1941 – Næsten dræbt ved sporarbejde under mørklægning

På årets første dag, den 1. januar 1941, blev en ekstraarbejder næsten dræbt under sporrensning ved Fredericia Banegård. Det farlige arbejde med rangering under mørklægningen, var årsag til ”en nervepirrende situation”.

Under snefygning var ekstraarbejder Aage Wulff blevet tilkaldt, for at være med til at rense sporskifterne. Wulff har arbejdet i 10-15 år ved DSB, og ”var kendt med forholdene”.

Mens Wulff stod ved Post 1, kom togmaskinen for det persontog, der ankommer til stationen kl. 19.24, og som skal forbi posten for at blive rangeret ind på et spor, der fører til remisen. Wulff så maskinen, da den kørte udad, men ikke, da den kom tilbage ad det spor, på hvilket Wulff stod midt i sporskiftet, som han var ved at rense.

Der var ikke tid nok for Wulff, til at han kunne nå og springe til side, ”hans eneste chance var at gribe fat i den ene af maskinens buffer, og det gjorde han. Heldigvis havde maskinen ikke nået at få større fart på, og det lykkedes Wulff at blive hængende, idet han af sine lungers fulde kraft råbte om hjælp. I den stærke blæst hørte lokomotivføren ikke råbet, men heldigvis blev man fra en rangermaskine, der kørte i nærheden, opmærksom på den frygtelige situation, og maskinen blev standset og Wulff befriet fra sin farlige stilling”.

Toget nåede at køre omkring 300 meter med Wulff hængende på den ene buffe, og det var i sidste øjeblik, at toget standsede, før Wulff kræfter slap op.

Kilde: Reddet livet ved at klamre sig til lokomotivets buffer, 3. januar 1941, Kolding Socialdemokrat