1943 – Dansk Kvindesamfund

I Kolding holdt i aftes generalforsamling i Kvindernes Bygning. Efter at formanden, fru Clay Petersen, havde budt velkommen, sang man ‘Velkommen lærkelil’, og gik over til dagsordenen. Til dirigent valgtes fru Lind, som indledede med at beklage den ringe tilslutning, som havde sin årsag deri, at mange af damerne frygtede at blive holdt tilbage af en pludselig luftalarm.

Derefter fik formanden ordet for af aflægge beretning. Der havde i årets løb været afholdt 7 møder med interessant foredrag, og tilslutningen til disse møder havde været udmærket. Foreningen havde holdt i alt 12 kursus i madlavning, syning og andre nyttige sysler under ledelse af frk. Schmidt, frk. Krog og frk. Pallesen. Tre kursus var blevet afsluttet med udstillinger, som havde vakt stor interesse i og uden for foreningen.

Foreningens regnskab oplæstes af frk. Tiedemann, og efter en række spørgsmål fra damerne godkendtes det. Fru Clay Petersen aflagde regnskab for bygningen, og det viste sig, at den reelle gæld foruden de faste prioriteter allerede er nedbragt til ca. 20.000 kr. Driftsregnskabet balancerede med 6.074 kr.

Til bestyrelsen genvalgtes fru Clay Petersen, fru Clemmesen, frk. Schmidt og fru Muchitsch, medens frk. Christensen ikke ønskede genvalg. I stedet valgtes frk. Teilmann med frk. Jørgensen som suppleant. […]

Under eventuelt diskuterede forskellige emner, og generalforsamlingen sluttede derefter med et hyggeligt fælles kaffebord.

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. april 1943.

1941 – Stort dyrskue på lørdag

Bl.a. forefindes på pladsen specialudstilling, urtehytte og hørudstilling.

Programmet for dyrskuet på lørdag er nu fastlagt, og alt tegner til, at skuet vil blive stort og alsidigt, både hvad angår det egentlige durskue og de mange arrangementer i tilslutning hertil. Der er til skuet anmeldt 48 heste og 110 stk. kvæg, hvilket er et større antal end sidste år, men derimod er der en lille nedgang i antallet af grise. Af får er anmeldt 4, og som noget nyt kan nævnes, at der er anmeldt 8 geder. Desuden vil der blive en specialudstilling af kaniner.

Et arrangement, der i særlig grad vil have husmødrenes bevågenhed, er Husholdningsudstillingen, hvor der bl.a. bliver demonstration af en urtehytte, dvs. en opbevaringskule for grøntsager. Denne afdeling forestås af husholdningskonsulent frk. Andersen, Vejen. Desuden er der Hørudstillingen, der i år vil have den særlige interesse, at hørren på stedet forarbejdes med gamle redskaber, som lånes på museet i Kolding. Frk. Larsen, København, der i Frilandsmuseet har forarbejdet hør på gammeldags manér, vil vise dyrskue-gæsterne, hvorledes det foregår […] Planteavlsudstillingen, der forestås af konsulent Ruby, vil vise en række fosforsyreundersøgelser, der er foretaget på 50 ejendommen her på egnen […] Desuden vil der forefindes udstillinger af forskellige landbrugsmaskiner […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 1. juli 1941.