1942 – En tunnel i stedet for Munketrappen?

Planer om at få den upopulære Munketrappe nedlagt til fordel for en underføring som ved Posthuset.

Mange mennesker benytter daglig Munketrappen, men i vintertiden er føret næsten ufremkommeligt med søle og store vandpytter på denne fodgængerbro over banelegemet. Mange har derfor foretrukket omvejen over Buen eller under banen gennem Søndergade.

Efter hvad vi erfarer, har en række større virksomheder og private grundejere i nærheden af Munketrappen i al stilhed arbejdet med planer om at få udvirket, at Munketrappen nedlægges, og at der i stedet graves en underføring under banelegemet ligesom undergangen ved Posthuset. Den tidligere chef for landbrugsmaskinfirmaet Ole Sørensen & Co., nu afdøde direktør N. Juel Schmidt, var sjælen i foretagendet og havde allerede rettet henvendelse til direktør S. Krogh, A/S Jydsk Saasæd & Kornexport. Det var også meningen, at Fællesforeningen med sine flere hundrede arbejdere skulle interesseres for planen. I øjeblikket er det vognmand Sloth i Kongebrogade, der er primus motor i foretagendet. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. marts 1942.

1941 – Tunnel fra København til Malmø?

Ingeniørfirmaet Manniche og Hartmann offentliggør i dag en storstilet plan om bygning af en 12 km. lang tunnel under Øresund mellem København og Malmø. Projektet er udarbejdet i alle detaljer og er tilstillet trafikminister Gunnar Larsen. Der regnes med en anlægsudgift på ca. 180 mill. kr. Arbejdet vil vare i 6 år efter et års tilrettelæggende forarbejde og der vil give stadig beskæftigelse til 3.000 mand i hele dette tidsrum, hvortil kommer den indirekte beskæftigelse ved byggematerialers fremstilling og transport. Resultatet skulle blive en international trafikåre, der forkorter rejsetiden Stockholm-Hamborg med 7 timer ud over den forkortelse, som Rødby-Femern-ruten giver. Tunnelens format bliver så stort, at den kan passeres af 60 tog i døgnet og tusind biler i timen.

Øresundstunnelen bliver den længste undersøiske tunnel i verden. Længden under vandoverfladen bliver 12 km., nemlig 5 km. mellem Amager og Saltholm og 7 km. mellem Saltholm og Malmø.

Kilde: Uddrag, Demokraten, 29. marts 1941.