1944 – Engelske flyvere beskød tog og biler

Adskillige danskere dræbt og mange sårede. Blandt de dræbte et ungt ægtepar fra Kolding, som døde fra et spædbarn.

Under overflyvningerne i går eftermiddags kom det til en række dramatiske og uhyggelige scener i Vestjylland. Flere steder blev lokomotiver og tog beskudt, og i nærheden af Hee lidt nord for Ringkøbing, blev 8 danske passagerer dræbt og 7 sårede, deraf 2 alvorligt. Blandt de dræbte er et ungt ægtepar fra Kolding, tømrersvend Lyhne og hustru. Også flere andre steder i Vestjylland blev tog beskudt, og det gik alvorligt ud over lokomotivpersonalet. Banelinjen mellem Esbjerg og Varde blev afbrudt af bombeeksplosioner, og maskingeværkugler regnede ned over Bramminge Banegård. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. august 1944.

1943 – Købt 5-10.000 stykker sæbe uden mærker

Kantinebestyrer i Oksbøl sigtet for ulovlig handel med rationerede varer og svin, der er købt i Kolding

En alvorlig krisesag rulles i disse dage op for retten i Varde, hvor en kantinebestyrer fra Oksbøl, Svend Aage Edelsteen, er sigtet for en række ulovlige handeler med rationerede varer. Edelsteen har dog indtil nu ikke villet erkende sig skyldig i nogen ulovlig handling, og hans opførsel i retten må nærmest karakteriseres som udfordrende.

Over for politifuldmægtig Sclanbusch bekræftede Edelsteen rigtigheden af, at han for ca. et halvt år siden havde købt 25 kilo og 50 kilo smør af Esbjerg Andelsmejeri til brug i kantinen, men han havde afleveret mærker, som han skulle. I en kantine i Kastrup havde han ligeledes købt 4-500 kilo smør fordelt i 4-6 leverancer, men også her hævdede han at have afleveret mærker på behørig vis.

Én tilståelse er Edelsteen dog kommet med, idet han ikke nægter at have købt ca. 10.000 stykker håndsæbe uden mærker i Holstebro. Men det har ikke været muligt for politifuldmægtigen at få Edelsteen til at fortælle, hvor meget han har givet for dem. Endvidere skal den anholdte iflg. Vestkysten efter sin forklaring have købt 20 svin, men overtaget dem i slagtet og parteret tilstand fra en eksportopkøber fra Kolding, Jørgen Hansen, der selv slagtede svinene uden for kantinen. Heller ikke her ville Edelsteen opgive nogen pris. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 23. oktober 1943.

1943 – Kvindelig kantinebestyrer fængslet

Købt kød af to fængslede Kolding-slagtere

I retten i Varde fremstilledes i går eftermiddags kantinebestyrerinde frk. Rigmor Margit Schou, Oksbøl, der var blevet anholdt for at have overtrådt loven om handel med kød og flæsk. Sagen var kommet frem ved at et par handelsmænd, der i øjeblikket sidder i Kolding Arrest, mens deres mange forhold om ulovlige slagtninger og salg af kød undersøges, ved retten i Kolding havde tilstået at have solgt kød og flæsk til hende. Frk. Schou indrømmede at have købt noget af dem, men hævdede, at det ikke var så store partier, som de havde opgivet, kun henholdsvis ca. 100 og 200 kg. Hun havde betalt 6-7 kr. pr. kilo, men huskede ellers ikke ret meget om det og vidste ikke, hvad maksimalprisen havde været. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. august 1943.

1943 – Regnskab og efterretningsstof

Introduktion: Følgende brev er skrevet af Hans Peter Poulsen fra Esbjerg og sendt til Holger Vivike, lederen for DKPs fynske og sydjyske partiafdelinger. Dateret 1. februar 1943. Her bringes et uddrag.

1-2-43

Regnskab for oktober
Esbjerg 1282,50 Kr. + 7,00 Kr.
Vejen 70,00 –
Varde 215,00 –
Tønder 127,50 –
Ribe 20,00 –
ialt 1722,00 kr.

Større pakker o.l. bedes sendt til, Høyrup Jessens Forlag, Torvegade 13.

Lørdag d. 30-1-43 begyndte politiet at søge efter en Aage Petersen (1) og en Peter Poulsen her i byen(Esbjerg), bl.a. har de indtil nu været hos Peter Jensen, Cigar og Boghandler Carlsen, sidste fik gennemrodet hele butikken.

B.

1. Ifølge fodnotat fra bogen “Vor kamp vil vokse og styrkes” blev elektriker Aage Petersen, tidligere Spaniensfrivillig og medlem af DKPs byledelse i Odense, i oktober 1942 af Holger Vivike overflyttet til Kolding, sammen med bl.a. Hans Peter Poulsen.

Kilde: Vor kamp vil vokse og styrkes, s. 556, af H. Kirchhoff og A. Trommer, 2001, Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie

1942 – Lille – uforudset – luftalarmproblem

En drift kreaturer giver frit lejde.

Vi fik i går forelagt et luftalarmproblem, som vi ikke kunne svare på, og vi har derfor i dag ladet det gå videre til politikommissær Kleberg.

Spørgeren, der bor i nærheden af Kolding, forklarede, at han jævnlig købte kreaturer hjem fra Varde marked go fik dem sendt til Kolding med jernbanevogn. Den langsommere toggang bevirkede, at en sådan vognladning kreaturer ofte først kom frem ved midnatstid, således at manden altså måtte drive kreaturerne gennem byen på dette sene tidspunkt. “Det skete forleden”, sagde manden, “og jeg spekulerede på, hvad jeg skulle gøre, hvis der kom luftalarm midt under det hele? Nu skal jeg til Varde igen og kunne nok lige at få rede på dette spørgsmål, inden jeg skal gøre turen om igen om kreaturerne.”

Politikommissær Kleberg svarede, at tilfældet vist måtte kaldes uforudset, men at han ikke kunne se rettere, end at manden måtte have lov at fortsætte med kreaturerne gennem byen, selv om der var luftalarm. “Endnu har vi jo intet beskyttelsesrum for kreaturer!” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 9. maj 1942

1940 – Alle flygtningene fanget

De to sidste af de fra Arbejdshuset i Sdr. Omme flygtede fanger blev i formiddag fremstillet i Kolding Kriminalret. Færdselspolitiet havde anholdt dem på vejen mellem Kolding og Haderslev. De erklærede begge, at de var flygtet på grund af utilfredshed med behandlingen på hjemmet. De blev fængslet og overøres nu til Varde, hvor de har begået et par cykeltyverier.

Kilde: Social-Demokraten, 4. oktober 1940.