Nedslag i Drengeskolen i Kolding – lynbrand i Andst – skade på ledningsnettet.
Tordenvejret, der i morges og i formiddags trak hen over hele Sønder- og Sydjylland, voldte en del ravage på egnen, navnlig på ledningsnettene. Den andet steds nævnte afbrydelse af strømforsyningen fra værket i Aabenraa fik jo også betydning for samleskinnens forbrugere, og ved 7-tiden svigtede strømmen. Forsyningen fra Aarhus blev koblet ind, men også denne forbindelseslinje “faldt ud”, som det hedder, og derefter måtte dampkraftcentralen i Kolding overtage strømleveringen, indtil samleskinnen var i orden igen ved 9-tiden. Der skete ingen afbrydelser i byens forsyninger, men det kneb lidt med spændingen. […]
Lynnedslag på Drengeskolen. Panik blandt skolebørnene.
Under det mægtige tordenskrald, som rystede Kolding kl. 9, slog lynet ned i Drengeskolen, hvor eleverne på dette tidspunkt opholdt sig i klasseværelserne. Lynet ramte den skorsten, hvori der fyres om vinteren – flere af “skorstenen” er kun luftventiler – og lynet flækkede skorstenspiben, så murstenene fløj helt ud på gaden, fortsatte ned gennem etagerne og er antagelig gået ud i kedlerne. Nedslaget medførte et brag, som rystede skolen, og elever og lærere fo’r ud. Mest forskrækkelse afstedkom lynet i et par pigeklasser, der støder direkte op til den ramte skorsten. I disse klasseværelser regnede puds og støv ned på borde og gulve og over lærerinder og elever. Med en eksplosions kraft stod sod og støv ud af skorstensventilerne.
Der blev råbt om bomber, og eleverne styrtede ud af lokalerne og ned ad trapperne over mod beskyttelsesrummet, hvortil nogle nåede, inden de blev klare over, hvad der virkelig var på færde. Mange af de skrækslagne skolebørn kastede op eller kom ufrivillig til andre ting, som man ellers plejer at gøre andet steds. Det varede noget, inder der igen kom ro over gemytterne ovenpå forskrækkelsen. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. august 1942.