Ilden menes påsat. Fire heste indebrændt og uerstattelige lagre ødelagt. Haderslev-brandbil kører ind i bagerbutik
En stor og faretruende brand hærgede i morges det gamle kvarter mellem Brostræde og Helligkorsgade. Så vidt det hidtil er oplyst, er ilden opstået ved, at der ved 4½-tiden blev sat ild på et par læs halm, der stod i Brostræde, tæt op ad hestehandler Larsens stalde. Herfra havde ilden ingen vanskeligheder med at brede sig til den maleriske gamle bindingsværksbygning, der indeholdt mange brændbare materialer, navnlig fourage til de mange heste, der næsten altid er opstaldet her. Fra staldbygningerne bredte ilden sig igen meget hurtigt til en del af de omliggende bygninger, hvoraf de fleste ejes af træskomager J. B. Jacobsen. Man må foreløbig gå ud fra, at branden er påsat med forsæt, og at der er tale om en pyroman.
Mange uerstattelige materialer brændt
[…]
Ilden var ikke længe om at brede sig fra staldbygningerne, der ved sidebygninger var forbundet med Søndergade nr. 5 Nærmest staldlængerne havde cykelhandler Th. Andreasen, Sct. Jørgensgade 5, et større lager af opbevaringscykler foruden en del af sine egne cykler. Desuden var der her opmagasineret en del cykel. og reservedele. Alt det kostbare gummi på cyklerne brændte, og de mange reservedele blev luernes bytte. Mange uerstattelige ting brændte dermed, og selv om cykelhandleren har forsikret, er de brændte dele uerstattelige i øjeblikket. Hos sadelmager M. Schultz, hvis værksteder og lager optager næsten hele førstesalen i sidebygningen, blev ligeledes mange uerstattelige materialer luernes rov, således også bl.a. adskillige høstbindersejl, som var indleveret til reparation, og hele lageret af læder og polstermaterialer samt alle værkstedsgrejerne, som symaskiner, værktøj etc. Selv om Schultz havde forsikret for 6.000 kr., gælder det også her, at de brændte værdier var uerstattelige. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 16. juli 1942.