1943 – Tysk krav om store dele af Kolding Havn!

Byrådet siger nej, men hjælper det noget?

Tyskerne dominerer i Kolding by mere end de fleste steder. Hoteller, skoler, butikker, lejligheder, villaer m.m. lægger de beslag på, og flere og flere barakker skyder op næsten som var det giftige padehatte! Det sidst er, at værnemagten har stillet krav om at overtage store arealer på Kolding Havn, hvor man har til hensigt at bygge et stort hurtigbådsværft, der skal beskæftige flere hundrede arbejdere.

Kravet er blevet fremsat overfor Kolding Byråd, hvis forhandlere selvsagt nægtede at give tyskerne de krævede arealer. Dette bevirkede, at værnemagten, hvis talsmand i dette tilfælde er den berygtede leutnant Mahler, som hævder, at han så gerne vil gøre alt muligt godt for Kolding by, henvendte sig til statsminister og udenrigsminister Erik Scavenius for at få hjælp af ham.

Scavenius sendte et par lakajer, som skulle lægge pres på Byrådet herovre, men her løb de panden imod. Lakajerne kom til Kolding, hvor de samlede værnemagtens repræsentanter og byrådets udvalgt til møde. Byrådets folk var standhaftige og sagde nej, men gik dog til sidst ind på at forelægge sagen for det samlede byråd i et nyt møde. Dette møde har fundet sted, og efter hvad vi erfarer, vedtog Byrådet aldeles enstemmigt ikke under nogen form at give tyskerne havnen. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blade: Budstikken for Kolding og omegn, august 1943.

1942 – Programtale af Scavenius og bemyndigelseslov til regering

Det nye statsminister udtaler, at regeringen føler sig forpligtet overfor Rigsdagen, med hvilken han ønsker et godt samarbejde

Folketingets møde i går eftermiddags overværedes af samtlige medlemmer af det nye ministerium. De var anbragt på de sødvanlige ministerpladser i tre rækker med 4, 5 og 4 ministre […] Formanden indledede mødet med at oplæse meddelelsen om det nye ministeriums dannelse, og stats- og udenrigsminister Scavenius afgav derefter sin erklærling.

Statsminister Scavenius’ tale

Statsminister Scavenius udtalte følgende:

Ved Ministeriet Buhls tilbagetræden er det af Kongen blevet mig overdraget at danne et nyt ministerium, og dette ministerium er nu tiltrådt med fuld tilslutning fra de partier, der ydede min forgænger deres støtte. Angående den politik, som dette ministerium vil føre, skal jeg tillade mig, at henvise til den i går offentliggjorte erklæring fra den samlede regering, en erklæring, der viderefører den linje, som er trukket op i de tidligere regeringers erklæringer, og som har fundet udtryk i den erklæring, jeg som udenrigsminister den 8. juli 1940 afgav med det samlede ministeriums tilslutning.

En politik, der skal betrygge vor fortsatte beståen som frit og selvstændigt folk

Jeg skal ikke her gentage de ord, der udtaltes i den i går offentliggjorte erklæring. De er udtryk for et enigt ønske i den samlede regering, som jeg er forvisset om deles af det danske folk, om, at der i dette land må føres en politik, som er i overensstemmelse med, hvad landets politiske og økonomiske vilkår byder, såvel på historiens baggrund som under fuld hensyntagen til disse års verdensbevægede begivenheder på det europæiske kontinent, og som tillige er bedst egnet til at føre Danmark igennem nutidens vanskelige kår og betrygge vor fortsatte beståen som frit og selvstændigt folk.

Det nye ministerium påbegynder sin gerning i en tid, der er svær og alvorstung, også for vort land. Vi står på tærsklen til en fjerde krigsvinter, og besættelsen har nu varet i mere end halvtredje år. Der er grund til at understrege, at Danmark er kommet gennem denne tid, ikke uden vanskeligheder, men bedre end man på forhånd havde turdet håbe på. Den korrekte og hensynsfulde holdning, som besættelsestropperne i de forløbne godt halvtredje år har indtaget, har i væsentlig grad bidraget hertil. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 12. november 1942.

1942 – Fem nye ministre

Både Ministeriet for offentlige arbejder og Arbejds- og Socialministeriet vil blive delt. De nye ministre bliver: Elgaard, K. H. Koefoed, Laurits Hansen, Valdemar Holbøll og Højbjerg Christensen.

Sent i aftes udsendtes den nye ministerliste for Ministeriet Scavenius. Den officielle meddelelse har følgende ordlyd:

Stats- og udenrigsminister

Under 9. d.m. har det behaget Hans Majestæt Kongen at udnævnte udenrigsminister Erik Julius Scavenius, R. af Dbg., til statsminister og at bestemme, at hans tillige vedvarende beklæder den ham betroede stilling som udenrigsminister.

De fire, der går

Af afskedige i nåde statsminister Vilhelm Buhl, finansminister Alsing Emanuel Andersen, kirkeminister Kristian Vilhelm Kristoffer Fibiger, R. af Dbg., og indenrigsminister Knud Kristensen fra de dem hidtil betroede ministerstillinger.

To ministerier deles

At bifalde, at det hidtidige Arbejds- og Socialministerium deles i et Arbejdsministerium og et Socialministerium, idet de nærmere bestemmelser om arbejdsområdets fordeling senere vil blive truffet ved kongelig resolution.

At bifalde, at det hidtidige Ministerium for offentlige arbejder og et Trafikministerium, idet de nærmere bestemmelser om arbejdsområdets fordeling senere vil blive truffet ved kongelig resolution. […]

De fem nye navne

At udnævnte departementschef i Kirkeministeriet Valdemar Kragh Holbøll, Storkors af Dbg. og Dbm., til kirkeminister, chef for departementet for Finansvæsenet Kristian Hansen Kofoed, K. af 1. grad af Dbg., dbmd. og dekoreret med fortjenstmedaljen i guld, til finansminister, undervisningsinspektør for gymnasieskolerne Dr. phil. Axel Christian Højberg Christensen, K af dbg., dbmd. til undervisningsminister, folketingsmand Niels Marius Andersen Elgaard, R. af dbg. til trafikminister og formand for De samvirkende Fagforbund Lauritz Hansen til Socialminister. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 10. november 1942

1942 – Dansk regeringsskifte

Udenrigsminister Scavenius vil snarest søge at danne den nye regering

København (RB):

Der har i den forløbne uge fundet en række betydningsfulde forhandlinger sted inden for regeringen og mellem denne og Samarbejdsudvalget såvel som inden for de politiske partier på Rigsdagen. Det er herunder konstateret, at forholdene har udviklet sig således, at et regeringsskifte må anses for nødvendigt, og efter at formændene for de partier, der er repræsenteret i den nuværende regering, lørdag aften havde været tilkaldt til en konference hos Hs. kgl. Højhed Kronprinsen, ved hvilken konference statsminister Buhl var nærværende, afsluttedes forhandlingerne sent lørdag aften med, at statsminister Buhl med tilslutning fra de partier, der støtter den nuværende regering, tilrådede kongemagten at opfordre udenrigsminister Scavenius til at denne en ny regering.

Udenrigsminister Scavenius er herefter søndag eftermiddag på Diakonissestiftelsens i overværelse af kronprinsen blevet modtaget af Hs. Majestæt Kongen, der i de sidste dage er blevet holdt underrettet om forhandlingernes gang, og udenrigsministeren modtog her opfordringen til at søge dannet en ny regering. Forhandlingerne herom kan ventes bragt til afslutning meget hurtigt. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. november 1942.

1942 – Nu sættes terroren ind!

Søndag den 1. november kaldtes udenrigsminister Scavenius til Berlin for at modtage direktiver om, hvorledes nazisterne ønskede at Danmark skulle praktisere sin i henhold til aftalerne af 9. april 1940 tilsikrede ret til selv at bestemme over egne forhold. Resultatet af denne rejse kendes af enhver og kommenteres andetsteds i bladet.

Imidlertid synes det, som om regeringen har ment det nødvendigt at gøre en ekstra indsats for at tækkes tyskerne og dermed understøtte Scavenius under hans forhandlinger med Ribbentrop. Ialfald foretog rigspolitiet sammen med Gestapo natten til mandag den 2. november massearrestationer over hele landet. Menneskejagten fortsattes i dagene derefter. Den vil ikke ophøre før nazismen er udryddet.

Det var ikke noget ringe resultat, hr. Scavenius mandag formiddag kunne forelægge Ribbentrop som bevis for sin gode vilje til at medvirke for det “europæiske skæbnefællesskab”. Så vidt vi har bragt i erfaring, fængsledes der alene den første nat mere end 200 personer. I de følgende dage foretoges yderligere ligeså mange arrestationer – arbejdere, fagforeningsledere, funktionærer, håndværkere, studenter, lærere og andre. For mange af de fængslede gælder, at de indtil 22. juni 1941 var medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti, men mange har til gengæld aldrig haft berøring med dette parti og aner sikkert endnu i dag ikke, hvorfor de er arresteret.

Nogen konkret anklage mod de fængslede har der for størstepartens vedkommende ikke kunnet rejses. Ved de grundlovsstridigt foretagne husundersøgelser er der ikke forefundet materiale, som kunne begrunde en sådan anklage. Hele aktionen må ses som et forsøg på at tækkes tyskerne og lette forhandlingernes gang. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: ‘Frit Danmark’, november 1942, nr. 8, 1. årgang.

1942 – Ruslands krav til Finland af gammel dato

Allerede i 1937 krævede Moskva, at Finland skulle afstå store dele af sit område

Stockholm, lørdag (RB)

Det finske udenrigsministerium har i disse dage udgivet et skrift med titlen ‘Finland og Sovjetunionen, et tilbageblik’, der nærmest er en redegørelse for indholdet i de to blåhvide bøger, der blev udgivet i 1939 og 1941. Et særlig afsnit, der behandler det sovjetrussiske diplomatis fremstød fra 1937 og fremefter, afslører dog iflg. Svenska Dagbladets korrespondent visse sensationelle oplysninger:

Det fremhæves bl.a., at daværende udenrigsminister Holsti i 1937 foretog et besøg i Moskva som et led i de finske bestræbelser for at fremme de finsk-russiske forbindelser, men at Sovjetunionens krav allerede dengang gik ud på, at Finland skulle afstå dele af sit område. I 1938 søgte Sovjetregeringen gennem en særlig befuldmægtiget at formå den finske regering til at træffe en hemmelig militær-aftale om gensidig bistand samt tillade Sovjetunionen at befæste Helgeland. Samtidigt lovede Sovjetregeringen samtykke til ophævelse af forbuddet mod at befæste Åland, dog på den betingelse, at Sovjetunionen måtte have kontrollører på øgruppen. I marts 1939 foreslog Sovjetunionen ad officiel vej, at Finland for 30 år skulle overdrage Hogland, Løsskår, Tyterskär og Seltskär til Sovjetunioen. Nogle dage senere hed det, at Finland mod fuld erstatning i form af området Østkarelen skulle afstår disse øer. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 13. september 1942.

1941 – Formel krigserklæring fra Tyskland og Italien til USA før Hitlers tale

Den tyske fører betegner den nuværende kamp som afgørende for de næste 500 år eller 1.000 år, og han opgiver de tyske tab i Rusland til 162.314 døde, 571.767 sårede og 33.334 savnede. […]

Tyskland og Italien har i går hver for sig overfor den amerikanske charge d’affaires i Berlin og i Rom erklæret krigstilstand mellem Tyskland, Italien og De forenede Stater. I den note, som den tyske rigsudenrigsminister von Ribbentrop overrakte den amerikanske diplomatiske repræsentant fastslås det, at De forenede Staters regering fra neutralitetsbrud er gået over til åbne krigshandlinger mod Tyskland og dermed praktisk talt har skabt krigstilstand. Rigsregeringen, hedder det i noten, ophæver derfor den diplomatiske forbindelse med De forende Stater og erklærer, at også Tyskland under de af præsident Roosevelt foranledigede omstændigheder betragter sig som værende i krigstilstand med De forende Stater fra i går. Den ungarske regering har erklæret sin solidaritet med Aksemagterne og har ligeledes afbrudt den diplomatiske forbindelse med USA. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 12. december 1941

1941 – Tysk ultimatum

Danmarks tilslutning til Antikomitern-pagten skete ikke frivilligt. Den blev fremtvunget gennem kraftig tysk pres. Ifølge nu foreliggende oplysninger øgedes det tyske tryk stadig gennem hele ugen til det kulminerede lørdag aften. Den tyske minister havde gentagne samtaler med Berlin og ved 3-4 tiden søndag morgen modtag han definitive instrukser.

Tidlig søndag morgen begav den tyske minister sig til hr. Scavenius og overleverede et ultimatum. Ifølge indhentede oplysninger krævede Tyskland at Danmark ufortøvet erklærede sig beredt til at underskrive Antikomitern-pagten. I modsat fald ville Tyskland opsige overenskomsten af 9. april 1940 og betragte Danmark som mod sig fjendtlig, krigsførende magt med deraf følgende konsekvenser: RIGSKOMMISSÆR OG MILITÆRFORVALTNING.

For denne trussel bøjede den danske regering sig søndag aften i Statsrådet med Hans majestæt Kongen. Udenrigsminister Scavenius sendtes til Berlin med bestemte instrukser om ikke at gøre nogen indrømmelse ud over Antikomitern-pagtens ordlyd. Vi erfarer imidlertid at von Ribbentrop i Berlin har stillet nye, betydeligt videregående krav. Det vil nok snart vise sig at hr. Scavenius trods alt har givet efter for andre efter for andre fordringer. […]

Kilde: Uddrag af det illegale blad: De Frie Danske, december 1941, nr. 1, 1. årgang.