1942 – Flere “arbejdsløse” arbejdsløshedskasser

Arbejdsløshedstallet gået ned med 1.200 på 2 uger.

Den forårsoffensiv, solen har indledet, har allerede givet sig udslag i betydelige resultater, hvad beskæftigelsen angår. Vi omtalte i sidste uge, hvorledes arbejdsløshedstallet i de 24 kommuner under Kolding Arbejdsanvisningskontor var gået 500 ned på én uge, men i den sidste uge er denne rekord dog langt overfløjet. Arbejdsløshedstallet er nu under 1.000, mod 2.200 for blot to uger siden. Hovedparten af de ledige er arbejdsmænd i Kolding samt en del kvinder i industrien.

Foruden Ødis, der først kunne melde om “arbejdsløs” arbejdsløshedskasse, er kommet nye kommuner til, hvor denne glædelige form for arbejdsløshed har vundet indpas, nemlig Hjarup, Sdr. Stenderup og Taps. I Egtved, Harte, Lejrskov, Viuf-Alminde, meldes der om 1 arbejdsløs hvert sted, og i Vester Nebel og Vejstrup om 2 og 3 arbejdsløse. I kommunerne er der tilsammen kun 66 ledige landarbejdere, og de vil formentlig snart komme i sving også, om ikke før så i tørvesæsonen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 23. april 1942.

1942 – Snefygning hæmmer bane- og landevejstrafikken

Vejvæsenet forsøger i dag generatorsneplov.

Snefygning i nat fra vest har skabt store vanskeligheder for trafikken på Koldingegnen. Amtsvejassistent Buch Larsen oplyser således, at man i dag ikke kan komme til eller fra Vester Nebel, Egtved, Aagaard, Hejlsminde og Sdr. Stenderup, og da der ligger op til halvanden meter sne i driverne, regner man ikke med, at disse veje bliver åbne i dag.

Derimod kan man komme sydpå efter Christiansfeld, selv om vejen er vanskelig farbar. Nordpå efter Vejle kunne man ikke komme i formiddags, men amtets del af vejen var dog farbar, hvorimod der lå store driver på Kolding stykke af Hovedvej nr. 10 mellem Kolding og Bramdrupdam. Østpå efter Gudsø er vejen farbar og ligeledes vestpå efter Esbjerg. Der er sat mandskab i gang med at rydde sneen, og desuden har amtsvejsassistenten i dag fået tilladelse til at prøve en generatordreven sneplov. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 10. februar 1942.

1941 – Kolding får 75.000 af motorafgifterne

Arbejdet med Fjordstien endelig godkendt.

Motorafgifterne har i sidste finansår i alt givet 39,5 millioner, sognekommunerne 10,5, købstæderne 2,5 og København resten. Vejle Amt får 587.000, Ribe Amt 599.000 og Haderslev Amt 890.000, sognekommunerne i de samme tre amter henholdsvis 445.000, 408.000 og 425.000 kr. Af byerne får Kolding 75.000, Fredericia 28.000, Vejle 68.000, Haderslev 77.000 og Christiansfeld 3.800 kr. I Vejle Amt får af sognene i vor læsekreds; Almind 509 kr., Dalby 876, Egtved 2.498, Eltang-Vilstrup 3.249, Harte-Bramdup 1.954, Hejls 1.012, Sdr. Bjært 2.851, Sdr. Stenderup 1.849, Taps 1.104, Taulov 2.502, V. Nebel 765, Viuf 579, Vonsild 1.427, Ødis 3.080 og Starup 2.012 kr.

Samtidigt oplyses, at ministeriet nu langt om længe har godkendt Fjordsti-arbejdet til Rebæk, så dette snart kan udliciteres. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 17. oktober 1941.