1942 – Englænderne har taget 9.000 fanger

Men tabet af tanks, skibe og flyvemaskiner langt lavere end opgivet, erklærer man i Rom

Rom (RB.)

I herværende kompetente kredse erklærer man angående det britiske communique om slaget i Ægypten, at kun antallet af 9.000 fanger kan betragtes som stemmende med kendsgerningerne. Det drejer sig faktisk, erklærer man, om hovedstyrken af motoriserede divisioner, idet sådanne enheder under kampe som dem, der for tiden foregår på den afrikanske front, i visse tilfælde er stærkt udsatte for at blive taget til fange. Man henviser i øvrigt til, at der blandt disse fanger er mange sårede, der ikke havde nogen mulighed for at undgå fangenskab.

Hvad i øvrigt angår de tal, englænderne har opgivet af tanks og flyvemaskiner, der skal være blevet gjort ukampdygtige af englænderne, og endvidere af skibe, der skal være blevet sænket, erklærer man i de nævnte kredse, at de af Aksen lidte tab er langt lavere, end fjenden påstår. Aksetropperne kæmper godt, tilføjer man, og der er ingen grund til at nære bekymringer i anledning af de bevægelser frem og tilbage, der er karakteristisk for ørkenkrigen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. november 1942.

1942 – Frikorpset

Frikorps Danmarks hvervemøde i Jylland skaffer ikke korpset mange medlemmer. Én i Hjørring og én et andet sted! Ved næsten hvert eneste hvervemøde må tyske soldater ud på gaden i stålhjelm og med påsatte bajonetter for at forhindre frikorpsmedlemmerne i at få bank af den danske befolkning, og i Hjørring blev kommandanten så rasende over forløbet af et hvervemøde, og over at folk grinede af hans hjulede ben, og han er virkelig meget hjulbenet samme kommandant, at han beordrede det tyske militær i byen til med bajonetter og maskingeværer at gå løs på Hjørringenserne, der havde forsamlet sig uden for salen, hvor hvervemødet fandt sted! […]

Om Frikorpsets meriter på Østfronten foreligger kun sparsomme efterretninger. Men i det første slag, som Frikorpset med 700 mand deltog i, hentede det sig alvorlige tab. Af en afdeling på 200 mand, faldt 130. Korpset blev sammen med tyske afdelinger omringet. Det skal nu være lykkedes tyskerne at få i hvert fald en del af korpset tilbage, og bag frontlinjerne bliver det rekonstrueret. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: ‘Frit Danmark’, 20. august 1942, nr. 5, årgang 1942

1942 – Situationen

De vigtigste krigshandlinger foregår i øjeblikket på Østfronten. Den af russerne for 6 uger siden påbegyndte offensiv, foregår stadig med held. Russerne erobrer den ene by efter den anden, og medens de driver tyskerne foran sig, hober krigsbyttet sig op.

De sidste rapporter melder om ca. 300.000 døde og sårede tyskere under 40 dages kamp, samt om erobring eller ødelæggelse af ca. 3.000 tanks, 3.000 kanoner, over 33.000 transportkøretøjer, 19.000 automatiske geværer, 35.000 rifler og uhyre kvanta af ammunition og andet krigsudrystning, desuden melder russerne om 1.100 nedskudte og ødelagde tyske aeroplaner. På Centralfronten har russerne generobret Moshaisk, Kholm og Toropez.

Tyskerne, der for få uger siden pralende meddelte, at general vinter var på deres side, har nu pludselig fundet ud af, at det var en fejltagelse og at denne strenge general i virkeligheden er Stalins bedste forbundsfælde. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, januar 1942, nr. 3, 1. årgang.

1941 – Tyskerne gør tabet op: 400.000 mand i Rusland

1,8 millioner russere taget til fange og mindst lige så mange faldet.

Førerhovedkvarteret. RB.

Den tyske værnemagts overkommando meddeler:

Sovjetværnemagtens tab indtil nu af fanger har overskredet et antal af 1,8 millioner. Antallet af døde er erfaringsmæssigt mindst lige så stort, sandsynligvis større. Heroverfor forsøger den fjendtlige propaganda at svække virkningen af disse tyske resultater, som ikke længere kan bestrides, derved, at den opfinder tyske tab, alene af døde til en størrelse af 1½-2 millioner. Efter nøje fastsættelse udgør vore tab faktisk for tiden fra 22. januar til 31. august: ved hæren (incl. Våben SS): 84.354 døde, 292.690 sårede, 18.921 savnede. Ved luftvåbenet: 1.542 døde, 3.980 sårede, 1.378 savnede. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. september 1941.