De to af de tre engagerede sendte afbud, men Henrik Malberg og Kathe Rosén fyldte aftenen
Pladsen i Hotel Koldings sal var så nogenlunde besat i aftes, da Industriforeningens 2. juledagsunderholdning skulle tage sin begyndelse. Et forventningsfuldt og for størstedelen til dansen festklædt publikum sad parat i det akademiske kvarter og kiggede på begoniernes og den blegrøde sirts’ dekorationer, der var arrangeret foran rampelyset, nå så net.
Så kom installatør Overbeck frem på scenen og bøde velkommen og meddelte, som man havde anet. at der blev en forandring i programmet, idet to af de tre engagerede i sidste øjeblik havde sendt afbud, nemlig skuespillerinde Else Nielsen, der lå syg af influenza i København, og skuespiller Lemvigh, der lå med halsbetændelse i Aarhus. I sidste øjeblik have man så fået fat på den kendte radiokunsterinde Kathe Rosén, som skulle synge viser.
Det er ikke let. Efter sigende har der i de sidste femten år ikke været arrangeret en eneste anden juledagsunderholdning i Industriforeningen, uden at man har måttet lave om på programmet fordi nogle af de optrædende har sendt afbud. Det skulle altså heller ikke gå i år. Men publikum tog det som sædvanlig godt. Man var veloplagt og havde sat sig tilrette for at få en aften ud af det. Og det lykkedes også. Henrik Malberg er man jo sikker på. Den udmærkede skuespiller, som utroligt, når man ser hans livfulde og altid veloplagt, tætte, lille skikkelse, nylig har passeret sin 70 års fødselsdag, ved man jo slår aldrig fejl. Han kunne såmænd godt have båret aftenen alene. Lille Kathe Rosén gjorde nu også sit bedste. Det er ikke misundelsesværdigt at skulle springe ind som en slags erstatning for de officielt averterede, og hun skulle faktisk bære halvdelene af aftenen på sine spinkle skuldre. Tilmed var hun noget handicappet af en forkølelse, og endelig er en sal som Hotel Koldings store sal ikke passende for hendes mere intime kunst. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. december 1943