1943 – De ekstra julerationer

Kortene, hvorpå der udleveres ekstra sukker og hvedemel

København, RB.

Handelsministeriet ar nu fastsat de nærmere bestemmelser om de ekstrarationer af sukker og hvedemel, der gives i julemåneden. Således giver ringmærke “N”, der findes på sukkerkortet for oktober kvartal, ved aflevering “ti” i tiden fra 1.-31. december at løbe 1 kg. sukker. Mærket kan om ønskes deles i 4 dele, der er betegnet “N1, N2, N3 og N4”, og hvert afsnit kan da anvendes ved køb af 250 g. sukker.

Ved indkøb af ekstrarationerne af hvedemel anvendes ringmærke “O”, der ligeledes findes på sukkerkortet for oktober kvartal. Ved aflevering af hele O-mærket kan man i tiden fra 1.-31. december købe 500 gram hvedemel eller 600 gram franskbrød. Mærket har altså ganske samme gyldighed som 2 franskbrødsmærker, således at der også kan købes hvedebrød, kryddere, wienerbrød m.v. på det. O-mærket kan imidlertid ligeledes deles i 4 dele, betegnede “O 5-8”. […]

Med henblik på den situation, at en pensionær, en medhjælper m.v. forlader en husstand i løbet af december måned, f.eks. på flere dages juleferie, er det udtrykkelig fastsat, at ekstrarationen kun betragtes som tillæg til rationen for december måned og ikke for hele oktober kvartal. Det vil altså sige, at man ved udregning af, hvor mange mærker, den, der forlader en husstand, skal have udleveret fra husstandens leder, må tage hensyn til, med mindre anden aftale træffes, at december måneds ration for hvedemel og sukker er forhøjet med ekstrarationen. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 30. november 1943.

1942 – Der skal afleveres mærker for kiks, knækbrød og julekage

20 gram mærker for et stykke wienerbrød – 480 gram mærker for en helpakke knækbrød.

Fra og med 15. maj udvides brødrationeringen til også at omfatte wienerbrød m.v. Der kræves da rationeringsmærker ved køb af alt brød og bagværk med undtagelse af kager samt bisquit og vafler. Ved kager forstås bagværk, i hvilket højst 33 pct. af vægten er mel, og som er fremstillet uden anvendelse af gær. Herefter er ikke alene horn, rundstykker og gifler inde under rationeringen, men også al slags wienerbrød, wienerbrødsstænger, theboller, julekager samt kiks, knækbrød og rasp. Ved kager, der er undtaget, forstås almindelige konditorkager, sandkager, plumkager, lagkager, småkager.

20 gram franskbrødsmærker for et stykke wienerbrød

Herefter skal der til wienerbrød af enhver salgs med gennemsnitsvægt 40 gr. bagt afleveres 20 gr. franskbrødsmærker. Til wienerbrødsstænger med en gennemsnits dejvægt af 150 gr., 80 gr. franskbrødsmærker, og til theboller af en gennemsnitsvægt på 35 gr. bagt, 20 gr. franskbrødsmærker.

Om de nye regler for brødrationering kan endvidere oplyses, at der skal afleveres 100 gr. franskbrødsmærker pt., 125 gr. hvedekiks, 80 gr. rugbrødsmærker pr. 125 gr. rugkiks og 480 gr. rugbrødsmærker pr. helpakke knækbrød med nettoindhold ca. 400 gr. For kringler, smørkager, julekager m.m., større end 150 gr. dejvægt, afleveres mærker i forhold hertil. […]

Kilde: Uddrag. Kolding Avis, 14. maj 1942

1941 – Saxildhus standser fremstillingen af wienerbrød

Som følge af den yderligt nedskårne smørtildeling

Bagere og konditorer fik en jobspost nu til kvartalsskiftet. Smørtildelingen, der i forvejen var skåret ned til 40 pct. af det normale, blev atter sat ned, og nedsættelsen andrager en halv snes procent. Samtidig fik de kun tildelt smør for en måned ad gangen, mens de tidligere fik for hele perioden. Det er naturligvis en udvikling, der ikke kan undgå at få bagerne til at træffe deres forholdsregler, og i København har de indført en privat rationering af kager og wienerbrød, således at marketenderier o. l. større kunder ikke kan få så store mængder som hidtil.

Vi har i formiddags spurgt konditor Bertram Knudsen, Saxildhus, hvorledes forholdet stiller sig for hans vedkommende:

Jeg har besluttet af indstille produktionen af wienerbrød, lyder svaret. Det er naturligvis sket efter moden overvejelse, og jeg kan godt sige med blødende hjerte, for wienerbrød har jo gennem mange år været mit speciale. Men jeg har indtaget det standpunkt, at når jeg ikke kan holde kvaliteten, vil jeg hellere indskrænke produktionen, og nu vil jeg altså spare på smørret ved at indstille wienerbrødsproduktionen. Fra i fredags laver vi af wienerbrød kun wienerkringle, og kun i begrænset omfang, og søger i det hele taget at begrænse de kager, der kræver den største smørmængde. Forholdet er jo særlig grelt for mit vedkommende, fordi jeg efter ombygningen har fået større omsætning, men kun ubetydeligt større tildeling. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 6. oktober 1941

1940 – Prisen for wienerbrød og kager stiger

Centralforeningen af bagermestre og konditormestre i Jylland har holdt repræsentantskabsmøde i Aarhus under ledelse af formanden, bagermester N. Kjærgaard Olesen fra Ry. Aviserne berettede den 21. juni 1940 at der blev under mødet diskuteret forskellige faglige spørgsmål. Som følge af den betydelige stigning i driftsudgifterne og ved indkøb af råvarer, bl.a fordi man nu anvender smør, vil der i snart ske prisstigninger i bagerierne, blandt andet på wienerbrød og kager fra 12 til 14 øre. Stigningerne skal dog inden endelig vedtagelse, godkendelse af priskontrolrådet.

Dagen forinden, den 20. juni 1940, kunne man læse at der føres forhandlinger om mælkepriserne, en kommission under handelsministeriet. Der er bl.a et forslag om en simplificering af de “noget indviklede regler, hvorunder mælken distribueres. Der menes at være fundet grundlag for en foreløb nedsættelse på 3 øre“.

Kilder:
Brødet, Kolding Socialdemokrat, 21. juni 1940
Mælkeprisens nedsættelse, Kolding Socialdemokrat, 20. juni 1940

1940 – Wienerbrødet stiger ikke i Kolding i denne omgang

I København er der gennemført højere priser på wienerbrød og kager. Wienerbrødet er steget til 14 øre og stænger til 70, ”Overskårne” og snegle til 7 øre. Råvareprisernes stigning får skylden. F.eks. er smør og fløde steget stærkt, – for ikke, at tale om kullene.

Vi har spurgt konditor P.W. Klaaborg om lignende prisforhøjelser kan ventes i Kolding.

Ikke foreløbig”, lyder svaret. “Detaillisterne har dækket sig godt ind med de varer, vi skal bruge, og for smørrets vedkommende som for andre varer plejer jeg at dække mig et halvt år frem i tiden.”

Hvad rugbrødsprisen angår, så var der ventet en forhøjelse af maksimalpriserne pr. 1. januar, men den kom ikke, så rugbrødet stiger foreløbig heller ikke […] “

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. januar 1940.