I morges kl. 4.15 genlød en voldsom eksplosion over det meste af Aarhus. Det var det nye rådhus, der havde været genstand for et bombeattentat.
Rådhusets facade ud mod Parkallé frembød et sørgeligt syn. Alle vinduer var knust, og gardinerne hang og blafrede i vinden. En nærmere undersøgelse viste dog, at skaden hovedsageligt indskrænkede sig til knuste ruder. Der var anbragt en bombe ude på fortovet i et hjørne af rådhusfløjen ud mod Parkallé i nærheden af indgangen til Folkeregistret. Det viste sig imidlertid, at ud over en nedfalden marmorplade over det sted, hvor bomben var anbragt, sket der ingen skade på selve bygningen. Indgangsdøren til Folkeregistret splintredes, ligesom der knustes noget inventar i kontorerne. I øvrigt knustes mange ruder i ejendommene i Parkallé.
Kilde: Kolding Folkeblad, 21. februar 1945.