1943 – Cykelskræller nr. 25 anholdt i Kolding

Endnu en cykelskræller er blevet anholdt i politiets kamp mod cykelskrælleriet i Kolding. Det drejer sig om en af politiets tidligere bekendte, der både har købt, solgt og stjålet cykelgummi. Han var i formiddags fremstillet i et grundlovsforhør, hvor han blev fængslet.

I øvrigt er retten som følge af de mange anholdelser – dette var nr. 25 – ved at køre helt rundt i de mange rapporter, der skal fremlægges, både når en nyanholdt skal fremstilles og når de i arresten siddende skal fremstilles for at få fængslingsfristen forlænget. Men om kort tid vil der nok blive ryddet ud i de mange sager på den måde, at de mange sager skal domforhandles […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 7. juli 1943.

1943 – 3 cykelbander med foreløbig 23 implicerede

I går lykkedes det kriminalpolitiet at arrestere endnu en cykelskræller. Han tilstod sig skyldig i cykelskrælleri og blev i formiddags fremstillet i kriminalretten, hvor han gentog sin tilståelse og derefter blev fængslet. Der sidder i øjeblikket i alt 21 varetægtsarrestanter i Kolding Arrest. Langt de fleste af dem hidrører fra en af de tre cykelskrællerbander, som kriminalpolitiet efterhånden er kommet til livs. De tre bander omfatter henholdsvis 12, 7 og 4 implicerede; de fleste af dem har skrællet cyklerne, men enkelte andre er hælere i sagerne. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 5. juli 1943.

1943 – Ungdoms-kriminaliteten i Kolding vokser stærkt

Tre ungdommelige tyvebander med henholdsvis 19, 12 og 5 medlemmer

Ungdomskriminaliteten er et sørgeligt tidens tegn, også i Kolding. For øjeblikket har politiet til behandling en drenge-tyvebande med 19 implicerede og en gummityvebande med 12 – væsentlig helt unge fyre. Så sent som i går måtte kriminalpolitiet i Sønderborg tage sig af 5 Koldingdrenge – alle under 15 år ! – som efter forskellige tyverier var draget til Sønderborg på nye eventyr. Det er egentlig ganske forfærdelige perspektiver, der åbner sig hver gang en sådan samling drengeforbryderspirer afsløres.

Politimesterens repræsentant Arenbrandt, lagde da heller ikke i middags, da gummityvenes sag var til behandling, skjul på, at børneværn og politimyndighederne så mørkt på disse tilstande. Da forsvareren for en af de unge, fra et pænt og godt hjem, krævede sin klient sat på fri fod, da han om en måned skulle aflægge svendestykke, krævede anklageren fængslingen forlænget, idet han bl.a. udtalte, at han ønskede, at der måtte statueres et eksempel over for en del af byens ungdom, der er engageret i den slags forbrydelser. Myndighederne måtte lægge vægt på, at der blev indført en mere skærpet praksis mod dem, der begår disse krigsforbrydelser: tiderne og forholdene måtte motivere en sådan skærpelse, da ungdomsforbrydelser er i stadig og meget stærk stigning. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. februar 1943.

1941 – For retten

To 18-årige fredericianere stod den 11. november 1941 for retten i Fredericia, sigtet for forskellige kriminelle sager.

Den ene, der omtaltes D., var sigtet for cykeltyveri, han forklarede dog selv, at han af en kammerat, der var rejst til Tyskland, havde lånt cyklen, der siden havde vist sig at være stjålet.

Derudover var D. tiltalt for bedrageri, da han havde fået udbetalt 40 kr. fra socialkontoret, under den forudsætning, at han skulle købe arbejdstøj til en påtænkt rejse til Tyskland; samme dag havde han dog fået arbejde i Fredericia, og undladt at betale pengene tilbage, dette erkendte han sig skyldig i.

En tredje sigtelse mod D., omhandlede også en anden 18årig, de var i fællesskab sigtet for at have stjålet fem flasker spiritus i Restaurant Robert på Torvet i Fredericia. Begge tilstod forholdet, og forklarede, at de havde været i Brejning, ”for at indbyde et par pigebørn til fest, på hjemvejen havde skaffet sig spiritus til festen ved indbrud”.

Sagen optoges til dom.

Ved retten i Kolding behandles en sag om tyveriet på andelssvineslagteriet. Sagen startede med, at der for nogen tid siden blev stjålet 3 bildæk, og politiets undersøgelser i den forbindelse, afslørede store flæske og fedttyverier.

Den 11. november stod der fire slagteriarbejdere fra Kolding tiltalt for tyverierne, der angiveligt beløber sig til 1.400 kroner. Desuden har politiet under sagen fundet frem til 8 hælere, som har videresolgt varerne.

Kilder:
På kant med loven, Fredericia Socialdemokrat, 11. nov 1941, side 4
Tyverierne på slagteriet i Kolding, samme

1941 – Vagtselskaberne har forøget abonnent-tallet med 50 pct.

Man vil gardere sig imod tyverier og lignende under mørklægningen.
Mørklægningen har betydet en stærkt forøget tilgang af nye abonnenter til De forenede Vagtselskaber i Syd- og Sønderjylland. Ved henvendelse til Vagtselskabernes Kontor i Kolding erfarer vi, at antallet af abonnenter endog er gået frem med 50 pct., siden der indføres mørklægning.

Et resultat af denne stærkt forøgede tilslutning, udtaler man, er blevet en udvidelse af mandskabet. Således har man fra 1. august oprettet en station i Vejen, som skal betjenes af en fast nattevægter og en reservevægter, og medens man førhen i Kolding by kun havde 2 faste vægtere og 1 reserve, er tallet nu helholdsvis 3 og 2.

Denne tilgang har bevirket, at der er blevet væsentligt mere at bestille for nattevægterne. Som følge af mørklægningen ligger mange virksomheder ubevogtet i længere tid end normalt, og derfor er der virksomheder, som nu besøges fire gange pr. nat mod almindeligt kun 2 gange. Der er i øvrigt nattevægternes erfaring, at de nuværende forhold har gjort folk mere påpasselige og agtpågivende. Således støder man ikke mere på så mange brændende lys om natten, ligesom snurrende maskiner heller ikke er så almindelige. Endelig er man heller ikke så slemme til at efterlade nøgler i nøglehullerne. Årsagen til den store tilgang er for en stor del, at folk vil gardere sig imod mørklægnings-tyverierne, som har gode betingelser for at florere i byerne.

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 30. juli 1941.

1940 – Store sækketyverier i Kolding

Der foregår for tiden mange tyverier af sække, særlig presseninger, der åbenbart benyttes til mørklægning, og kriminalpolitiet har i den sidste tid modtaget anmeldelser om tyverier af ialt 7-800 sække i Kolding og omegn.

Det er naturligvis også en god forretning at stjæle sække og så bagefter sælge dem for 70-80 øre stykket, men i betragtning af den straf, man hjemfalder til, dersom tyverierne opklares, turde det trods alt være en noget tvivlsom forretning.

Kilde: Kolding Social-Demokrat, 9. august 1940.