1944 – Bombe eksploderet i Studenterforeningen i København

Tre personer blev lettere såret – restaurant ødelagt af bomber.

Kl. 19.35 i aftes eksploderede en bombe i Studenterforeningens kælder på hjørnet af Studiestræde og Vestre Boulevard i København. Der skete en del skade i kælderen, og senioratet og økonomiudvalgets værelser, der ligger lige ovenfor, blev slemt molesteret, ligesom der skete skade i vestibulen og andre steder i bygningen. Tre personer blev lettere såret.

Eksplosionen forårsagede, at en mængde ruder i kvarteret deromkring sprængtes, bl.a. i Turisthotellet og helt ned til Vestre Voldgade.

Kl. 20.05 eksploderede en anden bombe i en lille restaurant ‘Parnas’ i Lille Kongensgade 16. Ingen mennesker kom til skade, men der anrettedes en del skade. Femten af Magasin du Nords store spejlglasruder og en halv snes andre butiksruder knustes. […]

Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 11. januar 1944.

Jacob Krause

Cand.mag. i Historie fra Aarhus Universitet, 2016. Arkivar ved Kolding Stadsarkiv siden 2017.

Skriv et svar