1945 – Er Højen Hule-morderen i Kolding?

Sporet fra Vejle til Bramdrupdam

27. marts blev der begået et råt mord på arbejdsmand Egon Sørensen, Vejle, da han cyklede på den nye Højen Hulevej. Ét slag knuste hans hoved, og morderen afklædte liget.

Vejle Vagtværn véd, hvem morderen er. Det er en polskfødt Organisation Todt-mand, den 25-årige Taddænus Illakowicz, bopæl: Warszawa. Det er oplyst,, at han siden mordet har holdt sig skjult i et sommerhis i Vejle. Regelmæssigt er han kommet sammen med en Vejlenserinde, til hvem han havde forgivet at være amerikansk faldskærmssoldat. Hos hende har han efterladt et klippe nøgler, der tilhørte den myrdede.

Onsdag morgen er han sidst set i Vejle. Han lod sig på det tidspunkt fejre som befrielsessoldat. Folk, der kendte den myrdede, genkendte dennes tøj, som det tøj, Illakowicz havde på. Da politiet ankom, var han forduftet.

Vagværnsassistent Jens Otto Skov, Vejle, har sporet ham og han befinder sig antagelig i Kolding nu. På billedet ses han. Hans signalement er i øvrigt: 170 cm. høj, kraftigt, glat blondt hår, kødfuld næse, mangler så godt som alle overmundstænder, tale gebrokken tysk, kan sandsynligvis enkelte danske gloser, iført blågråt storternet tøj og en noget lysere vest, sort slips.

Da han gik i Bramdrupdam, var han i følge med en meget mørkhåret dame iført lange, grå bukser, brundlig jakke og rødt tørklæde. Det er dog muligt, at de ikke mere er sammen. Taddæus Illakowicz vil rimeligvis sætte sig til modværge, når han føler sig opdaget, og han er sikkert i besiddelse af pistol. Underret frihedskæmpere, politi eller vagtværn, hvis han observeres.

Kilde: Kolding Folkeblad, 14. maj 1945.

1945 – Da englænderne blev budt velkommen på Kolding Rådhus

Stilfuld modtagelse af fire majorer fra et af Englands ældste regimenter

Få minutter efter de første allierede kampvogne mandag eftermiddag rykkede ind i Kolding, blev fire majorer fra et af Englands ældste regimenter, det 300-årige The Royal Dragoons, budt velkommen ved en stilfuld modtagelse på rådhuset. De fire officerer i khaki og med baskerhuerne på sned, passerede ved indangen, hvor de nordiske landes flag vajede side om side, to rækker vagtværnsmænd. Foran døren til byrådssalen stod forsvarsbrødrene fanevagt med formanden, danselærer Michael Madsen, i spidsen. Byrådssalens baggrund var dækket af et kæmpestort engelsk flag. Da officererne trådte ind i salen, stod alle byrådsmedlemmer i stiveste puds bag deres stole og hilste englænderne med håndklap. Borgmester V. Juhl var iført sin uniform som luftværnschef.

Borgmesteren tog straks ordet: “Som byens borgmester byder jeg Dem og Deres soldater velkommen til Kolding. Efter mere end 5 års besættelse og tvang fra en overmægtig nabo er De symbolet på friheden, den frihed, vi først nu til fulde har lært værdien af. Mange af vore medborgere har direkte mærket fjendens tvang og mishandling, og alle har vi følt det tryk, som besættelsen har lagt på vore skuldre. Dette vil vi ikke glemme. Men endnu mindre vil vi glemme, at det var vore heltemodige allierede, der frelste os fra undertrykkelsen. Vi har bragt ofre, men vi véd, at de ofre, der er bragt af de mod Tyskland officielt kæmpende allierede, er så mange gange større. Vi beundrer Deres strategi og Deres soldaters tapperhed og dygtighed, og vi er lykkelige over, at det netop blev briterne, der i sidste instands friede os fra det tyske tvangsstyre. Vi har gennem så mange måder knyttet venskabsforbindelse og forretningsforbindelser med England. jeg tror, at denne dag vil knytte disse bånd mellem de to nationer endnu snævere sammen. Jeg håber, De vil føle Dem omgivet af venner, og jeg udbringer et leve for England og dets tapre allierede”. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. mak 1945.

1945 – Kvindelig cykeltyv truer med revolver!

Og så måtte Vagtværnet fortrække!

En kvindelig kunde i en slagterforretning i Vejen blev i går frastjålet sin cykel, mens hun var inde i forretningen. Tyveriet blev straks anmeldt til vagtværnet, der i bil kørte ud ad landevejen for at finde tyven. Ved Estrup Skov mødte man en dame, der mentes at være tyven. Vagtværnet anmodede hende om at følge med til en nærmere undersøgelse, men hun trak en revolver frem og bad dem forsvinde med det samme, hvilket de ifølge sagens natur var nødt til at gøre. Cyklen var dog genkendt som den stjålne.

Kilde: Kolding Folkeblad, 21. april 1945.

1945 – Fornærmelse mod Vagtværnet kostede 15 dages hæfte

En kok blev i formiddags i Kolding Kriminalret idømt 15 dages hæfte. Han havde den 22. marts været kendelig beruset og været så højrøstet på gaden, at en patrulje fra Vagtværnet havde henstillet til ham om at forholde sig roligt. Han havde som svar herpå tituleret vagtværnsfolkene med skraldemænd o.l., og da han blev taget med på vagten, havde han gentaget bemærkningen. Han udbad sig betænkningstid med hensyn til appel.

Kilde: Kolding Folkeblad, 11. april 1945.

1945 – Luftalarm skal respekteres

I forbindelse med vor skildring af forholdene under eftermiddagens luftalarm i tirsdags, hvor mange mennesker ubekymret promenerede rundt i gaderne, udtaler borgmester Juhl nu, at Vagtværnet fremtidig skal forlange at se folks legitimationskort. Navnen vil uvægerligt blive noteret, og de pågældende kan regne med ubehagelige følger, når de tilsidesætter pligten til at forlade gader og veje, efter at sirenerne har lydt.

Kilde: Kolding Folkeblad, 5. april 1945.

1945 – Skaderne på Sct. Nicolaj Kirke

7 store vinduer splintret, og hvælvingerne slog revner.

Skaderne på Sct. Nicolai Kirke som følge af bombeeksplosionerne natten til tirsdag er ret omfattende. Lufttrykket fra eksplosionen i vagtværnslokalet på Rådhuset en halv snes meter fra kirkens østende, er kastet mod dens store kirkebygning med en voldsom kraft. Syv af kirkens vinduer er helt eller delvis splintret. To af de 8-meter høje vinduer i korbygningen er som blæst ind over korgulvet. Det er de to sydvendte vinduer […]

Også kirkens tag har lidt betydelig skade. Eksplosionen har blæst 4-500 tagsten ned. Denne skade er allerede blevet udbedret; men glasset i korvinduerne må man formentlig vente med at forny til efter krigen. Som bekendt er det hensigten af få glasmalerier indsat med tiden. […]

Tusindvis af knuste vinduer i byen

I øvrigt er man rundt om i byen i færd med at udbedre vinduesknusningerne som følge af eksplosionerne. Det drejer sig om i tusindvis af knuste vinduer. Til langtfra dem alle vil der kunne skaffes glas lige straks, og en del må dækkes med pap eller brædder, som man heldigvis har endnu. Af offentlige bygninger, som har fået mange vinduer knust, kan nævnes Nationalbanken, Centralbiblioteket, Rådhuset og Løveapoteket. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 21. marts 1945.

1945 – Man henstiller til tilbagelevering af porte

Dateret 15. marts 1945.

Den tyske værnemagts Kommandantur, Kolding.

Kolding Kommunale Vagtværn har tilstillet Byraadet en saalydende Rapport: Onsdag den 14/3 – 45 Kl. 18.45 anmeldte Ingeniør Hennebjerre, at den tyske Værnemagt benyttede nogle Porte tilhørende Kolding Kommune, og er opmagasineret i Ingeniør Hannebjerres Skur paa Havnen, til Transportbro ved Læsning af Generatortræ.
Ingeniør Hennebjerre havde forgæves forsøgt at faa Tyskerne til at lade Portene ligge, men dette har de nægtet. Vognen som tyskerne har benyttet har Nr. W.M.18966.
Kolding Vagtværn d. 14/3 – 45
sign. G. Dreyer, Vagtleder.

Idet bekræftes, at de i Rapporten nævnte Porte tilhører Kolding Kommune, oplyses, at de sammen med andet Tømmer på Ingeniør Hennebjerres Plads hidrører fra en af stormen væltet ladebygning i Vejstrup Sogn, og at tømmeret af Kolding Kommune blev erhvervet til genopførelse i et fremtidigt landbrugsmuseum som en bygningstype fra det 17.Aarhundrede, der nu næsten er forsvundet fra Egnen.
Man henstiller instrængende, at der bliver givet vedkommende Autofører Odre til omgaaende at tilbagelevere de paagældende Porte i uskadt Stand.

Kilde: Brev af 15. marts 1945 til Den tyske Værnemagts Kommandantur, Beslaglæggelser i Kolding, Kolding Borgmester arkiv, opbevares på Kolding Stadsarkiv