1943 – Søndergade-model til borgmesterens fødselsdag

Borgmester Knud Hansen fylder, som omtalt, i dag 77 år, og i dagens anledning har rådhuset hejst flaget. Dagen vil i øvrigt ikke blive fejret udadtil, men borgmesteren havde indbudt medlemmerne af sit yndlingsudvalg, Gade- og Vejudvalget, samt enkelte andre til en frokost, og her fik borgmesteren overrakt en original gave, en model af Søndergade-viadukten, lavet på stadsingeniørens kontor. Man ser på modellen en fastkørt bil i et af de snævre “huller” og en anden, som har svært ved at klare “puklen”. På stenbroen ses billeder af kendte Søndergade-borgere, som har taget en tørn med borgmesteren om gadeomlægningen. Som et lille plaster på ironien er modellen til at lukke op […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 8. januar 1943.

1941 – Kolding Kommune i året, der svandt og det år, der kommer

Bestræbelserne må samle sig om navnlig to ting: at skaffe arbejder og bygge boliger, siger borgmester Knud Hansen.

Borgmester Knud Hansen har været bortrejst nogle dage, men da hans gamle blad i formiddags bad ham om en udtalelse om det svundne år og udsigterne for det der kommer, svarer han beredvilligt:

Det svundne år har jo været i høj grad præget af krigsforholdene, og de kommunale kontorer har haft meget forøget arbejde med de fastsatte reguleringer m.v. I øvrigt har bestræbelserne fra kommunens side gået ud på at få sat så meget arbejde i gang, som den finansielt har kunnet magte. Der er udført vejarbejder som i de foregående år, men på grund af mangel på tjære og emulsion har det ikke været muligt inden efteråret at få disse vejarbejder færdigbelagt.

Den nye Sønderbro.

Arbejdet ved Haderslevvejs forlængelse er skredet planmæssigt frem, og på grund af det milde efterår har vi fået støbt beton ved pladsen ud for Sønderbros Apotek. Når hele vejarbejdet nærmer sig sin fuldførelse, vil der blive lagt asfalt såvel på betonbanen som på den øvrige strækning af den nye vej, men dette vil først kunne ske hen på sommeren 1942. Viadukten ved Sønderbro er jo nu såvidt fremskredet, at en midlertidig underføring for gående er givet fri, og det lykkedes før jul at få nedlagt den nye store hovedvandledning, således at faren for at ledningen skulle fryse er afværget.

Større beskæftigelse end i de sidste 8 år.

Det fyldningsarbejde, der skulle have været udført på havnen, har ikke kunnet komme i gang på grund af, at vognmændene har været stærkt optaget af anden kørsel. I øvrigt har beskæftigelsen, takket være ikke mindst reparationslovene, været større i 1941 end den har været de sidste 8 år. Af byggearbejder har vi opført den fjerde aldersrentebolig, der blev taget i brug til oktober. Den højere Almenskolens gymnastikbygning, som der har været arbejdet på i flere måneder, nærmere sig nu sin fuldførelse og den vil, hvis vejret ikke lægger hindringer i vejen, være færdig i løbet af et par måneder. Parkanlægget på den østre side af Dyrehavevej er omtrent færdigt. Plæner skal tilsås og der skal foretages nogle beplantninger i løbet af næste eftersommer og efterår. Så er parken færdig.

Opgaverne, der trænger sig på.

Med hensyn til det nye år, da er det mit ønske og håb, at krigen må være afsluttet inden næste årsskifte. Men derom kan ingen vide noget i dag. Det vil navnlig være to opgaver for Kolding Kommune: at skaffe arbejder i så vid udstrækning som muligt og skaffe boliger. Det er en bydende nødvendighed både direkte og indirekte at fremme boligbyggeriet, ellers kommer vi til næste efterår ud for dette at skulle beslaglægge nogle af skolerne til husvildeafdeling. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 31. december 1941.

1941 – Viadukten i Søndergade åbnes delvis torsdag

Dog kun for fodgængere og trækkende cyklister.

Mange beboere i den sydlige del, ja for øvrigt også i andre bydele, vil med glæde hilse omstående meddelelse om, at trappegangen ved Sønderbrooverskæringen nu forsvinder. I særdeleshed vil det glæde cyklister og mødre med barnevogne. I stedet åbnes fra torsdag morgen en del af viadukten for midlertidig passage for fodgængere og trækkende cyklister, derimod ikke for trækvogne og varecykler. Passagens bredde bliver nemlig kun ca. en fjerdedel af hele viaduktens bredde, og der er jo erfaring for, at trængslen kan være ret stor og trafikken let gå i hårdknude, særlig når bommene har været nede et stykke tid. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 25. november 1941.

1941 – Den nye Sønderbro tager form

Midt i august ventes broen færdigstøbt

Arbejdet på den nye gadebro over åen er jo blevet noget forsinket, men nu er man dog så vidt, at broen er ved at tage form. Støbekassen til den nordligste af de to brobuer er stillet op, og i øjeblikket rammes de sidste funderingspæle ved tilslutningen til den sydlige side. Det har knebet noget at skaffe tilstrækkeligt svære graner til de sidste pæle, men nu er de kommet, og deres 13 meters længde rammes nu ned gennem ådyndet til den faste bund. i alt er der rammet op mod 400 pæle. En del af dem er betonpæle.

Når ramningen er fuldført, støbes tilslutningen mod syd samt midterpillen, og så bygges støberammen til den anden bue. De to buer støbes altså under ét, men man venter ikke, at broen er færdigstøbt før hen i august. Det vil dog ikke forsinke arbejdet, da viadukten under jernbanen heller ikke er færdig før til næste år […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 26. maj 1941.