Der er blevet anrettet betydelige ødelæggelser
Fra lørdag middag til mandag morgen anrettedes ødelæggelser ved sabotager både på Fyn og i Jylland.
Haastrup Savværk lagt i aske
Haastrup Savværk ved Faaborg har søndag nat været genstand for en sabotagehandling. Ved godt 2-tiden hørtes et voldsomt drøn, og få øjeblikke efter var hele virksomheden omspændt af flammerne. Falck fra Glamsbjerg blev tilkaldt, men det var umuligt at bekæmpe ilden, der i løbet af ganske kort tid lagde savværket i aske. Haastrup Savværk, der var forsikret for mellem 400 og 500.000 kr., ejes af savværksejer Rasmus Larsen. […]
De fire ødelagte virksomheder i Aarhus
Ved sabotagen lørdag middag i Aarhus blev fire virksomheder nærmest helt ødelagt. Det var Aarhus Autolager, Nørreport 22, Frandsens Efterfølgers Karosserifabrik, der er sammenbygget med autolageret, Aktieselskabet Franks Møbellager og Aarhus Tilskærerakademi, der blev hærget af en brand i ejendommen Nørreport 24. Desuden anrettede bomber skade i Kjeldsens Ducolakereri. Den samlede brandskade andrager skønsmæssigt en halv million kroner. […]
Kilde: Uddrag, Kolding Folkeblad, 27. august 1944.