Tre formationer af store bombemaskiner
Der var luftalarm i Haderslev i går fra kl. 13.15 til 14.13 eftermiddag. Ved alarmens begyndelse så man tre formationer af store bombemaskiner over egnen. De kom i stor højde fra nordvest og fortsatte mod syd. Maskinerne kunne ses meget tydeligt med det blotte øje. Der var luftkamp over egnen. […]
Brandbomber lægger en gård i aske. Flyverne vækkede ejeren af middagssøvnen!
Aabenraa havde i går luftalarm fra kl. 13.30 til 14.15. Straks efter alarmeringen kunne man iagttage et stort antal maskiner, der i meget stor højde fløj sydpå. På en gård i Hostrup Skov syd for Aabenraa Fjord vågnede ejeren, gdr. Meyer af sin middagssøvn. Han løb ud på gårdspladsen, og mens han så efter flyverne, opdagede han, at det brændte på ejendommens loft. Den vinkelbyggede ejendom, der formentligt er blevet antændt af brandbomber, gik fuldstændig op i luer.
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 20. maj 1943.