1942 – Næsten 1.000 kr. i bod for den ulovlige strejke

Voldgiftsrettens kendelse om arbejdsnedlæggelsen på D.D.M.M. faldt i middags

I går behandlede den faste voldgiftsret sagen angående den ulovlige strejke blandt arbejdsmændene på De Danske Mejeriers Maskinfabriks støberi i Kolding, og i formiddags kl. 10 fandt der votering sted i sagen. Det hedder i den officielle kendelse:

“Sagen forhandles i forligtes således, at det overlodes til retsformanden at bestemme den bod, der vil være at erlægge af de i arbejdsstandsningen deltagende arbejdere. Retsformanden bestemte boden til 56 kr. for hver af de 14 arbejdere, der deltog i strejken fra 4. august, 49 kr. for to arbejdere, der deltog i strejken fra 5. august samt 42 kr. for den arbejder, der deltog i strejken fra 6. august (de forskellige datoer fremkommer ved afspadseringer. Red.) Klagen toges derefter tilbage.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 22. august 1942.

1942 – Intet forlig om den ulovlige strejke

Hvis arbejdet ikke genoptages inden fredag, afsiges der voldgiftskendelse.

Der holdtes, som omtalt, i går et fællesmøde i København i anledning af arbejdsmændenes ulovlige arbejdsnedlæggelse på Mejeriernes Maskinfabriks støberi. i fællesmødet deltog fra maskinfabrikken direktør Markus Hansen, driftsleder Sørensen og støbemester, civilingeniør Jochumsen, medens de strejkende arbejderes tillidsmand og fagforeningens næstformand, Jensen, sammen med københavnske fagrepræsentanter repræsenterede modparten. Fra frabrikkens side blev det krævet, at der straks skulle afsendes et telegram til de strejkende om at genoptage arbejdet, men fra den anden side hævdedes det, at et sådant påbud ville være frugtesløst, da man allerede havde søgt at formå de strejkende til at genoptage arbejdet. Mødet hævedes derefter. Hvis arbejdet ikke er genoptaget senest fredag, vil voldgiftsretten omgående afsige kendelse […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. august 1942.