1942 – Forsøg på togattentat ved Bramminge St.

Store sten anbragt på sporene umiddelbart før stationen. Toget knuste stenene, der fløj til alle sider.

Der er i går eftermiddags udøvet et ualmindelig ondsindet attentat mod Esbjergtoget, der ved 17-tiden ankommer til Bramminge station. Ved viadukten, der går over vejen til Gørding, var der blevet anbragt flere tunge sten på jernbanesporene, og lokomotivføreren opdagede dem ikke, før det var for sent, og kørte ind i dem. Det tunge tog maste stenene fuldstændig, og stensplinter fløj til alle sider. En banearbejder fra Bramminge arbejdede ude på linjen og havde lige taget sin skinne cykel af sporene for at lade toget passere, da han hørte braget og så en regn af stenstumper blive slynget i vejret. Han troede, at en katastrofe var uundgåelig; men det vist sig altså at gå bedre end antaget.

Man står fra stationens ledelse uforstående over for den gemene streg, da der i krydset mellem Brande-sporet og Lunderskov-linjen opholdt sig flere banearbejdere, hvis opmærksomhed attentatmanden må have unddraget sig. Tilfældet minder en del om et forsøg ved Esbjerg sidste efterår, hvor der var anbragt nogle sveller over et jernbanespor. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. august 1942.

1941 – Togattentat på Sjælland

En spærring på skinnerne foran tørvetog opdaget i tide.

Da et lokomotiv fra Høng-Tølløsebanen i søndag aftes skulle afhente en vognstamme med tørv fra tørvebanen i Aamosen, opdagede man, at der var stablet en spærring af sveller og jerndele op på tørvebanens spor. Det lykkedes at standse lokomotivet rettidigt og således afværge en ulykke. En undersøgelse viste, at også andre steder var arrangeret lignende spærringer. Spærringen i Aamosen bestod af 14 skinneblokke, 16 skinnelasker, et spin og et stykke skinne. Tingene var nedpresset således, at en afsporing ville have været uundgåelig, hvis ikke toget var blevet standset i tide.

For øvrigt synes der allerede lørdag nat at have været forøvet et attentat på samme tørvebane, idet et lokomotiv og 12 tørvevogne kørte over en strækning, hvor der var fjernet 2½ meter skinne. Lokomotivet og 12 vogne kørte over stedet uden at vælte, hvilket kun kan forklarede derved, at farten var meget ringe, kun ca. 15 kilometer […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 2. september 1941.