1943 – Troldhedebanen har besvær med brunkulstransporten

Svigtende trækkraft bevirker, at transporterne ikke går så hurtigt som ønskeligt

Det vækker en del forundring at nu, da brændselsmangelen er så stor i landet, står der på Troldhedebanens brændselsstationer rækker af læssede banevogne med brunkul, som ikke transporteres bort, så de kan komme den betrængte industri til gode. Det fortælles os, at der flere steder på Troldhedebanen står læssede vogne i både et og to døgn, inden de køres bort. Ligeledes vækker det forundring, at der hver dag går tørvetransporter fra Nr. Virum ved Troldhede over Esbjerg til Sønderjylland, hvilket er en meget længere befordring, end hvis man kørte ned over Troldhedebanen. I en tid som den nuværende, hvor det gælder om at spare både vognmateriel og brændsel, skulle man synes, det var naturligt, om Statsbanerne satte materiel ind på Troldhedebanen, når man derved kunne opnå både besparelse og hurtigere transport. Men måske er spørgsmålet ikke så lige til.

Vi har forelagt det for formanden for Troldhedebanens bestyrelse, grosserer I. P. Jensen, Grindsted, som udtaler til spørgsmålet, om det kniber for Troldhedebanen at klare brændselstransporterne, at det gør det, og det skyldes navnlig svigtende trækkraft. “Banen har 6 lokomotiver”, oplyser formanden, “og af disse har man, som omtalt, i de sidste uger haft uheld med de to, så de er til reparation for tiden. Maskinfolkene klager over, at olien er dårlig og har et for lavt brændpunkt. Derfor er der komme til at stå nogle brændselsvogne ude omkring på stationerne. Men de skal nok komme ind efterhånden”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 12. januar 1943.

1942 – Togsammenstød på Troldhedebanen

Togpersonalet skiftede slev spor på Stakroge Station. Påfølgende særtog kørte for fuld fart ind i fire læssede godsvogne.

Ved 16-tiden i går skete der på Stakroge Station på Troldhedebanen et større trafikuheld, idet et tog, der kom fra Kolding, kørte ind på et forkert spor og der for fuld kraft tørnede mod fire tildels læssede jernbanevogne, der holdt ud for briketfrabrikken.

Der er imidlertid følgende forhistorie til, det, der skete: Der havde på stationen været krydsning mellem to plantog. Det fra Troldhede kom først ind, og efter at være ekspederet kørte dette tog helt frem og bakkede så ind på sidesporet, medens toget fra Grindsted derefter kom og kørte ind på stationen. Personalet på det holdende tog skiftede derpå selv spor og fortsatte til Grinsted. Der blev ikke af togpersonalet rettet spor efter denne udkørsel, men da der ikke var afgivet melding herom på stationen, regnede stationsmester Pedersen med, at alt var bragt i orden. Det var det altså ikke, og da der kort efter kom et særtog fra Kolding, kørte dette ind på sidesporet. På lokomotivet opdagedes situationen, og det forsøgte at bremse toget op. Skinnerne var imidlertid fedtede af briketstøv og tåge, så bremserne virkede alt for lidt. Med næsten fuld fart forsattes derfor hen mod de holdende vogne, der ramtes med stor kraft. Lokomotivet borede sig ind i den forreste af vognene og fik bufferne revet af. […]

Falck fra Grindsted tilkaldtes for at hjælpe til med at få vognen på sporet igen og for på anden måde at assistere ved oprydningen. Der kom ingen mennesker til skade, men til gengæld er den materielle skade så meget desto større. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 3. december 1942.

1942 – Med hurtigtog Kolding-Troldhede og retur

Den nye skinnebus på vellykket prøvetur

Den nye skinnebus, som Troldhedebanen har anskaffet, og som vi omtalte i lørdags, var samme dag på en vellykket prøvetur til Troldhede og tilbage igen. Inden vognen afleveredes, ønskede man at lade den vise i praksis, hvad den duede til, når den havde fuldt læs på, dvs. 37 passagerer. Til den ende havde banens bestyrelse indbudt Kolding Havneudvalg og forskellige af banens forbindelser, også postmesteren i Kolding og forstanderne på banens overgangsstationer, kulfirmaerne Berring & Larsens og Kolding Kulkompagnis chefer, så der var fuldt besat i bussen, da den startede i øsende regnvejr lørdag formiddag. Men det klarede op på vejen, og passagererne så det afvekslende landskab i byger og sol netop som det tager sig allerskønnest ud. Bussen klarede sig fuld ud efter alle forventninger. Den tog stigningerne som en mis og viste sig at være et overordentlig bekvemt og hyggeligt køretøj. Endnu finere vil det blive, når verden engang igen kommer til sig selv, så der kan sættes gummihjul under. Da bliver det vist nok det ideelle skinnekøretøj. […]

I Troldhede blev alle de indbudte inviteret af banebestyrelsen til frokost på gæstgivergården ‘Troldhøj’, hvor ingeniør Aagaard fra Scandia, der har leveret vognen, gav en populær beskrivelse af den. […] Henad kl. 17 returnerede det lille fikse lyntog – det bærer også det rigtige lyntogs farve – til Kolding.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. september 1942.