Kamppausen på Vestfronten blev kun af kort varighed. I løbet af de sidste 12 timer er aktiviteten i Zittard-afsnittet taget til, og samtidig har såvel tyskerne som franskmændene i Elsass åbnet nyt angreb.
Det tyske angreb er sat ind fra Rhin-brohovedet nord for Strassburg, hvor de tyske styrker fra Dusenheim-området støder ind i flanken på de positioner, som amerikanerne holder i Hagenau-skoven.
Det franske angreb er tidligt i morges efter en heftig artilleriforberedelse blevet åbnet af 1. franske armé på Vestfrontens sydligste afsnit mellem Saint Martin i Vogeserne og Rhinen. Angrebet finder sted under forrygende snestorm.
Kilde: Kolding Avis, 21. januar 1945.