1944 – Eventyrtrang gjorde ham til brandstifter

16-årige karl tilstår at have påsat branden på Krybilygaard

De mystiske brande på Krybilygaard er nu blevet opklaret, og det viser sig, at det er en 15-16-årige tjenestedreng, som er brandstifteren. Den unge mand, der har tjent på gården, må være blevet forstyrret i hovedet af tidens mange dramatiske begivenheder. I hvert fald var han kommet i tanker om, at han også selv kunne ønske at komme lidt med, hvor der skete noget. Han udklækkede da en plan om et fingeret overfald, om hvilket han berettede på krogen søndag aften. Han fortalte således, at han var blevet overfaldet af en mand, han han var kommet cyklende på vejen fra Taulov, men da han tilsyneladende ingen overlast havde lidt, fattede overbetjent Bertramsen, Taulov, mistanke til historiens rigtighed, og den unge mand måtte da til sidst indrømme, at det hele var opdigtet og kun fremsat for at gøre sig selv interesseret. Den næste dag kom to mand kriminalpolitiet i Fredericia ud til Krybily for at tale med tjenestedrengen, idet man havde fundet det påfaldende, at det var, der i begge tilfælde havde opdaget brandene på gården, og den sidste gang endda set brandstifteren. Efter at den unge mand var gået hårdt på klingen, måtte han da også omsider tilstå, at der var ham, der havde sat ild på. Noget som helst motiv havde han ikke haft. Han var glad og tilfreds med forholdene i sin plads, men der var pludselig opstået en uimodståelig trang hos ham til at sætte ild på. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. marts 1944.

1940 – En dags mælkepenge til Finland

Den indsamling til fordel for Finland, der går under navnet ”En dags mælkepenge til Finland” og siden januar 1940 er blevet organiseret af De Danske Mejeriforeningers Fællesorganisation, har meddelt, at blandt de mejerier, der allerede har ydet deres bidrag til indsamlingen er:

Andelsmejeriet Lillebælt, Taulov, 900 kr.
Sønder Omme Andelsmejeri, 687 kr. 37 øre.
Brørup Andelsmejeri, 2258 kr. 40 øre.
Lunderskov Andelsmejeri, Hejnsvig, 289 kr. 6 øre.
C. Buhl, Follerupgaard, 100 kr.

Torsdag aften den 9. februar 1940 fortsattes i Kolding tøjindsamlingen til fordel for Finland, hvor der blev indsamlet i Kollinsgade, Agtrupsvej, Borthigsgade, Mariegade, Søparken og Piledamsvej.

Samtidig minder avisen Socialdemokraten sine læsere om at der efterfølgende mandag (12. februar 1940) kl. 20, er arrangeret en underholdningsaften af Kolding Teaterselskab, hvor hele overskuddet tilfalder Finlandsindsamlingen. Der er endnu mange billetter til salg, som kan fås enten hos Boghandler Schæffer, eller købes ved indgangen.

På søndag (11. februar 1940) vil socialdemokratisk Forening i Billund afholde 10års stiftelsesfest i det ny forsamlingshus. Overskud i forbindelse med festen vil også blive skænket til Finlandsindsamlingen. Der vil blive afholdt festtaler af folketingsmand M.K. Sørensen, Vejen, og Johannes Jensen, Grindsted, der begge taler om Finland.

Brev fra norsk frivillig

Følgende brev blev bragt i Socialdemokraten den 10. februar 1940, det skulle være sendt af en norsk Finlandsfrivillig fra Finland og hjem til Norge. Den frivilliges navn nævnes ikke i avisen.

Det begynder at gå op for os, hvad krig er: et helvede fuld af djævelsk udspekulerede torturmidler mod uskyldige kvinder og børn. Vi kan læse det i kvindernes ansigter.

Sorg og forbitrelse som de så tappert skjuler, men på bunden aner vi trods og ukuelig opofrelse mod Næsten og Fædrelandet. Det går ikke an at kue disse mennesker. De kender tilsyneladende ingen frygt for at dø i kampen mod det russiske barbari. De véd alle som én, at det vil blive meget værre at leve under Stalins pisk, end at kæmpe til sidste åndedrag for friheden på sin egen jord.

Kilde: Finlandsaften på mandag, 10. februar 1940, Kolding Socialdemokrat, side 5
Spredte Nyheder, 10. februar 1940, Kolding Socialdemokrat, side 5
Hellere dø end leve under Stalins pisk., 10. februar 1940, Kolding Socialdemokrat, side 3
Tøjindsamlingen til Finland, 9. februar 1940, Kolding Socialdemokrat, side 5