Introduktion: Cirkulære fra partiledelsen i DKP til afdelingsbestyrelserne vedrørende sikkerhedsforanstaltninger, som følge af arrestationer på kommunister.
9. april 1941
Danmarks Kommunistiske Parti
Centralkomiteens sekretariat
Griffenfeldtsgade 50, Kbhvn. NTil afdelingsbestyrelsen – fortroligt.
Kammerater!
Vi erfarer, at politiet i den sidste tid har arresteret Richard Jensen og flere andre personer, deriblandt enkelte partimedlemmer, såsom Thøgersen og Otto Melchior. Årsagen hertil kender vi ikke. Det forlyder dog, at arrestationerne står i forbindelse med en fornyet undersøgelse af attentatet på de spanske trawlere for et par år siden.
Som tidligere fastslået har partiet intet med denne affære at gøre, som må betegnes som partiforbryderisk, da det er i absolut modstrid med vort partis og den danske arbejderklasses interesser at beskæftige sig med den slags terroristiske handlinger.
Men på baggrund af denne sag og de skete arrestationer – der dog ingen forbindelse har med vort parti og dets virksomhed – indskærper partiledelsen partiets medlemmer om overalt at optræde fornuftigt og forsigtigt. Partiets medlemmer advares imod at meddele udenforstående noget som helst om indre partiforhold, om navne og adresser på medlemmer, ledelser, sympatiserende og læsere af vor presse, ligesom sådanne fortegnelser skal opbevares på steder, hvor de ikke er tilgængelige for alle og enhver. Desuden skal partiets medlemmer fast og bestemt afvise enhver provokatør, der direkte eller indirekte (eventuelt gennem misbrug af centralkomiteens navn) søger at lokke enkelte partimedlemmer eller partiet som helhed ud i eventyr og handlinger, der vil være til skade for partiet og den danske arbejderklasse.
Ovenstående fortrolige information kan underhånden bringes til de medlemmers kundskab, som afdelingsledelsen mener bør vide besked derom.
Med kommunistisk hilsen
Partisekretariatet
Kilde: Vor kamp vil vokse og styrkes, af H. Kirchhoff og A. Trommer, 2001, Selskabet for Udgivelse af Kilder til Dansk Historie