1942 – Tuberkulosen i tiltagen på Koldingegnen

Kredslægen om, hvad man skal gøre for at forebygge

Kendte tuberkulose-specialister har nylig hævet en advarende røst mod faren for tuberkulosens overhåndtagen. Vi har i den anledning forespurgt kredslæge Dr. med. Axel Hansen, om der også på Koldingegnen har kunnet spores fremgang i denne snigende samfunds-farsot.

“Sidste år var antallet af friske tilfælde af tuberkulose ikke i stigning”, svarer kredslægen, “men i år synes der at være udsigt til en betydelig tiltagen, ikke mindst i antallet af de alvorligere tilfælde, hvor patienterne møder op med ret udbredt tuberkulose”.

Hvor kan man især søge årsagerne til denne tilbagegang i den almindelige sundhedstilstand?

“Vi kommer ikke udenom, at den stadig dårligere og dårligere ernæring har en væsentlig skyld for, at befolkningens sundhedstilstand svækkes. En anden – også ganske betydelig – skyd har mørklægningen i forbindelse med det kostbare brændsel, der – begge dele i forening – bevirker, at folk ikke sørger for at få deres stuer luftet ordentlig ud”.

Hvordan skal man få folk til at lufte tilstrækkeligt ud nu, da man sikkert ikke kan få det brændsel, man skal bruge?

“Man bør gennemlufte sine stuer flere gange daglig. Det lyder måske drabeligt, men denne udluftning behøver kun at være ganske kortvarigt, bedst er det med gennemtræk, det er det mest økonomiske, og derved behøver stuerne ikke at blive afkølet, og den dyrebare varme bliver i huset.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 19. september 1942.

1942 – Mørklægning bevirker stigning i tuberkulosen

Mørklægningen og de dårligt ventilerede små rum med mange mennesker virker i det lange løb svækkende på sundhedstilstanden

Tuberkulosen i Københavns Amt er i mærkbar stigning. Denne sørgelige kendsgerning fastslår ledelsen af Københavns Amts Tuberkulosestation i Lyngby, overlæge Dr. med. Tage Hyge i en samtale med Nationaltidende. Der er ovenikøbet stigning i tuberkuloses sværhedsgrad, og overlæge Hyge mener, at mørklægningen har sin store andel heri.

Tuberkulosen stiger om vinteren udtaler overlægen. Folk trænger sammen i små værelser for at holde kulden ude og spare på brændslet, og mange familier har indrettet mørklægningsystemet således, at det er dem umuligt at få værelsets vinduer lukket op. Derved forhøjes smittefaren for tuberkulose ganske betydeligt. For det første på grund af de mange mennesker, der sidder tæt i små værelser, for det andet på grund af den dårlige ventilation, som er en fælge af mørklægningen. Mørklægningen indvirker i det lange løb alvorligt på sundhedstilstanden, og dette bevirker igen, at modstandskraften over for tuberkulosen nedbrydes […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 12. september 1942.

1942 – 1.345 døde af tuberkulose i fjor

Fra Nationalforeningens årsmøde i dag. Sanatoriedriften har givet et underskud på to millioner.

Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse holdt i dag årsmøde i Ingeniørforeningen i København. Formanden, fhv. finansminister H. P. Hansen, bød velkommen og aflagde en udførlig beretning, hvoraf det fremgik, at virksomheden navnlig har været præget af store byggearbejder på de ældre tuberkulosesanatorier. Man har fået et statsmål og håber, at byggearbejderne på Julemærkesanatoriet ved Kolding, på Spangsbjerg og på Nakkebølle vil blive fuldført i løbet af sommeren. En tilsvarende modernisering er ikke påkrævet for kystsanatorierne. På Nationalforeningens nye sanatorier vil der være i alt 1.064 sengeplader. Ansøgningsmængden havde sidste år været dalende, men dette forhold er nu forandret, idet antallet af ansøgninger fra voksne er større end i fjor. I løbet af året er tuberkulosestationen i Holbæk kommet i gang. Endvidere har man i Sorø, Præstø, Randers, Ringkøbing og Vejle Amter vedtaget at oprette ambulante stationer, som inden længe vil være i virksomhed. Tilbage er derefter kun 2-3 amter uden tuberkulosestationer. […]

I hele landet døde 1.345 personer mod 1.357 af tuberkulose i forrige år. Pr. 10.000 indbyggere døde i København 4,70 mod 4,87 i forrige år. I provinsbyerne 3,48 mod 3,59 og i landdistrikterne 3,07 mod 3,05. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. maj 1942

1941 – Ønskelig om Kolding fik Tuberkulosestation

En udtalelse af kredslæge Axel Hansen i anledning af den rullende tuberkulosestations besøg i Haderslev.

Den rulle tuberkulosestation har været i Haderslev, hvor en del af befolkningen er blevet undersøgt, og kredslæge Lauritzen udtaler i denne forbindelse, at der såvel ved en kommende lovgivning som eventuelt også ved en revision af sundhedsvedtægterne i Haderslev Købstad vil blive arbejdet på en bestemmelse om, at alle der forhandler levnedsmidler, ikke blot mælkehandlere, men også slagtere osv. skal tuberkuloseundersøges. “Ville en lignende ordning være formålstjenlig i Kolding”, spurgte vi i går kredslæge Axel Hansen:

Jeg kan ikke sige andet, end at den i høj grad ville være ønskelig, lød svaret. Der er mange, som egentlig burde tuberkuloseundersøges, før de fik lov at udøve deres erhverv. Jeg tænker her særlig på funktionærer i kreaturstalde. Tuberkuløse malkere eller røgtere kan meget let smutte kreaturbestanden. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 9. november 1941

1940 – Hejls sygekasse

Hejls Sogns Sygekasse afholdt i februar 1940 deres årlig generalforsamling på Hejls Kro. Formanden karetmager Carl Nørgaard genvalgtes sammen med den øvrige bestyrelse som bestod af, næstformand togfører Christiansen, Andreas Hansen og Carl Knudsen. Som suppleanter valgte Hans Nissen Overby og Ricard Hansen Trappendal. Foreningen genvalgte sin revisor snedkermester J. C. Hansen.

I det seneste år havde der været 39 sygemeldte medlemmer, med 613 dage i hjemmet og 837 dage på sygehuse.

Fra regnskabet kan nævnes. “Indtægter: kontigent 7099,07 kr, lægekort, vedtægter og flyttegebyr 633,95 kr., Statstilskud 4236 kr., Kommunetilskud 300 kr. Udgifter: Dagpenge 252 kr., barselshjælp 546,50 kr., tuberkuloseantalter 149,20 kr., almindelig lægehjælp 6054,80 kr., speciallæger 787,25 kr., tandlæger 83,40 kr., distrikssygehuse 2417,75 kr., privatkliniker 556,50 kr., lønninger 982,00 kr., samt andre udgifter 298,44 kr.

Kilde: Hejls Sygekasse, Kolding Socialdemokrat, side 5, 28. februar 1940