1943 – Nationalbankbedrageren fik 3 års fængsel

I middags blev der afsagt dom i Kolding Kriminalret over den tidligere bankassistent i Danmark Nationalbanks Kolding-afdeling, Axel Emil Edvard Andersen. Dommen kom til at lyde på fængsel i tre år med fradrag af 40 dage som udstået med varetægtsarresten. Desuden dømtes han til at tilbagebetale Nationalbanken det besvegne beløb med 22.610 kroner, gdr. H med 8.335 kr. og frøknerne F med 1.250 kr. og endelig dyrlæge J. med 3.650 kr. I salær til sin sagfører, landsretssagfører V. Juhl, og i omkostning skal han betale 460 kroner.

Dommer Strøbech gjorde ham opmærksom på, at han havde fået dom i overensstemmelse med sin tilståelse. Der var tale om et groft tillidsbrud gennem mange år. Efter samråd med forsvareren, der var repræsenteret ved landsretssagf. Kjærsgaard, udbad Axel Andersen sig betænkningstid. Landsretssagføreren begærede Andersen løsladt af hensyn til vigtige forretninger, af hensyn til børnenes anbringelse og for at træffe forholdsregler til afværgelse af konkurs. Anklageren, politifuldmægtig Arenbrandt protesterede mod løsladelsen, og dommer Strøbech afsagde derefter en kendelse, der fik forsvareren imod. […]

Kilde: uddrag, Kolding Folkeblad, 23. januar 1943

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar