1943 – Tyskerne kræver Kolding Havn udvidet betydeligt

Trods sommerferien var Byrådet i Kolding indkaldt til et ekstraordinært møde tirsdag den 20. juli. Mødet var lukket og strengt fortroligt, så end ikke pressens repræsentanter fik lov til at overvære det. Mødet drejede sig om nogle tyske krav, der var blevet fremsat, og borgmesteren, landsretssagfører V. Juhl, aflagde beretning.

Borgmesteren oplyste, at der fra tysk side var krævet en betydelige udvidelse af Kolding Havn. Arbejdet skulle udføres af 1.500 mand tyske specialtropper fra Organisation Todt, der skulle bo i en række barakker, som tyskerne agtede at opføre flere steder i byens udkant. På det udvidede havneterræn var det tyskernes hensigt blandt andet at opføre et skibsværft til bygning af hurtigbåde. Fra Byrådets side blev der svaret “NEJ” til udvidelse af havnen, mens man tilbød tre mindre pladser forskellige steder på havnen. Desuden har Byrådet fremført, at Kolding meget vanskeligt kan brødføde yderligere 1.500 mand. Sagen er nu blevet oversendt til ministeriets afgørelse, og i Kolding lever man i håbet om, at der definitivt bliver sagt NEJ til de tyske krav. Det kan i øvrigt oplyses, at tyskerne for øjeblikket i byens periferi udfører forskellige forarbejder, der stærkt tyder på antiluftskytsstillinger.

Kilde: Det illegale blad: De Frie Danske, 5. august 1943, nr. 10, 2. årgang.

1942 – Tyske krav om udlevering af den danske hærs uniformer og våben

Som det sikkert vil være vore læsere bekendt, er der igen opstået en politisk krise mellem Danmark og Tyskland, og den synes at være af alvorligere karakter end den forrige. Denne gang drejer det sig ikke om ændringer i regeringen eller undtagelseslove, men om skarpt formulerede krav.

Tyskerne har forlangt, at Danmark frivilligt skal udlevere alle hærens uniformer, alle våben, ammunition og alt andet krigsmæssigt udstyr. Danmark har tilsluttet sig Antikomitern-pagten, siger tyskerne, og dette indeholder en pligt til at bekæmpe Sovjet aktivt. Da man åbenbart ikke vil sende danske soldater til Østfronten, kan man i det mindste udlevere det krigsmæssige udstyr til Tyskland. Efter hvad der oplyses, drejer det sig om 90% af hærens udrustning. Man vil dog allernådigst lade den danske hær beholde 3.000 uniformer foruden de dertil hørende nødvendige våben.

Tyskerne truede med at indsætte Terboven som rigskommissær i Danmark, såfremt kravene ikke opfyldtes. Så kom den for tyskerne så kedelige affære i Thisted (se side 4), som ikke styrkede von Hannekens stilling, og ved redaktionens slutning er spørgsmålet stadig uløst. I politiske kredse lægger man dog stor vægt på den åbenbare mangel på krigsudstyr, som tyskerne hermed har afsløret at have. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, 4. december 1942, nr. 2, 2. årgang.