1941 – Folkestævnet med Alsang i Slotsgården på søndag

Fuldstændig gratis adgang.

Vi minder om, at det er på søndag, at Dansk Ungdoms Samvirke i forbindelse med KFUM og K. arrangerer dansk-kristelig folkestævne med Alsang i Slotsgården.

Der begyndes kl. 18.30 med musik, som byen har stillet til rådighed, og kl. 19 byder pastor Tobiassen velkommen, hvorefter kirkeminister Fibiger taler. Ind imellem synges der fædrelandssange af et hæfte, der gratis uddeles blandt mødedeltagerne. Der er også gradtis adgang, og man venter, at stævnet vil få samme store tilslutning som Alsangsstævnet i fjor […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 22. august 1941.

1941 – Det nationale møde på Skamling

Tusinder af mennesker var stævnet til Højskamling, men kun et ringe tal af dem kunne rummes i mødesalen.

En sort strøm af cyklister, gående og kørende stævnede i går i det herlige midsommervejr til Skamling. Det ville have været den største mødeforsamling siden 1933, hvis man kunne holde mødet på den sædvanlige friluftsplads, men dette kunne ikke tillades. Allerede før middag havde det første tusind passeret indgangen, og nye tusinder vedblev at strømme til. Salen var fyldt til sidste plads en time før den fastsatte mødetid, men skønt det var kvælende varmt i det menneskefyldte rum, tog deltagerne det med godt humør, og man fordrev tiden med spontant at synge fædrelandssange.

Men udenfor stod andre tusinder der fulgte, så godt det var muligt, talerne gennem højtalerne, der lød ud fra de åbne vinduer. Mødet åbnedes af proprietær O. Juhl, der udtalte en beklagelse af, at forholdene ikke tillod at holde mødet uden for, men man kunne samtidigt være glade over, at et møde som dette havde kunne holdes […]

Pastor Kaj Munk:

Også jeg er skuffet. Jeg havde glædet mig til at så ansigt til ansigt med denne store forsamling. Men vi må bøje os for det forbud, der er nedlagt […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 23. juni 1941.

1941 – Hitler i rigsdagen

Den tyske fører Adolf Hitlers tale i rigsdagen 4. maj 1941:

Vi er imidlertid ikke mindre fast besluttede på om nødvendigt også i fremtiden at give dem hundreder igen for hver bombe, og det lige så længe, til det britiske folk skiller sig af med denne forbryder og hans metoder.

Denne Nars (Churchill) og hans drabanters appel til det tyske folk om at forlade mig netop i anledningen af 1. maj, kan kun forklares enten som en paralytisk sygdom eller en drukkenbolts indbildning. Fra denne unormale åndelige forfatning stammer også beslutningen om at forvandle Balkan til en krigsskueplads. Som en vanvittig har denne mand nu og snart fem år løbet rundt i Europa og ledt efter et eller andet, der kunne brænde. Desværre findes der stadig betalte elementer, der åbner portene til deres landes for denne internationale brandstifter.

Desværre blev min advarsel om, at såfremt englænderne ville sætte sig fast et eller andet sted i Europa, ville vi være besluttede på øjeblikket at drive dem tilbage i havet, ikke taget tilstrækkelig alvorligt.

Hvis en anden politiker nogensinde havde oplevet så mange nederlag og som soldat så mange katastrofer, så var denne vel næppe forblevet i sit embede blot seks måneder, hvis han da ikke ligeledes havde været i besiddelse af den evne, der er den eneste, der udmærker Mr. Churchill, nemlig evnen til med gudhengiven mine at lyve og fordreje sandheden så længe, at selv de frygteligste nederlag til sidst ovenikøbet bliver til glorrige sejre.

Men den, der ved et så satanisk fortagende ovenikøbet understår sig i at tage ordet ”Gud” sin mund, han bespotter forsynet og kan ifølge vor dybeste tro intet andet høste end ødelæggelse.

I den jødisk-kapitalistiske guld-. Stands-, og klassevanvids tidsalder står den nationalsocialistiske folkestat som et ærefuldt mindesmærke over social retfærdighed og klar fornuft. Det vil ikke alene overleve denne krig, men også det kommende årtusind!

Adolf Hitler i rigsdagen 4. maj 1941

Kilde:
Führerworte, uddrag af Adolfs Hitlers Taler, opråb og breve fra 1939 til 1944, udgivet 1944 på forlaget Landsoldaten Fredericia

1941 – Majfest-talerne kunne ikke komme til Kolding

Arbejdernes Fællesorganisation i Kolding havde i går indbudt til 1. maj-fest på Alhambra. Som sædvanligt benyttede dog de fleste den halve fridag til at gå i kolonihaven. På Alhambra havde der kun indfundet sig 3-400 mennesker om eftermiddagen, selv om folketingsmand, radiorådsformand Jul. Bomholt var averteret som taler. Desuden skulle formand Sigv. Hellberg have talt. Begge d’herr. udeblev dog på grund af Storebæltsoverfartens indstilling i går. I stedet talte amtsrådsmedlem Aage Petersen, Sdr. Stenderup, og folketingsmand M. Larsen, Kolding […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 2. maj 1941.

1941 – Goebbels om Danmark

Den tyske rigs- og propaganda minister Dr. Goebbels udtalte i marts 1941 om Danmark og dets situationen under krigen:

”… (Danmark red.) er ikke noget besat områder. Danmark er et land, i hvilket Tyskland af militære nødvendighedsgrunde har måttet oprette støttepunkter. Kun hvad angår disse støttepunkter har Tyskland foretaget indgreb i den danske overhøjhed. På et hvilket som helst andet punkt og i hvilket som helst anden henseende har Danmark og den folkevalgte regering den fulde afgørende indflydelse på alle forhold, der vedrører Danmarks indrepolitiske forhold og landets stilling overfor det nye Europa. Derved adskiller Danmark sig fra andre lande, i hvilke der står tyske soldater”.

Kilde: Goebbels om Danmarks stilling til nyordning og tremagtspagt, Fredericia Socialdemokrat, 8. marts 1941

1941 – Det Danmark vil bestå …

Ved et møde i Esbjerg i starten af januar 1941, kom forfatteren Jørgen Bukdahl bl.a. med følgende udtalelser:

Det danske folk er nu hjemme som aldrig før. Det er første gang, at der har været virkeligt sammenhold i det danske rige. For første gang i sin historie hænger det danske folk sammen i sig selv og om sin historie. Nu er endelig det nationale brudt igennem. Nu hænger det danske folk sammen i fælles kultur, i fælles folkelighed, i fælles sprog.

I denne samhørighed, i denne nationalfølelse kan ingen ramme os, uanset hvad der sker ude omkring. Når vi frimodig går imod det nye år, er det, fordi vi ved, at på det punkt, i vor nationale front og frihed, kan ingen ramme os. I dette er vor sande frihed.

Den arv, der har skabt det danske fællesskab, er blevet levende for folket. Det er følelsen af forpligtelse overfor hinanden i fædrelandets navn. Det er næsten det eneste sted i Europa, dette for alvor er sket. Alle andre steder er folket overbygget med støtter. Ene af alle Europas lande er der herhjemme sket et virkeligt folkeligt gennembrud. Der er i Danmark sket et nationalt gennembrud, som Europas øvrige lande slet ikke kender til. Bagved samlingsregeringen ligger en folkelig bæreform, der ganske bestemmer nationens ledelinjer – holder folket sammen.

Endnu i dag møder vi op med kulturen i behold; vi møder med Stauning i spidsen – tænk på, hvad det vil sige set udefra. Bag ham og samlingsregeringen står hele folkets samhørighed. Det er det danske demokratis hemmelighed. I vort nationale sammenhold kæmper vi stadig for menneskehedens sag. Det er vor styrke. Der er sket dette, at Danmark er blandt os. Det er vort. Tiderne vil skifte, men det Danmark vil bestå, så længe bøgen gror.

Kilde: Det Danmark vil bestå …, Kolding Socialdemokrat, side 3, 9. januar 1941

1941 – Vor stilling er alvorlig, men ikke katastrofal

Handelsministeren Halfdan Hendriksen holdt om aften den 8. januar 1941 tale i Handels- og Kontoristforeningen i København, som den 9. januar bragtes i Socialdemokraten. Her bringes et uddrag fra talen:

Vi har brødkorn, sukker og kød samt foderkorn for de nedskårne besætninger til næste høst. Men reservelagrene af brændsel er angrebet og på en række områder kniber det stærkt med råvarer.

Når det af samfundsmæssige hensyn bliver nødvendigt at rationere denne eller hin vare, vil det blive gjort, men i dag er der intet på trapperne, og jeg vil advare mod enhver form for hamstring, også af tøj.

Situationen er alvorlig på en række områder, og vore beholdninger af betydningsfulde råstoffer, lader meget tilbage at ønske, men katastrofal er stillingen ikke.

Vi skal igennem, og vi vil komme igennem. Vi må resignere på en række områder, spare og spinke, vi bliver fattigere, men vi taber ikke vor tro og vort håb. Dansk erhvervsliv og dets tusinder af repræsentanter giver ikke op for vanskeligheder, selvom de er tårnhøje, og på forsyningsområdet har alle danske erhvervs-drivende en indsats at gøre hver på sit felt.

Jeg tror, at det ikke alene står erhvervene, men også hele befolkningen klart, at det er bedre at gribe ind i tide, selvom det kan være forbundet med besværligheder, end at lade forholdene udvikle sig, som de bedst kan.

Jeg ved, at det overvejende flertal af erhvervslivets mænd er indstillet på et samarbejde og på en loyal efterleven af de givne bestemmelser.

Hvis man ikke følger retningslinjerne, men søger at vinde sig fordel på kollegers eller samfundets bekostning, foretager man ikke alene en ukollegial handling, men også en handling, der i en vanskelig tid er direkte samfundsskadelig, og det siger sig selv, at vi med alle til rådighed stående midler vil gribe ind overfor sådanne forsøg.

Må jeg så blot om rationeringerne i almindelighed sige, at de danske rationeringsordninger på praktisk talt alle områder kan tåle sammenligning med andre landes rationeringsbestemmelser, og der vil fra regeringens side blive gjort alt, hvad gørligt er, for at holde den gældende rationeringsplan i de svære tider, der kommer.

I den forbindelse vil jeg også lige nævne ordningen for generatorbrænde, der jo også betyder vidtgående restriktioner for producenter og sælgere. Jeg må her tilføje, at jeg tror, nogle under tiden har været tilbøjelige til udelukkende at se på de priser, det indtil nu har været nødvendigt at betale for generatorbrænde, uden at gøre sig klart, hvordan vi ville være stillet, hvis vi ikke gennem den trufne ordning havde skabt sikkerhed for, at de 9.-10.000 biler, der i dag kører med generator, kunne få det fornødne brændstof.

I øvrigt tror jeg, at en vis nedsættelse af generatorbrændepriserne kan forventes.

At den stærke prisstigning, der har fundet sted i året 1940, er yderst betænkelig, og at prisstigningen er særlig betænkelig, når den falder på de vigtige livsfornødenheder, som er af afgørende betydning for hele befolkningens daglige liv og sundhed, siger sig selv. Men man må jo være klar over, at prisstigningen i første række falder på importvarerne, hvis priser man under de foreliggende forhold ingen mulighed har haft for at holde nede, og på de hjemlige landbrugsprodukter, hvis priser er steget meget stærkt, delvis som følge af de stigende eksportpriser, som andre landes mangel på disse varer har fremkaldt.

Jeg vil sammen med handelens folk erkende, at den prislovgivning, vi har her i landet, er streng, men jeg vil ikke erkende, at den er for streng, eller at den ikke på alle områder er fuldt berettiget og absolut nødvendig.

Kilde: Vor stilling er alvorlig, men ikke katastrofal, Kolding Socialdemokrat, side 1 + side 4, 9. januar 1941

1941 – Ugen, der gik

Det gik gennem alle hjemlige nytårstaler, at mørket er tæt, men at håbet om og troen på en fremtid for vort land og vort folk er lyset, der skal vise os vej fremefter.

Næst efter kongens og statsministerens manende ord om at vise korrekthed og ubetinget samdrægtighed lagde man mærke til indenrigsminister Knud Kristensens djærve radiotale med hans stærke understregning af samarbejdets betydning for danskheden. Indenrigsministeren gik endog så vidt, at han sagde, at dette samarbejde måtte holde også fremefter, når den situation, der havde kaldt på samarbejdet, ikke var mere. Ellers vilde samarbejdet ikke være meget værd, mente man.

Disse betragtninger har vakt opmærksomhed i vide kredse, og de kommenteres livligt.

Hvorledes fremtiden vil forme sig, ved ingen, og det er for tidligt at tale om, hvorledes vi skal indrette os, når den nuværende situation er forbi. Men samarbejdet har opgaver nok over for øjeblikkets krav. Vi vil også mene, at det netop er overfor de vanskeligheder, som situationen byder, at samlingen i folket skal bestå sin prøve. Kan den det, vil samarbejdet også sætte spor frem efter.

Nogle, der endda særlig slår på deres danskhed, men hidtil har gjort sig bemærket ved at bryde de love, der er sat for at opfylde kongens og regeringens bud om at vise ro og værdighed, har selv sat sig udenfor det folkelige samarbejde. Og de søger nu at øve ond gerning overfor folk og land for i situationen at skabe en fordel for dem selv på helhedens bekostning. Men sådan gerning dømmer sig selv.

Dette lille mindretal, der står udenfor det folkelige samarbejde, vil benytte sig af alle midler til at bryde samarbejdet, og de har i løbesedler bebudet visse personers afgang og krævet en ny regering.

Men der dannes ingen dansk regering uden om rigsdagen. Sådan har det været dansk skik gennem 40 år, og denne statsskik brydes ikke af et mindretal, stort eller lille.

Folkets selvbestemmelsesret, retten til frit at vælge sine repræsentanter i rigsdag, regering og kommuner er en del af det danske folks væsen, og det giver vi ikke slip på.

I fald man lod det komme til brist her, ville samarbejdet intet være værd.

Men dette samarbejde stiller også krav til hver enkelt af os. Betinget samdrægtighed, korrekthed, ro og værdighed er de grundpiller, hvorpå det danske folk må bære sin skæbne, trofast i tanke og sind mod, hvad der er dansk.

Det samfund, det danske folk havde bygget op under demokrati og folkestyre, var det bedste i verden. Dette er også fornylig erkendt gennem bladrøster ude fra, men andre føjer så til, at neutrale lande kan ikke vente fortsat at få lov til at bevare en høj levestandard i fremtiden eller under nyordningen i Europa.

Sådanne presserøster er uheldige, og de stå ikke i samklang med de officielt givne løfter om ikke at antaste vor frihed og selvstændighed. Men på disse løfter og i ubetinget samdrægtighed bygger det danske folk sin fremtid.

Afskrift af Kolding Socialdemokrats avisleder 6. januar 1941

Kilde: Ugen, der gik, Kolding Socialdemokrat, side 3, 6. januar 1941