Også børnene på Julemærkesanatoriet fejrede i går fastelavnen. Det var mindst lige så fornøjeligt som for de børn, der i går fyldte byens gader. Sygeplejerskerne havde haft travlt med at lave dragter og pynte børnene, og på slaget 4 marcherede alle sanatoriets børn ind i den store sal til tonerne fra kapelmester Ernst Jensens orkester. Orkestret, der har vundet sig en usædvanlig smuk position blandt ‘Trocadero’s publikum, vandt også ganske børnenes hjerte ved deres fornøjelige musik. Nogle drenge opførte en morsom lille sketch, og eftermiddagen sluttede med en time med børnedanse, hvor sygeplejerskerne svang de små, der ikke var optaget af at betragte orkestret med alle dets mærkelige instrumenter. Til slut takkede overlægen Mårtensson kapelmesteren og musikerne for den velvilje og beredvillighed, de havde udvist, og børnene udtrykte deres tak og glæde gennem et kraftigt hurraråb. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Avis, 22. februar 1944.