1944 – Mindegudstjeneste i Sct. Nicolai

Sct. Nicolai Kirke fyldtes i går eftermiddags til sidste plads til mindegudstjenesten for den unge Jørgen Kelstrup. Kirken var smukt pyntet med grønt og blomster, og koret var dækket af et stort Dannebrog.

Højtideligheden indledtes med et præludium, og efter salmen ‘For dig, o herre, som dage kun’, og ‘Blomstre som en rosengård’, talte sognepræst Tobiassen ud fra Paulus’ ord: “Bunden af ånden drager jeg til Jerusalem, uden at vide, hvad der skal ske med mig”. Det er Paulus’ afsked med sine venner. Han ved ikke, at Gud vil følge ham, selv på de mørkeste veje.

Pastor Tobiassen sluttede med en omtale af den unge Jørgen Kelstrup og lyste velsignelse over hans minde. Efter solosangen ‘Jeg er træt og går til ro’, sang man ‘Altid frejdig, når du går’, hvorefter højtideligheden sluttede med, at to svogre udtalte smukke mindeord, og på familiens vegne takkede for den store deltagelse, der her var udvist.

Kilde: Kolding Folkeblad, 16. december 1944.

1943 – Almenskolens udsmykning

Festsalen er nu færdig

Efter flere måneders arbejde har maleren Anton Schrøder nu lagt sidste hånd på den kunstneriske udsmykning af Almenskolens festsal. Hvad der tidligere var en kold og nøgen sal, er nu forvandlet til en farvestrålende festsal, en virkelig seværdighed. Udsmykningen omfatter – som tidligere beskrevet – hele endevæggens vældige flade, seks felter på den ene sidevæg og endelig balkonens kant. Sidevæggenes felter symboliserer botanikken, zoologien, geografien, historien, sporten og eksamenslæsning. Hovedmotivet på endevæggen er dels kunsternes egen fantasi, dels hentet fra Petersbjerggaards marker med udsigt over fjorden og bakkerne søndenfjords.

Arbejdet er udført for kommunens regning, og det ville være naturligt, om der nu blev givet byens borgere lejlighed til at tage den forskønnede festsal i øjesyn.

Kilde: Kolding Folkeblad, 28. september 1943.

1943 – Når 300 søens folk gæster Kolding

Flagene ud på mandag

I den kommende uge, nærmere betegnet fra mandag, får Kolding besøg af ca. 300 af søens folk, der samles til møde. Det er Sømandsmissionens årsmøde, der i år er henlagt hertil, og blandt de 300 gæster, der kommer hertil, er der repræsentanter for både fiskernes og sømændenes organisationer samt repræsentanter fra sømandshjemmene i en række af de jyske byer.

Sømandsmissionens årsmøde går som alle andre årsmøder på skift mellem de forskellige byer, og deltagerne er altid blevet godt modtaget; således kan nævnes, at Fredericia og Marstal, der i de to sidste år har været værter for årsmødet, flagede og smykkede byen i anledning af besøget. Kolding skulle ikke gerne være ringere end disse to byer. Forholdene har jo medført, at vi ikke i år har kunnet huse ret mange årsmøder, men til gengæld bør man så også gøre lidt ekstra ud af de får, der alligevel bliver holdt i Kolding, og det mindste man kan gøre er at sætte flagene ud i de dage, årsmødet står på. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. august 1943.

1943 – Anton Schrøders udsmykning af Almenskolen

Et stort kunstnerisk arbejde påbegyndt

Maleren Anton Schrøder har som tidligere omtalt fået overdraget at udsmykke Almenskolens festsal med freskomalerier. For tiden arbejder Anton Schrøder på dekorationen af festsalens endevæg. Der kommer her et stort, lyst sommerlandskab holdt i malerens karakteristiske farver med sommersol over et gyldent høstlandskab. Billedet bliver 7 gange 4 meter stort og vil selvsagt straks fange øjet, når man træder ind i salen, og formentlig også bidrage til, at salen kommer til at synes mindre langstrakt end den er. Forgrunden til det store billede dannes af et motiv fra kæmpehøjen ved Petersbjerggaard; en gammel mand sidder på en af højenes sten med en flok lyttende drenge om sig. Det skal symbolisere Danmarks fortid, der taler til nutidens ungdom. Det er meningen at hele salen og balkon-kanten skal udsmykkes med motiver hentet fra skoleundervisningen. Salen vil blive inddelt i felter hertil. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 25. april 1943.

1942 – Kunstnerisk udsmykning af Centralbiblioteket

Maleren Sigurd Swane udarbejder forslag til Ny Carlsbergfonden

Kolding Biblioteksforening holdt i aftes generalforsamling på Centralbiblioteket. Formanden, kæmner P. Zoffmann, bød velkommen og udtalte smukke mindeord om afdøde bestyrelsesmedlem, mølleriarbejder Oluf Olsen. I sin beretning omtalte formanden ‘Den danske bogs uge’, der fik et udmærket forløb. Sygehusarbejdet er taget til glæde for patienterne, funktionærerne og de bibliotekarer, der har med arbejdet at gøre. I tilslutning til en omtale af Danmarks Biblioteksforenings årsmøde i Kolding i sommer rettede formanden en tak til overbibliotekar Ebstrup (der var fraværende på grund af sygdom), for tilrettelæggelsen af årsmødet og udarbejdelsen af bogen om Kolding Centralbibliotek. Sidste vinter var der tyve studiekredse på biblioteket, og vi venter, der bliver flere til vinter. […]

Forhallen udsmykkes

Til Ny Carlsbergfonden har vi indsendt en anmodning om, at fonden ville bekoste en kunstnerisk udsmykning af biblioteket. Direktør Thorlacius Ussing har været her og set på forholdene, og for nogen tid siden fik vi besked om, at Ny Carlsbergfonden ville sende maleren Sigurd Swane herover. han kom for en halv snes dage siden og var her et par dage. Nu er han i færd med at udarbejde et forslag til fonden, og vi håber at komme i gang med udsmykningen i løbet af næste år. Det drejer sig først og fremmest om forhallen, der vil blive udsmykket med malerier.

Til slut oplyste formanden, at foreningen nu tæller 265 medlemmer i byen, 17 på landet og 32 fra forskellige foreninger.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 31. oktober 1942.

1942 – Kongens fødselsdag

Rideturen gennem den flagsmykkede hovedstad. 50.000 mennesker på Amalienborg Slotsplads

Kongens 72-års fødselsdag blev en festdag lige fra morgenstunden. København var klædt i Dannebrog, der vajede fra offentlige og private bygninger. På gaderne solgtes flag så sælgerne af mærkerne til fordel for Barnets Dag ikke kunne klare sig i konkurrencen. Også på sporvognene vajede små Dannebrogsflag. Allerede ved 7-tiden gik en strøm af mennesker ned mod Amalienborg, og da klokken nærmede sig 8, var der tæt besat med folk langs den rute, Kongen plejer at følge på den morgenridetur. Ved hjørnet af Fredericiagade og Amaliegade var menneskemassen som en mur, og så man ned over den, frembød den et helt kaos af hoveder og hænder med Dannebrogsflag. Der var spænding blandt de mange mennesker: Hvor ville Kongen ride ud, og hvornår mon det blev? I de sidste morgener har Kongen redet ud på sin morgentur henad klokken halv ni, men i dag kom man ikke til at vente så længe.

Kongen kommer

Tre minutter i 8 rede Kongen ud og drejede ned ad Amaliegade. Jublen brød løs og ville ingen ende tage. “Til lykke Konge, til lykke Konge” lød det over alt. Folk sang ‘Kong Christian’ og ‘Der er et yndigt land’, og ind imellem rungede leveråbene. Konge smilede hjerteligt til de mange morgenglade mennesker, der snart efter brød alle afspærringer og trængtes sammen om Kongen og hans hest Rolf. Blomsterbuketter i rød-hvide farver blev kastet op til Kongen, der lagde dem foran sig på sadlen, men han måtte snart opgive at tage imod flere. Det blev et jubelridt uden lige. ude på Grønningen stod endnu flere mennesker og Kongen smilede og vinkede. Et sted så man en flok unge piger i sønderjyske nationaldragter, og også de fik et venligt nik af majestæten, Kongen så udmærket ud og holdt sig rank på hesten, der langsomt, men sikkert bar ham frem gennem menneskemængden. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. september 1942.

1942 – 700 års jubilæum i Kolding i 1943?

Indsamling blandt borgerne til en jubilæumsgave til byens udsmykning.

Kolding Erhvervsråd holdt i aftes møde på Hotel Kolding. Formanden, købmand Carl Petersen, bød velkommen, især til landbrugsforeningens og arbejdsgivernes repræsentanter, proprietær Olav Rasmussen, Ferupgaard, og installatør H. Overbeck, der for første gang gav møde i rådet. I sin meget udførlige beretning om Erhvervsrådets arbejde siden sidste møde den 27. marts udtalte formanden bl.a.:

“I anledning af, at Kolding by til næste år kan fejre 700 års jubilæum og havnen 100 års jubilæum, har jeg, til dels på opfordring fra anden side, foreslået, at disse jubilæer markeres på en passende måde. Selv om de tidligere planer om større jubilæumsfestligheder er skrinlagt, vil jeg dog finde det rimeligt, at både byens og havnens jubilæum fejres, selv om det naturligvis under hensyn til tiderne må gøres i en mere dæmpet form.

Jeg vil foreslå, at Erhvervsrådet taget initiativet til at få nedsat en komité, der på den bredest mulige basis fremskaffer midlerne til en jubilæumsgave til byen, f.eks. en eller anden kunstgenstand i form af en brønd eller anden skulptur til udsmykning af pladsen foran rådhuset. Jeg er ikke i tvivl om, at byens borgere gerne vil være med til at sætte dette jubilæum et varigt minde – og et minde, der i fremtiden kan smykke byens centrale plads. Endvidere vil jeg foreslå, at jubilæumsdagen festligholdes på en sådan måde, at begivenheden også udadtil kan virke som en god propaganda for byen og havnen”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. juni 1942.

1942 – Fru Clay Pedersen blev hyldet fra mange sider

En smuk og mindeværdig borgerfest i aftes.

Festen for Koldings “old lady”, fru Helen Clay Pedersen, i Industriforeningen i aftes blev lidt i retning af en borgerfest. Som den i øvrigt måtte blive det i betragtning af det store arbejde, den firsårige har lagt inden for arbejdet med kvindesagen og de foreninger, der har tilknytning til dette felt. Teatersalen var festligt pyntet med bøgeløv og mange blomsterbuketter, og langsiden, hvor hædersgæsten havde sin plads, var dækket af foreningens fane, flankeret af det danske og det engelske flag, der var hængt op på væggen.

Efter at fru Clay Pedersen under bifaldstilkendegivelser fra den fyldte sal var nået gennem salen hen til sin plads, ført af næstformanden, frk. Thiedemann, tog på festkomitéens vegne fru Gaardhøje ordet for på Dansk Kvindesamfunds vegne at byde frk. Clay Pedersen og hendes mand hjertelig velkommen, et velkommen, der ligeledes gjaldt alle de mange gæster, der var kommen. Navnlig lød der en tak til de udenbys gæster, der var kommet til stede. Det blev dereter overdraget fru Køster at lede aftenens program, og der indlededes med ‘For dig, o Herre’. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. maj 1942