1941 – Fællesforeningens store nybygning i Kolding rejst

Man har valgt de dårlige tider til et omfattende byggeri landet over, og Fællesforeningen beskæftiger ligeså mange folk nu som under normale tider.

Fællesforeningens bestyrelse har valgt den politik at lægge hen i gode tider for gennem de oparbejdede fonds at fremme byggeri og bringe liv i samfundets funktioner, når det er dårlige tider, sagde direktør Vilstrup i går, da Fællesforeningen holdt rejsegilde for den store nybygning, hvor administration, salgsafdeling og manufakturafdeling får til huse.

Byggeriet i Kolding var i øvrigt planlagt inden krigen kom, og er også kendt, at arbejdet i nogen tid efter den 9. april 1940 lå stille, men nu står bygningen der i hovedtrækkene, og til 1. september tages de første lokaler i brug. Det har givet beskæftigelse til mange af byens arbejdere og håndværkere, og Fællesforeningens afdelinger i Kolding beskæftiger i dag ca. 350 arbejdere og funktionærer; det er lige så mange som normalt, og i juli måned var der endda 3 pct. flere beskæftiget end normalt. Skønt råmaterialerne nu er ved at svinde, har Fællesforeningen taget nye produktionsgrene og erstatningsindustrier op, og det er dette, der har holdt beskæftigelsen vedlige.

Det er en monumental bygning, der er skabt, moderne i linjer og konstruktur. I stueetagen bliver der butik, på førstesal kontorbygning og laboratorium, og på 2. sal indrettes en sal, der kan rumme 400 mennesker og med siddeplads til 190. Denne sal beregnes dels til foredragssal for de mange besøgende, der kommer for at bese virksomheden selskabsvis, dels vil der blive udstillinger, og hvis forholdene gør det ønskeligt, at der oprettes frokoststue, kan denne også få plads i salens rum. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 21. august 1941.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar