1944 – Falske vagter i Kolding

Drengestreger, der bør standses med det samme

Den kommunale vagttjeneste har fået underretning om, at nogle unge mennesker på Gøhlmannsvej i de sidste aftener har optrådt på vejen med hvide armbind og udgivet sig for hørende til den kommunale vagttjeneste. Vagttjenesten er kommet på spor efter de unge mennesker derved, at disse er blevet afkrævet deres legitimation og kun havde deres eget legitimationskort at vise frem. Det er imidlertid ikke tilstrækkeligt. Vagtkorpset er forsynet med en ganske særlig legitimation, som tydeligt viser, at de er medlemmer af vagtkorpset, og denne legitimation kan man ikke tage fejl af. Det bør derfor henstilles til alle, der bliver standset af vagterne, at forlange at se deres legitimation. I øvrigt gør man os på vagttjenesten opmærksom på, at det langt fra er en fast regel, at kommunens vagter færdes i gaderne med hvidt armbind. De går lige så ofte rundt uden bind om armen. Man kan naturligvis ikke have, at nogle unge mennesker finder det morsomt at gå rundt at spille vagter, så man bør i sådanne tilfælde straks underrette den rigtige vagt på Rådhuset, således at de selvbestaltede vagter kan blive klapset af.

Kilde: Kolding Folkeblad, 2. oktober 1944.

1944 – Privat vagtkorps på Haderslevvej i Kolding

Mange steder er lignende korps under dannelse

Bestræbelserne for at oprette private karré-værn fortsættes stadig i Kolding. Som omtalt var der bestræbelser i gang for at på oprettet et værn for karréen mellem Bredgade, Rendebanen og Søndergade. Imidlertid ville et sådant værn kræve for meget af de mandlige beboere i karréen, og man søger derfor at få indført forskellige foranstaltninger til sikring af beboernes ejendomme, samtidig med at man søger at få en større kreds gjort interesseret i sagen, således at man kan få andre kvarterer med.

På Haderslevvej er der derimod oprettet et vagtværn for karréen, der begynder med Andelsmejeriet og ender ved Agtrupvej. Her så mange beboere, at man kan sætte tre mand på vagt fra kl. 10-5, således at vagttjenesten bliver overkommelig. Både husejere og udlejere er interesseret i vagttjenesten, og den er altså her ført ud i livet. Man begyndte den 26. og har modtaget mange henvendelser andre steder fra, hvor lignende vagttjeneste er under dannelse. Vagten er bevæbnet med lygte, stokke og fløjte, så hjælp kan kaldes til.

Jævnsides med disse bestræbelser kan vi oplyse, at der i den sidste tid har været meget stærk efterspørgsel efter knipler, knojern og andre våben, der kan anvendes til beskyttelse af egne værdier overfor tyve og andre ugerningsmænd. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 28. september 1944.

1944 – Borgmester-erklæring om Koldings vagtværn

I anledning af visse forlydender, der er sat i omløb i byen

I anledning af visse forlydender, der er sat i omløb i byen, skal jeg herved oplyse, at det den 20. ds. oprettede frivillige vagtværn er oprettet udelukket på dansk initiativ, og at hensigten med værnet alene er at søge at beskytte borgernes interesser i det omfang, hvori det er muligt for et vagtværn, der ikke er bevæbnet eller udstyret med politimyndighed.

Det tilføjes, at værnet i de dage, det fungeret, har løst adskillige opgaver med hensyn til at skabe ro og orden i byen. I øvrigt oplyses, at tanken er taget op i en række andre byer.

Kolding Borgmesterkontor, 23. september 1944. V. Juhl.

Kilde: Kolding Folkeblad, 23. september 1944.

1944 – Hændelsen på Amalienborg

Angående hændelsen på Amalienborg Slotsplads, har radioavisen erfaret, at det drejer sig om en beklagelig misforståelse. Det danske politi, som bevogter slottet, troede at den tyske enhed ville afvæbne vagtpersonalet og tage Kongen til fange, derfor blev ilden åbnet. Fra tysk side har der imidlertid aldrig været tænkt på at afvæbne kongens livvagt.

Kilde: Kolding Folkeblad, 22. september 1944.

1944 – Kommunalt vagtmandskab

Borgmesterkontoret meddeler:

Onsdag den 20. d.m. er der truffet overenskomst med De forenede Vagtselskabers Kolding afdeling om udvidet vagttjeneste, hvorefter kommunen har antaget 33 mand til at bistå nattevagten. Der er oprettet et vagtlokale på Rådhuset med fast vagt hele døgnet.

Telefon i dagtimerne 1800, i nattetimerne 1799.

Om natten vil der i tilslutning til nattevagtens personale gå dobbeltpatruljer, som kan alarmere vagten på Rådhuset, såfremt der måtte forefalde begivenheder, hvor det måtte være ønskeligt, at der bringes hjælp. Vagtmandskabet er forsynet med hvide armbind med stempel samt behørig legitimation. Det fremhæves, at vagtmandskabets opgave ikke har politimæssig karakter.

Borgmesterkontoret, den 21. september 1944.

V. Juhl.

Kilde: Kolding Folkeblad, 21. september 1944

1941 – Vagtselskaberne har forøget abonnent-tallet med 50 pct.

Man vil gardere sig imod tyverier og lignende under mørklægningen.
Mørklægningen har betydet en stærkt forøget tilgang af nye abonnenter til De forenede Vagtselskaber i Syd- og Sønderjylland. Ved henvendelse til Vagtselskabernes Kontor i Kolding erfarer vi, at antallet af abonnenter endog er gået frem med 50 pct., siden der indføres mørklægning.

Et resultat af denne stærkt forøgede tilslutning, udtaler man, er blevet en udvidelse af mandskabet. Således har man fra 1. august oprettet en station i Vejen, som skal betjenes af en fast nattevægter og en reservevægter, og medens man førhen i Kolding by kun havde 2 faste vægtere og 1 reserve, er tallet nu helholdsvis 3 og 2.

Denne tilgang har bevirket, at der er blevet væsentligt mere at bestille for nattevægterne. Som følge af mørklægningen ligger mange virksomheder ubevogtet i længere tid end normalt, og derfor er der virksomheder, som nu besøges fire gange pr. nat mod almindeligt kun 2 gange. Der er i øvrigt nattevægternes erfaring, at de nuværende forhold har gjort folk mere påpasselige og agtpågivende. Således støder man ikke mere på så mange brændende lys om natten, ligesom snurrende maskiner heller ikke er så almindelige. Endelig er man heller ikke så slemme til at efterlade nøgler i nøglehullerne. Årsagen til den store tilgang er for en stor del, at folk vil gardere sig imod mørklægnings-tyverierne, som har gode betingelser for at florere i byerne.

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 30. juli 1941.