Det sidste fantastiske påfund om “Stor sal” og svømmehal i Kolding.
Lige så længe, der har været snakket om bygningen af “den store sal” i Kolding, er der med korte mellemrum dukket forskellige projekter op af mere eller mindre fantastisk art. Der har været placeret store “sale” ovenover både rutebilstationen, Højskolehjemmet, Trocadero og Industriforeningen. Vi ved ikke, hvor langt man er nået med nogen af disse planer. Det sidste nye, vi har hørt om “stor sal”-spørgsmålet, er et forslag om at kombinere den med den svømmehal, som Kolding muligvis skal have, men som – i lighed med den store sal – endnu ikke er nået ud over drøftelsernes stadium.
Dette forslag, eller måske snarere denne tanke (længere er det vel ikke nået) går ud på at lave svømmehal på tværs af Koldings inderhavn, altså der, hvor fiskesalgene nu har plads. Svømmebassinet skulle stænges fra den øvrige del af havnen ved en væg af en eller anden slags hvori skulle anbringes filtreringsanlæg, så bassinets vand ikke forurenedes. Svømmehallen tænkes omgivet af godt funderede murværker, og her ovenover vil man så anbringe den store sal – god, central beliggenhed, ikke sandt, og byen ejer jo grunden, så den regner man ikke med skal koste noget! Da svømmehallen muligvis ikke kan forrente sig, og den store sal på forhånd dømmes til ikke at kunne det, vil man anbringe byens 3. biograf ovenpå den store sal som en slags økonomisk rygstød, og heroven over igen kunne man tænke sig at lave en glasrestauration med udsigt over omgivelserne og livet på havnen, altså oppe i 3. sals højde. […]
Som man vil forstå, arbejdes der stadig på løsningen af de to problemer: Stor sal og svømmehal og man kan ikke sige, at det mangler på fantasi i Kolding.
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 1. september 1942.