1941 – Rejsegilde på Sanatoriets funktionærbolig

26 arbejdere blev betænkt med en pengeseddel.

Ved et glas portvin og et stykke kransekage festligholdt man i går eftermiddags kransehejsning på Sanatoriets nye, store funktionærbolig, hvor overlæge Mårtensson på Nationalforeningens vegne bød de tilstedeværende arbejdere og indbudte gæster velkommen. Overlægen udtalte dernæst bl.a.:

Denne bygning har længe ønsket været, og den har været stærkt savnet. I sin tid troede man, at når der var skabt plads til 100-120 børn, ville hele landet kunne dækkes, men det viste sig hurtigt, at den isolationsbygning, som byggedes til en slags observation, ikke var tilstrækkelig, og kravet rejstes om en mere hospitalsagtig afdeling for de ganske små børn. Efterhånden nåede børnetallet op på 158, og efter at spædbørnsafdelingen var bygget, steg det til 185. Det var ikke muligt at foretage udvidelse af hovedbygningen, og for at skaffe pladsrum til personalet, måtte der bygges ved siden af. Da krigen udbrød, var en række planer fremme, men de skrinlagdes som følge af begivenhederne. Imidlertid skabte regeringens beskæftigelseslove nyt håb, og da Nationalforeningens Byggeudvalg først havde været og set på forholdene, sattes der fart i tingene, så grunden kunne stikkes af allerede 5. september i år. […]

Når arbejdet er udført, står vi stærkere rustet i kampen mod den sygdom, vi bekæmper, og som under de herskende forhold truer med at tage til. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Social-Demokrat, 24. december 1941.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar