeling

Kolding Sygehus’ bestyrelse har i nogen tid syslet med planer om en ny udvidelse af sygehuset, idet der stadig er lange ventelister af patienter. Formanden for sygehusbestyrelsen, amtsrådsmedlem Hans Bygvraa, Bramdrup, oplyser, at det drejer sig om en tilbygning til den medicinske afdeling, således at der skabes plads til 16 senge mere. Tilbygningen skal foretages ved den ende af afdelingen, som støder ud mod indkørselsporten, i den krog, som findes mellem røntgenafdelingen og den gamle operationsstue.. En del af den gamle bygning skal brydes ned. Udgiften er beregnet til 100.000 kr. Udvidelsen skulle ikke nødvendiggøre større lægestab, hvorimod der antagelig skal ansættes et par sygeplejersker mere. Udvidelsesplanen går nu til behandling i amtsråd og byråd, som skal træffe afgørelsen. Hvorvidt planen overhovedet kan bringes udførelse nu, er dog tvivlsomt, men forarbejderne bliver altså gjort, så udvidelsen kan blive til virkelighed, om ikke før så efter krigen.

Kilde: Kolding Folkeblad, 24. november 1943.

1942 – Kongen udskrevet fra Diakonissestiftelsen

Det kvæstede knæ hindrer endnu Kongens bevægelighed noget

Hofmarskallatet meddelte søndag formiddag: Hans Majestæt Kongen er søndag formiddag udskrevet fra Diakonissestiftelsen for at tilbringe rekonvalescensen på Amalienborg. Bevægeligheden i det læderede knæ er endnu indskrænket, hvilket begrænser Hans Majestæts bevægelighed endnu i nogen tid, men i øvrigt er Hans Majestæts befindende fuldt ud tilfredsstillende.

Kongen forlod Diakonissestiftelsen søndag formiddag kl. 11, mens flagene på alle Diakonissestiftelsens flagstænger gik til tops. Afskeden med hospitalet overværedes kun af ganske få personer, deriblandt dronningen. Kongen takkede varmt de to sygeplejersker, der nu for anden gang har plejet ham. Af hensyn til det læderede knæ blev Kongen, der var fuldt påklædt, båret ned i bilen i en bærestol. […]

Kongens tak

For den rørende deltagelse, der fra hele landet er vist mig under min sygdom, bringer jeg hermed min dybtfølte tak.

Amalienborg, den. 22. november 1942

Christian R.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. november 1942

1942 – Hvis katastrofen kommer

Da står en velorganiseret sanitetstjeneste med veluddannet mandskab rede til at yde en effektiv hjælp.

Der er egentlig kun sagt lidt om sanitetstjenesten, når talen har været om byens luftbeskyttelse, og så er forholdet jo i virkeligheden det, at denne gren at beskyttelse er uhyre vigtig. Selv synes sanitetsfolkene, at deres mission er den vigtigste, og det må vel siges at være rigtigt, selv om naturligvis intet led i luftbeskyttelses-tjenesten er uundværlig. For at få belyst, hvorledes sanitetstjenesten i Kolding er udbygget, har vi haft en samtale med dens chef, læge Junge Pedersen. Hans souschef er læge Evald Hansen, og de residerer begge under hver luftalarm i kommandostationen på Almenskolen. En tredje læge, E. Rossen, er chef for det søndre distrikt, og han har sin plads i kommandostationen i Borgen.

Et sanitetskorps på 80 medlemmer

Hvor stort et mandskab omfatter sanitetstjenesten her i byen, læge Junge Pedersen?

“Omkring 60 Røde Kors- og Arbejder-samaritter. Dertil kommer en snes mennesker – hovedsagelig kvinder – hvis opgave det er at gøre tjeneste i sorteringsstationer, der etableres, såfremt sygehusets kapacitet ved en katastrofe skulle blive overskredet, og i afvaskningsstationerne, som kun vil blive taget i brug, hvis der finder anvendelse af gas sted.”

Hvor mange læger er disponible?

“Under en almindelig luftalarm møder kun sanitetstjenestens chef og souschefen samt chefen i det søndre distrikt, men indtræffer der noget alvorligt, vil de fleste af byens læger kunne træde i funktion. Nogle må selvsagt blive tilbage og stå til rådighed for almindelige patienter i byen.”

Man har vel også en stab af sygeplejersker?

“Ja, det drejer sig væsentligt om diakonisser og enkelte private samt en del kvindelige samaritter. Sygehusets sygeplejersker har jo deres rigtige arbejde at passe.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 26. april 1942.

1942 – 22 nye sygeplejersker fra Kolding Sygehus

På Kolding Sygehus har i disse dage 22 sygeplejeelever bestået eksamen som sygeplejersker. Det første hold blev færdigt i aftes, det sidste i formiddag. De nye sygeplejersker er følgende:

Gerda Andersen, Helga Andersen, Ingrid Andersen, Johanne Andersen, Inger Bondesen, Mary Friis, Johanne Holst, Tove Hygum, Warna Jaspar, Kristine Jensen, Maren Jensen, Kristine Jessen, Juliane Juhl, Elly Krogh, Edith Larsen, Esther Nielsen, Kathrine Nielsen, Jenny Dalby-Pedersen, Vera Oxbøl-Pedersen, Ella Lindberg-Pedersen, Ingeborg Raahauge og Ellen Saxe.

På tirsdag aften holdes på sygehuset en festlighed for holdet […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 24. april 1942.

1941 – Ca. 1.000 Koldingensere kan ikke tage på ferie

Politiet ser stort på badeture og småudflugter.

Indenfor Koldings Luftværnsområde findes ca. 1.000 personer, der på grund af deres tilknytning til Luftbeskyttelsestjenesten ikke kan rejse på ferie udenfor luftværnsområdet, Kolding Købstad. Det drejer sig om C.B.-mandskab, læger, sygeplejersker, samaritter, Danske Kvinders Beredskab o. lign., men husvagterne er undtaget fra forbuddet, oplyser politikommissær Kleberg:

Vi har i anledning af forbuddet en masse henvendelser, og det er i reglen fra folk der er fortørnede over bestemmelserne. Specielt har der været en del af det frivillige mandskab, der nu ikke synes, det er morsomt at være med, og det har jo sådan set heller ikke været meningen, at det skulle være morsomt. Det er beklageligt, hvis man så fuldstændigt har misforstået de opgaver og det besvær, man frivilligt har påtaget sig […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 27. juni 1941.