1943 – Boligsituationen bliver stadig vanskeligere

Mange familier står uden lejlighed og udsigterne er dårlige

Boligsituationen i Kolding som andre steder bliver stadig vanskeligere. Folk, der kommer fra andre byer og får stilling her, er oftest ude af stand til at skaffe sig lejlighed. Der kan nævnes talrige eksempler på familier, som søger og søger efter en bolig uden at finde noget.

På Boligkontoret får man dagligt henvendelser fra folk, der søger lejlighed. Husvildeafdelingen på Overmarksgården er guld, og der er indkvarteret tre familier på Overmarksgården. I næste uge regner kommunen med at kunne leje den apostolske menigheds bygning ved Lykkegaardsvej igen, og der er et par familier, der er parat til at rykke ind i de interimistiske lejligheder, der findes her.

Et bart loftsrum som lejlighed

Men de fleste af de familier, der henvender sig til kommunen om lejlighed, vil helst undgå at anbringes som husvilde. Mange klarer sig derfor med et værelse eller lader sig indkvartere hos familier. Der er således en familie, der for tiden bor i et bart loftsrum og så går ned på 1. sal og laver mad, henter vand osv. Andre, der er ved at opgive håbet om at leje en lejlighed, søger i stedet at købe et hus for derigennem at få en lejlighed. Men det er også i dag meget svært at købe en villa. Som nævnt i går har menighedsrådet i Sct. Nicolai Sogn allerede i nogen tid forgæves søgt efter et egnet hus til den nye kapellan. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 8. august 1943.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar