1943 – Cigarhandlerne er glade for 5 stk. pakningerne

Der bliver tale om en bedre og mere retfærdig fordeling af cigaretterne

Meddelelsen om, at cigaretfabrikkerne vil udsende 5 styks pakninger er blevet modtaget med tilfredshed af tobakshandlerne, der herefter ser en mulighed for at kunne betjene deres kunder bedre, idet de bliver i stand til at foretage en bedre fordeling af de efterhånden også for cigaretterne stærkt nedskårne rationer.

“Det er vi glade for”, siger tobakshandler Wald. Knudsen, Jernbanegade, som vi har talt med. “Vi har nu i mange år kun haft 10 styks pakninger, selv om der en overgang kunne fås pakninger med 8 styk, 5 styks pakninger vil lette fordelingen betydeligt. Der er jo ikke for mange cigaretter i forvejen. Det har knebet at foretage fordelingen rigtigt. Vi har jo ikke måttet sælge stykkevis. Det er mange gange sådan, at en kunde kommer ind og skal have en pakke cigaretter, men som i virkeligheden, ifølge den fordeling, vi må foretage, kun kan tilkomme 5, men da vi altså ikke var i stand til det, fik kunden ofte en pakke med 10 styk i.”

Hvad tror De, kunderne siger?

“Jeg tror, de vil være lige så tilfredse som vi andre, selv om de vel så kommer noget oftere.”

Tror De ikke, at der bliver bedre mulighed for at strække rationen?

“Nej, det tror jeg afgjort ikke. De ved jo, at man ryger, så længe man har noget. Det er menneskeligt.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. august 1943.

1942 – Lunderskovulykken vist på lysbilleder i kriminalretten

Domsforhandling i Kolding Kriminalret i sagen mod overassistent Andersen, Lunderskov

Under medvirken af domsmændene cigarhandler Wald. Knudsen, Kolding, og proprietær Flensborg behandlede Kolding Kriminalret i dag sagen om Lunderskov-ulykken, der fandt sted den 13. juni kl. 23.48 om natten og hvorved en dansk hjælpebremser fra Fredericia, Stein og 3 tyske soldater blev dræbt.

Til stede i retten var tiltalte, overassistent Andersens private engagerede forsvarer, HRS. Dr. jur. Hartvig Jacobsen, og en række fremtrædende jernbanefolk, repræsenterede de forskellige organisationer, således D.S.B.s afhøringer efter ulykken, Stationsforstanderforeningens formand, stationsforstander Høgsgaard fra Nørreport i København, Jernbaneforeningens sekretær, From-Hansen, Hovedbanegården i København, stationsforstander Nørgaard fra Kolding og mange andre jernbanefolk, så at tilhørspladserne var så overfyldt, at tilhørerne måtte stå op.

Anklageren, politifuldm. Ahrenbrandt, præciserede indledende, hvorfor man havde rejst tiltale mod overassistenten. Man ville mene, at denne kunne have gjort tre ting for at forhindre sammenstødet: 1) Han kunne have lade toget køre frem til den forreste vandkran, 2) have ringet til blokposten om at sætte “stop”, hvis der ikke var sat stop, og 3) han kunne selv have udløst den plomberede kontakt. Man gik derefter over til at fremvise en række lysbilleder, optaget af den tekniske afdeling og som viste de forskellige forhold, både på ulykkesstedet og i de forskellige sikkerhedsposter.

Udspurgt af anklageren redegjorde overassistent Andersen, som i det sidste retsmøde, for, hvordan aftenen var forløbet, og hvordan hans tjenestetid lå. Han havde om aftenen modtaget et telegram om, at der ville passere et særtog fra Padborg med 40 vogne af en bestemt last med 4 stødvogne op mod maskinen og 3 stødvogne bagud. Toget viste sig at være længere en beregnet. Der plejer ikke i telegrammerne at stå noget om, hvor mange vogne et tog består af. Det viste sig, at der var hæftet yderligere et antal vogne på toget – 7 eller flere – uden at Andersen eller nogen anden på stationen havde fået det at vide. Men togets længe skulle uden betydning – normalt – da man havde en sikkerhed i tilbagemeldingen (til Vamdrup). Men da togfører Frandsen på tog 9179 (det, der blev påkørt) var kommet over til overass. Andersen, der var fungerende stationsforstander, og havde meldt sig dårligt kørende og havde forhørt om gennemkørsel direkte til Fredericia, havde Vamdrup rykket for tilbagemelding, og Andersen havde da vendt sig til Frandsen og spurgt, om toget var “inde med slut” – havde fået bekræftende svar, men tænkt, at der var i orden, skønt Frandsen havde tænkt på, at toget var inde med baglanternerne på. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 14. november 1942.

1941 – Skarp rationering af cerutterne

I København er man gået ned fra 60 til 40 pct. af normalforbruget.

Der forelå i går en meddelelse om, at de københavnske cigarhandlere i disse dage har måttet meddele deres kunder, af rationeringen af cerutter bliver noget skarpere, således at de faste kunder fremtid kun får ca. 40 pct. af deres tidligere normalforbrug mod hidtil 60 pct.

Gør det samme sig gældende i Kolding?, spurgte vi cigarhandler Wald. Knudsen.

“Her i byen rationerer vi uden videre kunderne i forhold til, hvad vi får sendt fra fabrikkerne. Men af gået over til at lave færre cerutter og flere cigarillos, så jeg tænker mi, at det er derfor, de københavnske kolleger har skærpet rationeringen.”

Er folk tilfredse med de mange cerutter med Havanna-omblad, som fremkommer?

“De fleste er det, men der er nogle, der siger, at de får ondt i halsen, når de ryger dem.” […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 23. november 1941.