1941 – Hvordan får man turister til Jylland i år?

Legitimationskortene, der skal udstedes i den største del af Jylland, kan nemt komme til at lægge alvorlige hindringer i vejen for sommerens turist-liv, idet adskillige af de turister, der hver sommer plejer at tilbringe deres ferie i Jylland, i hvert fald ikke kan komme til Jylland, hvis de ikke sørger for at få legitimationskort.
De samvirkende turistforeninger i Jylland og Turistforeningen i Danmark har set den fare, der heri ligger for turistlivet, og i forening har begge organisationer påbegyndt en propaganda for, at alle Danmarks beboere sørger for at få legitimationskort. Man har udsendt en lille fiks brochure, der agiterer derfor og henviser til, at det ikke er nogen ulejlighed at få et sådant legitimationskort, og når man endelig har det, kan man rejse over det hele land […]

Kilde: Uddrag, Ribe Stifts-Tidende, 13. juni 1941.

1940 – Propagandaen for Fredericia fortsættes

Fællesreklame for Kolding, Vejle og Fredericia.

Turistforeningens Bestyrelse og Propaganda-udvalget har holdt møde for at tilrettelægge propagandaen for sommeren.

Senere på dagen fandt der endvidere et fællesmøde sted, hvori deltog turistforeningerne for Vejle og Kolding, for at fortsætte den drøftelse om egnspropaganda, der har fundet sted flere gange i løbet af vinteren i Vejle og Kolding.

Der var almindelig enighed om, at selv om tiderne er blevet stærkt forandrede, må man ikke ligge stille …

Forhandlingerne med Kolding og Vejle Turistforeninger resulterede i, at man besluttede at gå i gang med udarbejdelsen af en smuk og virkningsfuld fællesbrochure for de tre byer og omengen […]

Kilde: Uddrag, Fredericia Social-Demokrat, 29. maj 1940.