1942 – Spiser folk krager i den tro, at det er ryper?

En koldingensisk vildthandler vil ikke sælge krager i sin forretning, men alene fra Kolding sendes der årligt 5-600 stykker til København.

De svenske jægere har iværksat en kampagne for at få folk til at spise krager og måger. Særlig i Skåne skal forsøget være slået godt an, og man må vel nærmest se denne kampagne startet på grundlag af de beskedne svenske kødrationer, der har betydet, at man blev tvunget til at se sig om efter noget andet spiseligt. Det minder en del om, da jægerne herhjemme i sin tid slog til lyd for, at vi skulle til at spise måger. Dengang gav det i hvert fald ikke noget særlig strålende resultat; man kunne ikke vænne folk til denne nye spise. Men hvordan med krager?

Det er sikkert en herlig ret

“Jeg vil i hvert fald ikke sælge dem”, siger hr. Blom i vilthandlerfirmaet N. Blom & Søn. “Jeg tror rent ud sag, at det er noget grusomt skidt at have med at gøre. Kunne De selv tænke Dem at spise en krage? … Nej, der kan man se”.

Der bliver ellers solgt mange af dem andre steder!

“I København måske, men så er der vist heller ingen tvivl om, at folk ikke aner, hvad det er, de køber. Sådan en plukket og istandgjort krag kan ganske sikkert komme til at se helt appetitlig ud, så de går jo nok i folk – men ikke som krager! Det gør jo i og for sig også lige meget, det kan sikkert være en herlig spise, hvis det er lavet ordenligt til – og navnlig hvis man tror, det er noget helt andet.

Råger derimod, det er noget andet. Dem sælger vi ikke så få af i sæsonen. En 5-600 stykker. Jeg ved ikke, hvad det ligger i, at folk godt vil have råger; det må jo blot være en vanesag, og det at man én gang har indstillet sig på, at det er noget, der kan spises. Folk kommer år efter år og spørger efter dem.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 4. august 1942.

1942 – Der synes at være en god vildtbestand på Koldingegnen i år

De kolde vintre har renset ud mellem de syge harer, men de omstrejfende hunde skaber uro i terrænerne.

De tre rekordvintre har ikke kunnet undgå at gøre sig gældende på vildtbestanden, selvom man overalt har søgt at hjælpe med udlægning af foder. Man har enkelte steder søgt at indføre en fredning for agerhøns indtil 1. oktober for derved at skåne bestanden mest muligt, men endnu har man ikke de pågældende steder fået myndighedernes svar på de henvendelser, man har rettet.

For at få en udtalelse angående vildtbestanden her på egnen har vi henvendt os til proprietær P. B. Juel, Østerskovgaard, Sdr. Stenderup, der er formand for den lokale afdeling af Dansk Jagtforening.

“Der er i hvert fald ikke så få harer”, siger formanden, “og jeg har indtryk af, at de har klaret sig godt gennem den sidste vinter. De er nu i stærk fremgang, efter at haresygdommen har grasseret voldsomt. De strenge vintre må ligefrem have renset bestanden for svare og sygelige individer, og der synes at være normalt kuld. Fasaner er det nogenlunde med. Og hvad det angår, kan man sige, at det er godt, vi ikke har fået mere regn her omkring, end tilfældet er. Vi kan ikke tåle så meget her på de svære jorder, og det ville have skadet bestanden ret betydeligt, da de små kyllinger ikke kan klare sig, hvor der er for fugtigt. Agerhønsene kan jeg endnu ikke udtale mig om, fortsætter proprietær Juel; så længe kornet endnu står på markerne, ser vi ikke noget til dem. Men jeg tror i øvrigt, det er temmelig småt med agerhøns her”.

De omstrejfende hunde

Hvorledes forholder det sig med de løsgående hunde?

“Vi lider under dem forskellige steder og ønsker, at loven blev bedre overholdt. Jeg ved også, at der ligger et cirkulære hos politimestrene om, at betjentene skal se godt efter, at der ikke strejfer løse hunde om. Hunde skal nu engang være under kontrol”. […] Som propritær Juel siger: “Det kniber at holde hundene hjemme mange steder – til skade for vildtbestanden og for ejeren selv. Det sker nemlig, at en løsgående hund laver så megen ravage på andres ejendom, at der må træffes hårde foranstaltninger, og adskillige hundeejere på landet kan uden tvivl fortælle om, at deres hund lige så stille er forsvundet. Hvor den er blevet af, ved kun den skadeforvoldte, som ikke har set anden udvej end at aflive den omstrejfende hund”.

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 26. juli 1942.

1941 – Særligt jagtpoliti og kamp mod krybskytterne

Myndighederne og jagtorganisationerne har udarbejdet et forslag, der overvejes af rigspolitichefen.

Dansk Jagtforening udsendte i går sin årsberetning for 1940-41. Beretningen giver en udmærket oversigt over det store arbejde, denne jagtorganisation har udført under de for jagtsportens udøvere så vanskelige forhold. Dansk Jagtforenings medlemstal er stadig stigende. Der nu godt 22.000 medlemmer alene i de første tre måneder fra 1. april til 1. juli er indmeldt 1.000 nye medlemmer. Det oplyses, at vildtet synes at være kommet godt over den strenge vinter, men beskydningen til efteråret bør ske med nænsomhed.

Jægerne ser med nogen bekymring på de mange landvindingsprojekter – hedder det i beretningen – men er klar over, at jægernes interesse må vige, når der med rimelig bekostning kan indvindes væsentlige økonomiske værdier.

Uforsonlig kamp mod krybskytterne
I et særligt afsnit i beretningen meddels, at der er ført forhandlinger angående jægernes ønske om oprettelse af et særligt jagtpoliti. Dansk Jagtforening og Landsjagtforeningen har i samarbejde med myndighederne – hvis repræsentant har været politikommissær Holten, der selv er jæger – udarbejdet et forslag, der nu overvejs af rigspolitichefen. Baggrunden for forslaget er kravet om en uforsonlig kamp mod krybskytterne, og de 80.000 jægere, der alle har løst jagttegn, tiltræder ganske dette krav […]

Kilde: Uddrag, Horsens Social-Demokrat, 14. juli 1941.

1941 – Jægerne vil oprette en vildtcentral

Landsjagtforeningens årsmøde i Vejle i går.
Landsjagtforeningen af 1923 holdt i går årsmøde i Vejle. Formanden, redaktør C. C. Andersen, København, åbnede mødet med en tale for kongen, hvorefter mødet afsendte en telegrafisk hilsen. Af beretningen fremgik det, at Landsjagtforeningen nu har 23.500 medlemmer i 580 afdelinger. Det er en fremgang på 1.000 medlemmer og 12 afdelinger. Der er 85.000 jægere i Danmark, hvoraf halvdelen er medlemmer af en af de to store jagtorganisationer. De ekstraordinære forhold efter april i fjor medførte mange vanskeligheder for jægerne, men myndighederne var meget forstående overfor jægernes ønsker, og det lykkedes at gennemføre visse lempelser i forordningerne, hvorved jagten kunne opretholdes med visse begrænsninger. Landbrugsministeriet havde vist jagtsagen megen velvilje.


Det oplystes, at vildtforbruget herhjemme er steget, og jægerne mener, at vildtet kan blive et betydningsfuldt supplement til ernæringen i en tid, hvor alle muligheder bør udnyttes […] Det er jægernes opfattelse, at afsætningssystemet er uheldigt, og man ønsker derfor oprettet en salgscentral på andelsbasis. Det menes, at der på denne måde kan opnås bedre priser til jægerne og samtidigt billigere priser for forbrugerne […]

Kilde: Uddrag, Socialdemokraten, 15. juni 1941.