1943 – Bombeattentatet: Den anholdte unge Koldingenser blev fængslet i 10 dage

Ingen tilståelse efter de tre retsmøder

I bombeattentatsagen har der som omtalt, foruden i går formiddag og i går eftermiddag været afholdt retsmøde også i formiddag. Der foreligger ingen tilståelse efter de to dages tre retsmøder, derimod har der været afhørt en række vidner, i alt en 7-8 stykker, mest unge kvinder.

Den i sagen anholdte har – efter hvad der meddeles – indviklet sig i flere selvmodsigende udtalelser, der ikke hjælper med til et lette politiets undersøgelser. Ved retsmødets slutning blev der afsagt fængslingskendelse for 10 dage, til den 13. marts, så politiet får ro til at arbejde videre med sagen efter de spor, man hidtil har fundet at gå efter. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 3. marts 1943.

1941 – Ønskelig om Kolding fik Tuberkulosestation

En udtalelse af kredslæge Axel Hansen i anledning af den rullende tuberkulosestations besøg i Haderslev.

Den rulle tuberkulosestation har været i Haderslev, hvor en del af befolkningen er blevet undersøgt, og kredslæge Lauritzen udtaler i denne forbindelse, at der såvel ved en kommende lovgivning som eventuelt også ved en revision af sundhedsvedtægterne i Haderslev Købstad vil blive arbejdet på en bestemmelse om, at alle der forhandler levnedsmidler, ikke blot mælkehandlere, men også slagtere osv. skal tuberkuloseundersøges. “Ville en lignende ordning være formålstjenlig i Kolding”, spurgte vi i går kredslæge Axel Hansen:

Jeg kan ikke sige andet, end at den i høj grad ville være ønskelig, lød svaret. Der er mange, som egentlig burde tuberkuloseundersøges, før de fik lov at udøve deres erhverv. Jeg tænker her særlig på funktionærer i kreaturstalde. Tuberkuløse malkere eller røgtere kan meget let smutte kreaturbestanden. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 9. november 1941

1941 – Luftværnsmateriellet i beklagelig forfatning!

Politiet foretager for tiden eftersyn, og det viser sig, at 80 pct. er i uorden.

Politiet har i de sidste par uger været rundt i byens ejendommen for at undersøge luftværnsmateriellet, herunder tilflugtsrummene, gasmasker, husvagtsmaterialet o.l., og det viser sig, at materiellet er i en rent ud sagt katastrofal forfatning. Politikommissær Kleberg oplyser herom, at ca. 80 pct. af materiellet enten er i uorden eller fuldstændig mangler. Fire politibetjente foretager undersøgelsen, der er ret besværlig, fordi hver eneste stump af materiellet bliver undersøgt nøje. Og det er samtidig politiets opgave at give befolkningen vejledning, således at manglerne og fejlene kan blive rettet, til politiet næste gang indfinder sig […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 12. maj 1941.