Følgende tale blev holdt af forbundsformand Poul Hansen lørdag den 22. juni 1940 under D.S.U.’s 11 års stiftelsesfest i Marielund ved Kolding
Det indtryk, de vælge begivenheder aflejrer, kan få ungdommen til at spørge: Er der tro på fremtiden? Er der noget at stille håb til? Er der overhovedet lys forude? Er verden ikke på vej til ødelæggelser?
Netop nu, hvor vi har så god tid, bør vi undersøge, om ikke også fremtiden bærer noget godt i sit skød. Gå på biblioteker og slå op i bøger efter, hvad de gamle tænkere har ment under tilsvarende perioder i historien. Det vil give fortrøstning og nyt håb. Historien har været som vældige pendulslag – ond tid afløses af god tid, magtens tyngdepunkt veksler, undertrykkelse følges af frihed, menneskets længsel slår igen, atter og atter. Menneskene bliver mere sejge og sammenbidte, når storm går hårdt imod.
I 1864 blev vort land amputeret, vi led tab, som vi ikke i dag skal begræde, men tab, der vekslede til gevinst. I perioden efter nederlaget gærede og groede alt i folket, erhvervslivet blomstrede, de nye transportformer brød ny vej, og vort landbrug moderniseredes, så det med Dalgas kunde siges: Hvad udad tabtes, blev indad vundet. – Også politisk var det en grotid. Selve folkestyrets tanke voksede sig stærk, landet oplevede højskoletiden, en ny og blomstrende litteratur brød frem, så det altsammen blev en ekspansion, der udadtil vidnede om et arbejdets land, der i sammenbidt energi skabte rejsning af nederlaget.
Gå på bibliokteket i denne tid: Der kan hentes meget som kan give styrke for sindet!
Men hvad er da vor opgave kan der spørges? Må vi ikke opgive vore gamle tanker om fred mellem landene, ophævelse af alle klasseskel, kampen for at skabe frie, lige mænd og fri, lige kvinder? Nej – vore tanker skal netop føres videre, overvintre – ligesom Johs. V. Jensen lader tankerne om et lykkeland overvintre i “Bræen”. Men i samfundslivet, i praksis er forudsætningen at vort land er et frit land, thi det er springbrædtet for vort arbejde.
Det er lovet os, at vort land skal blive frit, men uanset løftet er betingelsen, at vi selv vil være et frit folk, og den tanke skal være stærk, ikke mindst blandt ungdommen. Vi må derfor selv ordne vore problemer, det kræver styrke, og styrke fås gennem større enighed, gennem tillidsfuld samarbejde. Samarbejdet er i øjeblikket nødvendigt, selv om det koster interesser.
Vor hovedopgave, vor første opgave er derfor at overvintre ungdommens bevidste danskhed. Det skal ikke svæve bort i lyrik og romantik, men funderes på kendsgerningerne.
Vi ved, der ligger værdier i vort lands historie. Vi må benytte tiden til at lære dets kunst, digtning, videnskab, andelslbevægelse – ting, der er uløseligt knyttet til danskhed – at kende. Vi må søge ud i naturen og i højere grad fornemme samhørigheden med naturen – det bølgende, smilende, men dog faste, der også afspejler sig i vort sind – alle disse særegne nuancer, der mærkes i vort sprog og i vor sang. Vi skal forstå, vi har rod her, at vi ikke kan løbe fra det.
Gør vi alt dette, er der ingen grund til at fortvivle. Selv om vi ikke oplever lystiden, er det en opgave at være en lille flamme videre for slægten. Og så trøster vi os med, at trods mørketid er mennesker lysvæsener!
Kilde: Det er D.S.U. hovedopgave – at overvintre bevidst danskhed, Kolding Socialdemokrat, 24. juni 1940