Der er solgt næsten dobbelt så mange som i sidste fyringsperiode.
“I den sidste tid har der været livlig afsætning af Kolding Kommunes tørv. Vi er faktisk på bunden af vor egen beholdning”, siger Brændselskontorets leder, kontorbestyrer Schmidt. “Men vi lånte elektricitetsværket en del i vinter, og det får vi tilbage nu, så vi håber, det slår til – blot forårssolen vil hjælpe lidt! Vi sælger nu kun i småpartier, fra en sæk op til et ton, og vi har solgt mest i marts-april, da folks brændselsmærker slap op.”
Der kan vel ventes flere mærker sat i kraft til udenlandsk brændsel?
“Der venter jeg ikke vil ske. Når der kommer forsyninger frem, skal værkerne jo først og fremmest have, og industrien i det hele taget.”
Hvor mange tørv har kommunen solgt i denne fyringsperiode?
“Vi kommer op på godt 7.000 tons, og i forrige periode var det kun omkring 4.000, så der er næsten tale om en fordobling.”
Og næste år?
“Ja, vi har bestilt i alt godt 8.000 tons, men erfaringsmæssigt får vi dem jo ikke alle. Sidste år bestilte vi 7.000 og fik godt 5.000, så i år kan vi vel regne med godt 6.000. Så mange kan vi have i skuret på havnen, men ved leveringen i eftersommeren kan vi vel køre ca. 1.000 tons ud til steder, De Gamles Hjem og lignende institutioner, sp vi kan nok skaffe plads.” […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 13. april 1942.