1941 – Koldings store beskæftigelsesplan ligger stille

Kritik af ministeriets langsomhed – og ansøgninger om ny tilskyd til vejarbejder på 1,2 millioner, bl.a. gadegennembruddet fra Rendebanen til Rådhuset – Fra Byrådsmødet i aftes.

Kolding Byråds møde i aftes varede for den offentlige dels vedkommende en times tid, og i betragtning af dagsordenens længde var det ikke særlig længde. Drøftelserne gik ret fredeligt og der foretoges kun en enkelt afstemning. Mon det tør tages som tegn på, at samarbejdet trods alt er ved at vokse? Fraværende var Larsen, Søren Jensen, Bech og Bach. […]

Hele beskæftigelsesplanen ligger stille

P. Andersen ankede over, at hele kommunens beskæftigelsesplan fra foråret i øjeblikket faktisk ligger stille. Ikke engang Fjordstien til Rebæk er der begyndt på. Trafikministeren smøler med sagen, skønt han har så travlt, at han møder her en morgenstund kl. 6. Hvis det skal vare lige så længe med de planer, vi nu indsender, vil det trække ud med virkelig at komme i gang. Borgmesteren fremhævede, at det var nødvendigt at afvente ministeriets tilladelse, men det var nok Vejkontoret, der ikke kunne følge med. Stadsingeniøren skal til København i denne uge og søge sagen fremmet. Til de nye projekter kræves der både detailprojekter og flere instansers godkendelse, så de kan i alt fald ikke påbegyndes før henad foråret. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. oktober 1941.

1941 – Trafikministeren ser på vejprojekter i Kolding

En lynvisit i går – Dæmningen over Ådalen ikke opgivet?

Trafikminister Gunnar Larsen var i går på en lynvisit i Kolding. Trafikministeren havde anmeldt sin ankomst til Kolding kl. 7 i går morges, og Gade- og vejudvalgets medlemmer måtte tidligt op for at ledsage ministeren rundt for at se på vejprojekter, som man eventuelt venter tilskud til.

Vi har talt med Fabrikant P. Beirholm, der er medlem af udvalget, og Beirholm oplyser, at ministeren dels så på forholdene vedrørende den nye Tankedalsvej og dels på den gamle Seestvej, ligesom man var på åstedet for den eventuelle vejføring tværs over ådalen, hvis planen om at føre Hovedvej 10 over her på en stor dæmning skulle blive til virkelighed […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. maj 1941.