Det illegale blad De frie danske skriver i sit december 1944 nummer om følgende omkring den frie fremtid, når den tyske besættelsesmagt er besejret:
Dansk Samlings opfattelse af efterkrigens opgaver:
Vi kan sagtens være enige, sålænge den fælles fjende endnu ikke er knust. Men hvor fortvivlet og nedværdigende en situation de befriede lande kan komme i, når tyskerne er jaget bort, har vi nu set både i Belgien og Grækenland, hvor der indtræffer det beskammende, at man kalder britiske tropper til hjælp mod sine egne landsmænd – endda mod dem, der har kæmpet ivrigst for landets befrielse.
Selv om Danmark hidtil trods alt har haft det roligere end de øvrige besatte lande, har vi det samme stof til modsætning her. Hos os er problemet det, at den politiske indflydelse næsten udelukkende fandtes hos partier, der er formet af synspunkter og begivenheder helt tilbage i forrige århundrede, mens til gengæld de to nyeste partier, det ”kommunistiske” og ”Dansk Samling”, har gjort en betydende indsats i modstandsbevægelsen og hermed har fået en indflydelse, der langt overgår hvad de før krigen ad stemmemæssig vej var nået til. Når hertil kommer, at en fjerdedel af de vælgere, der skal stemme ved det første valg efter krigen, aldrig har stemt i fredstid, og dernæst at der hos arbejderne findes en stærk fornemmelse af at være blevet økonomisk forfordelt under krigen, vil man forstå, at der også her i landet er politisk sprængstof forhånden.
Det er er ”Dansk Samling”s opfattelse, at alle parter må gøre den stærkeste mulige indsats for at undgå de ”belgiske tilstande” i den overgangstid, der kommer mellem tyskernes afrejse og det første valg. Både af hensyn til de hjemlige opgaver og udlandet er det en absolut nødvendighed. Opgaver vil kræve stor resignation fra begge parter. Det vil kræve overvindelse fra de traditionelle partier at skulle indrømme pladser i regeringen til de to partier, der endnu ikke har haft mere end tre mand i folketinget hver, og det vil kræve mindst lige så stor resignation hos kommunisterne og ”Dansk Samling” at skulle give afkald på at være uafhængig og fritstående opposition. Når hertil kommer, at de traditionelle partiers modstand mod de to nye grupper endnu er præget af hele den brede, der altid viser sig i begyndelsen overfor nye partier, vil man forstå, at en overenskomst kræver stor tålmodighed, resignation og imødekommenhed hos begge parter. Men der er ingen tvivl om, at det danske folk venter af begge parter, at de skal klare denne opgave, og ”Dansk Samling” vil for sin part meddele, at vi stiller os beredvillige overfor dens løsning.
Resultatet af et sådan samarbejde – der bør tages op inden besættelsens ophør – må blive en regering, der foruden repræsentanter fra de traditionelle partier omfatter folk fra de to partier, som særlig har deltaget i kampen mod tyskerne, desuden repræsentanter fra de upolitiske modstandsgrupper og for Frihedskampen ude, d.v.s. formodentlig Christmas Møller og Kauffmann.
Det siger sig selv, at de politikere fra de gamle partier, der har vist sig som udpræget defaitister før og under besættelsen, må udelukkes fra en sådan regering. Kun en sådan regering vil rumme anerkendelsen af det faktum, at det er frihedsbevægelsen, der har skabt tillid til Danmark hos de allierede, og at vort land ellers ville have stået i et yderst tvivlsomt ”Vichy-lys”.
I øvrigt anser ”Dansk Samling” følgende politiske opgaver for at være de vigtigste i den kommende efterkrigstid:
Afstraffelse af krigsforbrydere i overensstemmelse med Frihedsrådets pjece ”Når Danmark atter er frit” – som ”Dansk Samling”s illegale ledelse har været med til at udarbejde. Dog må der sikkert tilføjes dødsstraf, og heri vil frihedsrådet formodentlig nu være enig. Rigsdagen må ved snarest mulig sammentræden – suppleret med tre kommunistiske medlemmer – vedtage de love, som er nødvendige for en sådan afstraffelse.
Ligeledes økonomiske foranstaltninger overfor værnemagere og yderst streng behandling af de medlemmer af det tyske mindretal i Nordslesvig, som så skammeligt har misbrugt deres stilling.
Såfremt Danmark bliver befriet på et tidspunkt, hvor der endnu er krig, må vi melde os til deltagelse i den, således at vi både med mandskab og produktion påtager os byrder, der svarer til vore kræfter. Og under alle omstændigheder må vi mede os med hjælp til de ødelagte lande, om fornødent med fortsat fødevarerationering herhjemme – (først og fremmest Norge).
I det økonomiske liv må fuld produktion opretholdes, og der må sættes arbejde i gang til at opsuge Tysklandsarbejderne. Dansk Samling tror, at det private initiativ vil være til stor nytte ved nt planlægning af produktion og handel, men omfattende kontrol fra samfundets side må udføre det nødvendige supplement hertil. Således vil vi kunne undgå inflation – og undlade deflation – hvis vi bliver enige om en ganske bestemt praksis med såvel pengeudlån som import.
På længere sigt bør der forberedes en familielønsordning.
Udadtil må vi forpligte os til et forsvar, der pålægger os samme byrde pr. borger, som de lande, der har ført an i denne krig, og vi må indgå i den almindelige internationale fredsorganisation, eventuelt via en regional blokdannelse med naboer af samme anskuelse som vi.
Arne Sørensen
Kilde: De frie danske, nr 2. december 1944, 4årgang