1943 – Churchills tale: Ingen fredsføler fra Italiens nye regering

Trussel om alle krigens strabadser i størst muligt omfang

Premierminister Churchills tale i Underhuset i går var imødeset med meget stor spænding. Premierministeren kunne dementere alle rygter om, at der skulle være udsendt fredsfølere af den ene eller anden art, og fastslog, at der ikke under nogen form var indledet forhandlinger mellem italieneren og de allierede. Man kunne rimeligvis vente, at der ville ske store forandringer i Italien. “Det var italienske folk har valget”, sagde han bl.a. videre. “hvis det stadig støtter Tyskland og fascismen, vil de allierede også lade det udstå alle krigens strabadser i størst muligt omfang.”

Italien som slagmark

Tyskland vil da, hævdede Churchill ifølge et STB-telegram fra London, få sit ønske opfyldt om at se Italien som den første slagmark. Da vil de allierede fra alle verdenshjørner sætte deres angreb ind mod Italien, fra havet, fra luften, over land med flåden og luftstyrkerne og med omfattende amfibie-operationer. Herom der der givet ordre til alle allierede øverstkommanderende. En strø, af ild og stål vil da hjemsøge alle mål af militær betydning over hele Italien fra nord ned gennem den langstrakte halvø til Syditalien. Derfor, erklærede Churchill, er “betingelsesløs kapitulation” i Italiens egen interesse, idet jan i denne forbindelse oplyste, at han handlede i fuld overensstemmelse med præsident Roosevelt, ligesom også Moskva uafbrudt var blevet holdt underrettet om udviklingen. Churchill erklærede, at engelske og amerikanske styrker over for Italien vil handle som én armé. “Jeg udtaler ikke nogen mening om den nye regering, men hvad det italienske folk angår, står det over for en vigtig beslutning.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 28. juli 1943.

1943 – Koldings nye politivagt indviet i formiddags

300 års forbindelse med rådhuset brudt

Ved en lille højtidelighed hvortil foruden ordenspolitistaben kun var indbudt chefen for kriminalpolitiet og byrådssekretær Jacobsen som repræsentant for byen, blev den nye politivagt i K.F.U.K.’s bygning på Rendebanen i formiddags indviet. Ca. 35 politifolk skal her have deres daglige gang.

Politimester Thalbitzer bød velkommen, særlig til byens repræsentant, byrådssekretær Jacobsen, og udtalte bl.a., at det var en historisk dag, idet politietaten i over 300 år uafbrudt har haft tilknytning til byens rådhus, men med overflytningen til de nye lokaler forsvinder enhver sådan tilknytning.

Da politimesteren i 1919 kom til Kolding, var alt politi samlet på Rådhuset, men i 1921 flyttede kriminalpolitiet op på Domhuset og senere, også politistationen med politiassistent Ree. Efterhånden var man blevet mere og mere ked af, at politivagten skulle have til huse i så dårlige lokaler – også ledelsen var utilfreds hermed, og da den nye politigård blev bevilget, herskede der stor glæde. Men den blev sat overstyr igen, da det viste sig, at der ikke i København var tilstrækkelig stor interesse for at få byggeriget af den ført igennem. Som en slags surrogat havde man nu fået gennemført flytningen hertil. Det er en meget stor forbedring, men det skal kun være en midlertidig foranstaltning. For politikommissæren, der skal lede politiet, må stadig blive boende på Domhuset med sin stab, og det svækker stadig politiet en del. For politiet skal være dér, hvor der sker noget, i gadelivet – og ikke, som nu 1½ km. ude i periferien.

Politimesteren sluttede med at udtale håbet om, at der snart måtte komme en bygning på den erhvervede grund. Her kan imidlertid udføres et godt stykke politiarbejde. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 1. juli 1943.

1943 – Sanger-stævnet på Koldinghus

Smuk og festlig nationale bekendelse

Vejret begunstigede i høj grad det store sangerstævne i Koldinghus Slotsgård søndag eftermiddag, som afholdtes af Danske Folkekors sydjydske kreds, og mange mennesker var mødt op for at lytte til den smukke sang. Borgmester V. Juhl bød velkommen til sangerne og deres dirigent, lektor Chr. Ottesen, Sønderborg, og til det talrige publikum. Derpå indledtes programmet med ‘Høje Nord’. De friske, klare stemmer kom fuldt til deres ret i de dejlige omgivelser og med den fremragende akustik i slotsgården.

Efter første afdeling af sangene holdt højskoleforstander G. Damgaard Nielsen, Ryslinge Højskole, en nationalt præget tale om folkesangens store betydning for folkets åndelige kraft i en historisk bevæget tid. “Vi må tage en række af vore grundspørgsmål op til prøvelse for den situation, vi befinder os i, indebærer muligheder både for forfald og oprejsning, udtalte højskoleforstanderen. Alle ansvarsbevidste danske er underlagt en pligt til at værne om og bevare vort nationale særpræg. Som en støtte i denne kamp kan man søge tilbage til den danske kulturs oprindelige elementer, og her har vi netop en vigtig kilde, hvoraf vi kan øse styrke og livskraft til den ånd, ud af hvilken Danmarks fremtid skal skabes i arbejde og kamp, nemlig vor folkesang. Den er det klares udtryk for dansk ånd, vi ejer, den er et af de vigtigste midler i folkeopdragelsen og til uvurderlig hjælp for folket i en trængselstid – tænk blot på hvor meget sangen betød for sønderjyderne dengang …

Og i vor øjeblikkelige historiske situation, da vi kan komme til at stå over for det spørgsmål, om vi vil gå ind i en politisk enhed med vore nordiske brødrefolk, er det ikke mindst vigtigt, at vi i den ikke mindst vigtigt, at vi i den nordiske sang møder et klart vidnesbyrd om den nordiske åndsenhed. Skal det ydre Norden kunne skabes politisk, økonomisk og militært, må det bæres af et indre Norden, som hviler på folkenes dybeste overbevisning og helligste vilje, således som den kommer til udtryk i vor sang.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. juni 1943

1943 – Borgmester Juhl henstiller, at der ikke spises for meget på kommunens regning

Der indføres en skrappere kontrol med byrådets, udvalgenes og kontorenes repræsentationsudgifter.

Det nye byråds første ordinære møde i aftes varede en halv time. Borgmester V. Juhl indlede med en ret sensationel henstilling til byrådets medlemmer, idet han udtalte:

Det er ikke nogen hemmelighed, at den pengerigelighed, der har været til steder under et gamle byråds periode, har fået os alle til at se således på det, at pengene sidder lidt løst, og med hensyn til repræsentationsudgifterne har der måske ikke været set så nøje på det. Der har været i talt, jeg vil ikke sige skumlet, ude i byen over, at der af byrådet eller dem, der har været værter for, spistes for mange penge op. Jeg vil henstille, at man i byrådet og i udvalgene nøje passer, at der ikke bruges flere penge til den slags formål, end ret og rimeligt er. I dag har jeg skullet anvise en del regninger. En hel del af dem var kun attesteret af en underordnet funktionær. Fremtidig må udvalgsformændene attestere alle regninger. Sorterer det ikke under et udvalg, må chefen for det pågældende kontor eller hans næstkommanderende gøre det. Ellers er det ikke betryggende for mig at anvise regningerne til udbetaling.

Byrådet modtog stiltiende påmindelsen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. juni 1943.

1943 – Knud Hansens afsked med borgmesterværdigheden

Rådhusets funktionærer sagde i formiddags farvel og tak til den gamle borgmester og velkommen til den nye.

De kommunale embedsmænd og rådhusets personale tog i formiddags afsked med borgmester Knud Hansen, som i dag har sin sidste dag som borgmester i Kolding. Han har som bekendt været borgmester i godt 6 år og byrådsmedlem i godt 37. Man samledes klokken et kvarter over 9 i Byrådssalen, der var smukt pyntet med blomster og tre store dannebrogsflag. Der blev budt på vin og kage til de ca. 90 fremmødte. Efter at de alle havde taget opstilling omkring hesteskobordet, førte byrådssekretær Jacobsen den 77-årige borgmester ind, som sammen med den nyvalgte borgmester, landsretssagfører Juhl, tog opstilling ved borgmesterpladsen.

Funktionærernes tak til borgmesteren

Derpå trådte stadsingeniør Lassen frem og holdt en smuk tale for den afgående borgmester, som man havde ønsket at samles med på hans sidste arbejdsdag i kommunens tjeneste, som hermed slutter, udtalte stadsingeniøren. “De sidste 6 år danner en smuk afslutning på Deres kommunale virksomhed. De har gjort en betydelig indsats, specielt inden for Gade- og Vejudvalget, hvor der i Deres formandstid i de sidste 6 år er brugt 7 mill. kr. Det er mange penge, men de er ikke duftet bort. De ligger der i form af sten og cement og grønne pladser ind imellem. Det har bidrage til at løfte grundværdierne i Kolding. her på Rådhuset har vi haft et ganske udmærket samarbejde med borgmesteren, som vi altid har kunnet gå til uden at møde sure miner. Den venlighed og imødekommenhed, borgmesteren altid har vist, har lettet det daglige arbejde, og vi har meget at sige Dem tak for”. Stadsingeniøren overrakte sluttelig borgmesteren en stor pakke, der viste sig at være en skotøjsæske – vistnok nummer 50 – fyldt med cigarer, to fra hver kommunalfunktionær, i alt 190 cigarer. Han udbragt et leve for borgmesteren med ønske om en rigtig glad, solfyldt og lykkelig tid herefter. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad. 31. maj 1943.

1943 – Kongens tale

Kongen opfordrer alle danske til at betænke deres ansvar. Måske har vi den vanskeligste tid tilbage.

Hans Majestæt Kongen talte lørdag aften kl. 19 i statsradiofonien:

Efter at jeg atter har overtaget regeringens førelse, føler jeg trang til at sige Dem alle min varmeste tak for de utallige beviser på hengivenhed og trofasthed, som jeg har modtaget under min lange sygdomsperiode. Tak for al forbøn og for alle gode ønsker for min helbredelse.

Dernæst har jeg i dag ønsket at tale til alle danske under hensyn til den senere tids alvorlige begivenheder rundt om i landet. Fra den første dag, da den tyske besættelse af Danmark fandt sted har jeg opfordret alle i by og på land til at vise en fuldt ud korrekt og værdig optræden. De forløbne tre år har da også vist, at det danske folk som helhed har forstået, at det under de alvorlige forhold, vi gennemlever, er af afgørende betydning, at ro og orden hersker i landet. Visse begivenheder i den senere tid viser imidlertid, at der findes personer, som ved udøvelsen af forkastelige handlinger tilsidesætter de hensyn, som ansvarsbevidste danske skylder deres fædreland, om vi skal komme gennem disse alvorlige tider efter den linje, som regering og rigsdag i fuld enighed har fastlagt. Disse handlinger af ansvarsløse personer kan have de alvorligste følger for såvel enkeltpersoner som for samfundet som helhed.

Vanskelige og alvorlige tider har vi oplevet, siden den store krigs virkninger brød ind over vort fædreland, vanskelige for vort lands ledende mænd såvel for den enkelte borger. Måske har vi dog den vanskeligsted tid tilbage. Jeg opfordrer alle, gamle som unge, hver på sin plads, til at betænke det ansvar, enhver dansk har […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. maj 1943.

1943 – Franco om Spaniens stilling i den nuværende verdenskrig

Spanien ikke-krigsførende, men rede til at forsvare sin sikkerhed og uafhængighed
Sevilla, lørdag, RB
Ved en modtagelse af samtlige generaler og øvrige officerer i militærdistriktet Sevilla holdt general Franco i går en tale, hvori han skitserede Spaniens holdning under den nuværende verdenskrig og betegnede denne som ikke-krigsførende. General Franco henviste udtrykkeligt til at Spanien rådede over en stærk hær, der altid var rede til at gribe til våben for Spaniens sikkerhed og uafhængighed.
“Spanien ligger i det vestlige Middelhavsområde. Dette er grunden til vor ikke-krigsdeltagelse. Ikke-krigsdeltagelse er ensbetydende med ikke-intervention, men betyder ikke, at vi forholder os fuldstændig passive. Spanien er på vagt og iagttager opmærksomt begivenhederne ved sine grænser og kyster. Det indeværende afsnit af krigen præges af de vanskelige betingelser, under hvilke vi opretholder freden. Det er min regerings opgave, at styrke alle Spaniens kampmidler, idet man ikke kan improvisere en krig. Hele folkets arbejde må sættes ind for at forberede os på kamp. De nationer, der undlader dette, må bære følgerne. Det bedste, det spanske folk ejer, er de spanske soldaters kvalitet. Vi har også meget gode våben, men endnu bedre er vor races styrke. Spanien råder over mange midler til at føre kampen, men dets soldaters mod er det bedste af dem”. […]

Kilde: Uddrag, Social-Demokraten, 9. maj 1943.

1943 – Første medlemsmøde i Kolding Motor-Flyve Klub

En fornøjelig fest med diplomuddeling

Et lille hundrede stykker af Kolding Motorflyve Klubs medlemmer med damer havde i aftes givet møde på Saxildhus til det første medlemsmøde, hvor uddelingen af diplomer fandt sted.

Formanden, direktør S. A. Christensen, tog ordet, da alle var bænket, og udtalte:

“På bestyrelsens vegne har jeg den ære og glæde til at byde alle et hjerteligt velkommen her i aften. En særlig velkomsthilsen skal der lyde til vore to specielt indbudte gæster, hr. ingeniør Jensen og hr. målerkontrollør Carl Hansen samt til de af medlemmernes hustruer eller mænd, som gør os den glæde at deltage i denne vor unge forenings første sammenkomst. Noget egentligt program for aftenen har bestyrelsen ikke ment var nødvendigt at lægge, idet vi har ment, at alle de tilstedeværendes interesse for flyvning er så stor, at der ikke behøves andet stof til at udfylde tiden. Vi vil nu drikke kaffen, inden vi går over til uddelingen af præmier og diplomer, og der vil i aftenens løb blive lejlighed til, for hver der måtte ønske dette, at sige noget – og for dem, der ikke kan få tiden til at gå, ville det måske være passende at løse en vindtrekant”. […]

En rigtig lufthavn i Kolding

Erhvervschef Høy fik nu ordet. “Sekretæren nævnte for lidt siden”, udtalte han, “forskelligt om klubbens arbejde; han nævnte også arbejdet for en flyveplads, og sekretæren tog måske lidt vagt på det. Vi skal nemlig ikke have nogen helt lille lufthavn i Kolding. Koldings placering gør den selvskreven til det. Jeg mener, at klubben så hurtigt som muligt skal træde i forbindelse med de forskellige myndigheder. Spørgsmålet skal besvares hurtigst muligt. Jeg ved godt, at vi har konkurrenter – men en flyveplads fælles med de andre to nabobyer er forkastelig. Derfor, mine damer og herrer, må De kraftigt støtte bestyrelsen i dens bestræbelser for at få en lufthavn placeret op ad Kolding”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. april 1943.