1942 – Utilfredshed med erstatningerne for bombeskaderne i Tønder

Selvrisikoen er for stor.

Vurderingen af bombeskaderne i Tønder er endnu ikke nær tilendebragt. Mange hjem har lidt skade på deres indbo enten under den ene eller anden form. Glasstumper fra knuste ruder har ødelagt møblerne, skåret betrækkene i stykker på polstermøbler og ødelagt sengetøj, og der er sket mange andre skader. Efterhånden som vurderingen skrider frem, viser det sig, at de erstatninger, der til sin tid kan fås udbetalt ikke nær dækker tabene. I loven om krigsforsikring af privat indbo hedder det i paragraf 5 blandt andet:

Af sin samlede skade bærer den enkelte skadelidende selv indtil 3 pct. af værdien for skaden af samtlige ham tilhørende af forsikringen omfattende genstande. For skader under 50 kr. ydes ingen forsikring. Denne bestemmelse betyder et hul i loven, skriver ‘Hejmdal’. Det har mange borgere i Tønder erfaret. Flere af de skadelidte har forhøjet deres brandforsikringssum for indbo på grund af de stigende priser på alle ting. Denne forhøjelse betyder i dag et tab for de skadelidte. Bladet nævner nogle tilfælde. En af de skadelidte havde forhøjet sin forsikringssum fra 15.000 til 25.000 kr. Der skete en del skader på indboet, og skadens størrelse vurderedes til 850 kr. Af disse 850 kr. skal den skadelidte selv i henhold til den nævnte lovbestemmelse bære indtil 3 pct. af værdien før skaden af samtlige af forsikringen omfattende genstande. Det kan jo kun forstås således, at vedkommende selv skal bære 3 pct. af 25.000 kr. eller 750 kr., altså med andre ord, han får udbetalt 100 kr. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 1. august 1942.

1941 – Der kom kun en kasse sild til Kolding i dag

Fiskerne “strejker” mod maksimalpriserne, skønt alle erkender, at prisen var meget for høj før.

Der var så godt som ikke sild i Kolding i går, og til morgen er der kun kommet en enkelt kasse sild. “Vejret må sikkert tilskrives en del af skylden”, udtaler fiskehandler Chr. Nielsen, Fiskehuset, på vor henvendelse, “men det er også sådan, at fiskerne er blevet forbitret over maksimalpriserne og der er en sammenrotning i gang på de forskellige pladser gående ud på at de ikke vil gå ud og tage sildene.”

Der er dog fiskere, der indrømmer, at priserne på sild før var kommet op i en alt for stor pris, indskyder vi.

“Ja”, svarer Nielsen, “det er også rigtigt nok. Vi kan godt sige det sådan, at prisen på sild var meget for høj, men det er vel også kun overgangen, der volder nogen vanskelighed. Jeg tror dog ikke, der kommer ret megen sild eller torsk frem fra nu af og til nytår.”

Hvordan ser fiskehandlerne på maksimalprisordningen?

“Ja, der er vist ikke meget at indvende imod den. Fortjenesten kan nok gå an, men man må huske på, at den udstrakte kundeservice, som vi er vant til at give, kan vi ikke blive ved med uden at få noget for den. På torvet får man jo heller ingen service, og der pakkes fisken ind i avispapir, mens vi pakker i pergamentpapir. Sådan noget betyder meget, og i tiderne nu, hvor det er vanskeligt at få cykelgummi, betyder det også meget at skulle bringe varerne ud”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 13. december 1941.