1940 – Fredericianerinde tildelt den finske frihedsmedajle

Solvejg Pors, som under Vinterkrigen opholdt sig ved det finske Vestervik Amtssygehus, fik ved en højtidelighed på amtssygehuset af Finlands Vicekonsul i september 1940 den finske Frihedsmedajle, for hendes indsats i den finske forsvarskamp under Vinterkrigen. Efter krigen er Solvejg Pors fortsat blevet i Finland, og gør stadigt tjeneste ved Vestervik Amtssygehuset.

Solvejg Pors er datter af aldersrentenyder tidligere forpagter og arbejdsmand, samt enkemand Niels Petersen Pors (født 27. Marts 1872), der var bosat på Vibevej i Fredericia, hvor en søster til Solvejg Pors bor med faren.

Kilde: Fredericianerinde tildelt den finske frihedsmedajle, Kolding Socialdemokrat, 26. September 1940
Folketælling 1940, rigsarkivet, sa.dk

1940 – Finske børn og mødre rejser hjem

Om formiddagen den 30. april 1940 rejste omkring 180 finske børn og mødre med Malmø-færgen, for rejse over Sverige og komme hjem til Finland, de havde været indkvarteret i Danmark på grund af Vinterkrigen 1939-40 mellem Finland og Rusland. Omkring 100 har opholdt sig i Næstved, omkring 30 i Jægerspris og nogle andre, har haft ophold i private hjem. Der var enkelte børn som blev tilbage i landet, disse havde ophold i private hjem.

Kilde: Ca. 180 finske børn og mødre rejst hjem over Sverige i Dag, Lolland-Falster Socialdemokrat, 30. april 1940

1940 – Civilarbejdere hjem fra Finland

Omkring 100 danske civilarbejdere, som har været i Finland, er de seneste dage vendt hjem til Danmark, efter at vinterkrigen er slut. Alle de vendte var beskæftiget ved en våbenfabrik, hvis produktion nu er blevet indstillet. Derudover er byernes befolkningerne begyndt at vende tilbage igen, og det er derfor svært at skaffe de danske arbejdere husly.

Der opholder sig endnu 7-800 civilarbejdere i Finland, også disse vil snart vende hjem. Allerede inden hjemrejsen frygter fagbevægelsen at der vil skabes endnu “et beskæftigelsesproblem herhjemme“.

Kilde: Alle danske Civilarbejdere hjem?, 5. april 1940, Kolding Folkeblad

1940 – Renvasket i sjælen

Det, der bærer os oppe, er den moralske støtte, som i samklang med vor egen samvittighed er bleven os til Del fra Danmark. Vi følte, da vi drog hjemmefra, at der blev grædt i Danmark for det finske folk, og vi følte endnu stærkere, at Finland kaldte. Vi skyldte Danmark at hævde dets navn – ingen skulde bebrejde vort land, at det udeblev, da det gjaldt.

I erindringen vil det finske folk komme til at leve, når der igen er fred i landet. Jeg mener, at hver finsk mor vil komme til at søge tilbage til dette årstal, der tog hendes søns liv, hendes mand eller broder. Der vil næppe findes det menneske, der ikke har ofret det dyreste for Finlands frihed.

Verden har aldrig før – tror jeg – set så stor selvopofrelse, som Finland indebærer i denne tid. Finlands folk er det ædleste og seneste, der lever. Jeg selv føler mig renvasket i sjælen over at måtte være med her. Noget godt menneske har jeg aldrig været, men dog var der noget, der rørte sig, da Finland kaldte.

En dansk Finlandsfrivillig brev, afsendt inden fredsafslutningen, gengivet i Kolding Folkeblad 18. marts 1940

Kilde: Renvasket i sjælen, 18. marts 1940, Kolding Folkeblad, forsiden

1940 – Situationen i Norden

Den finske tilbagetrækning er begyndt fra Wiborg-distriktet, korrespondenter i området fortæller om en stor og “triste Folkevandring mod Nord“.

I Tyskland har den russiske sejre medført bekymring for Balkanregionen, men også uro omkring Norden diskutteres angivelig. Redaktør Kronika, Berlin, har meddelt verdenspressen at førende politiske kredse i Berlin, taler om, at Vinterkrigen “vil få afgørende betydning for europæiske storkrigs forløb“, situationen vil “tilrettelægge det politiske fundament for Tysklands endelige sejr over Vestmagterne, hedder det. På tysk side regner man stadig med at England vil fortsætte sine anstrengelser for at standse den svenske malmeksport til Tyskland. Der tilkendegives i Berlin forventning om, at de nordiske staters udenrigspolitik i det hele taget vil blive lagt om efter en ny kurs. Det hævdes i tyske kredse, at Norden i alt for høj grad har været engelsk-orienteret“.

Fra fordrag om Finland

Den 14. marts 1940 holdt Sdr. Vilstrup Ungdomsforening møde, hvor forstander Helstrup-Andersen fra Skanderup var mødt op for at tale om Finland. Foredraget blev sluttet af med talerens overbevisning om “at Finland også denne gang vil rejse sig igen og blive endnu stærkere indadtil. Det finske folk har i disse dage oplevet et 1864. Gid de også må opleve et 1920“.

Kilde: Berlin og Moskva foran ny Fremstød, 15. marts 1940, Kolding Folkeblad
Forsiden, 15. marts 1940, Kolding Folkeblad
Finlandsaften i Sdr. Vilstrup Ungdomsforening, 15. marts 1940, Kolding Folkeblad

1940 – Hvad betyder Freden?

Det var den 14. marts 1940 endnu uvist hvad freden i Finland ville komme til at betyde for stormagtskrigen. Vestmagterne indrømmede selv et diplomatisk nederlag, og fra den anden side taltes der om en ny ære, der “nu oprinder for Finland og hele Norden“. I Sverige vokser bitterheden sammen med tanken om garantien for Finlands ny grænser. Fra Sverige forlyder det, at det føles som om freden er en “jernring om norden“.

Fra Stockholm meddeles fra Politikens korrespondent, at den finske Moskvadelegation ankom dertil onsdag aften(13. marts), og kort tid efter fortsatte den til Helsingfors. Det forventes i den finske hovedstad, at der vil komme ændringer inden for regeringen. Angiveligt er det ikke usandsynligt at den finske regering vil træde tilbage, og Finland i stedet vil danne en provisorisk regering, der skal underskrive den finsk-russisk overenskomst, inden en ny fredstids regering dannes.

I Frankrig har freden “vakt uhyre skuffelse. Næsten samtlige parisiske blade giver de øvrige skandinaviske lande og især Sverige skylden for katastrofen. … Det er kendes åbent, at freden er et bitter nederlag for de allieredes diplomati, men allerede i aftes var man i Frankrig i færd med at flytte interessen over til et andet program, spørgsmålet om, hvor det nu bryde løs. Der tales om mulighed for almindelig fredsoffensiv, men flertallet af Franskmænd forbereder sig på, at krigen nu endelig begynder”.

Mere end 400.000 finnere er angiveligt fordrevet fra deres hjem, disse er evakueret og skal nu genhuses andre steder i Finland.

Kilde: Kolding Folkeblad, 14. marts 1940

1940 – Præsident Kallios radiotale

Præsident Kallios radiotale om formiddagen torsdag den 14. marts 1940, som den blev gengivet i Kolding Folkeblad samme dag.

Medborgere! Med Forundring har vi måtte erfare, hvorledes Peter den Stores stræben er vågnet til live i Sovjetunionen. Man vil atter rive store dele af Wiborgs Len borg fra Finland, med hvilket det hører sammen med national og geografisk ret. Det finske folk med alle dets nationale rettigheder vil bestå efter krigen, bortset fra disse områder. At disse områder er tabt, er i sig selv et stort tab, men på gevinstsiden står den moralske sejr, krigens ødelæggelser er i mange henseender tunge at være, men vi stoler på, at de kulturfolk, som hylder samme idealer som vi, vil anse det for en pligt at bistå os i vort genopbygningsarbejde. Men hvor værdifuld hjælpen udefra end har været, gælder det nu for os fremfor alt at stole på vore egne kræfter. En levende følelse af fællesskab har givet os styrke ved og bag fronterne.

Det har været regeringens hensigt med fredsslutningen at gøre alt for at forhindre, at det finske folks livskræfter efterhånden skulde tilintetgøres i den ulige kamp, vi har været tvunget til at føre mod en stormagt. Finlands folk består, og den finske ære og fædrelandskærlighed står atter for os som en inspirations.. og kraftkilde. Vi ejer muligheder for at bygge vor fremtid op, thi Filands Frihed er urørt, og vor hær står stadig med våben i hånd – rede til at beskytte vor eksistens.

Vi gør honnør for de tusinder, som er faldet for det, som er os helligst af alt: vort land. Når jeg tænker på vor hær, vil jeg takke dens første mand, generalfeltmarskal Mannerheim, et symbol på vore soldaters heltemod. Jeg slutter mig også varmt til hans tak til hærens officerer, mandskab og lotter. Jeg vil ligeså takke befolkningen. Jeg udtaler min tak til Sveriges folk for den store offervilje, samt en tak for de våben og den udrustning, som i særdeleshed Sverige og Vestmagterne har givet. Vor hærs opgave var den overmægtig. Hjælp udefra kunde vi ikke få, da den svenske og norske regering vægrede sig ved at give tilladelse til gennemmarch af tropper. Jeg vover dog at håbe, at den uomgængelige nødvendighed af et forsvarsforbund under denne krig også er blevet klart for vores naboer. Jeg håber også at vort folk fremdeles må opfylde sin mission som en forpost for den vesterlandske kultur.

Den finske præsident Kallios Radiotale den 14. marts 1940

Kilde:Præsident Kallios radiotale, 14. marts 1940, Kolding folkeblad, side 3